Sideløbende med sit eget forfatterskab, der sidste år kulminerede med det på én gang smukke og ubærlige sorgværk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” (2017), har digteren Naja Marie Aidt de seneste år foldet sig ud i en række ejendommelige fællesbøger. Det drejer sig om den spraglede, glitrende og monstrøse ”Frit flet” (2014), som hun udgav sammen med digteren Mette Moestrup og dramatikeren Line Knutzon, og det dunkle, ildevarslende og elegante langdigt ”Omina” (2016), som hun skrev sammen med Moestrup. Hertil kommer så de to eksklusive kunstudgivelser, ”Voice of the Shuttle” (2007) og” Blå spor” (2018), der er blevet til i samarbejde med billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen. Det er de to tværæstetiske udgivelser, der i den aktuelle og særdeles flotte digt- og billedbog ”Blå og mørke spor” nu er blevet samlet og revideret. Bogværket afsluttes desuden med et nyskrevet, men noget løst efterskrift i form af en brevveksling, der måske kan fungere som nøgle til de omstændigheder, der ligger til grund for bogen, men som ellers ikke vinder nyt litterært land.
I bogens første del, ”Mørke spor”, udvides kollektivet på sin vis, idet Aidt og Davidsen her, som man også kan læse i efterskriftet, har hentet stof og næring fra den romerske digter Ovids ”Metamorfoser” og beretningen om Tereus, der voldtager sin hustrus søster Filomele, hvorefter han skærer hendes tunge af, så hun ikke kan røbe forbrydelserne. Imidlertid får Filomele i al hemmelighed skaffet en primitiv væv, hvorpå hun udfærdiger et brev om ugerningerne til søsteren Prokne, der som hævn dræber sønnen og serverer ham for Tereus. Guderne forvandler herefter dem alle tre til fugle. Tereus til en hærfugl, Prokne til en nattergal og Filomele til en svale, der stadig ikke kan fortælle sin historie, men kun kvidre.
Det er med andre ord en gruopvækkende fortælling om blodets bånd, moderskab, magt, kvindeundertrykkelse, skam og voldelige drifter; om retten til at tale og fortælle sin historie, og det burde være tydeligt for enhver, at det er temaer, der i allerhøjeste grad stadig er vedkommende. Både billedkunstneren og digteren viser os i hvert fald, at de mytologiske fortællinger besidder et universelt eller almenmenneskeligt sprog, der også i dag kan omformes til påtrængende kunst. Læs blot dette rasende digt fra den dystre og mytologisk-gådefulde suite af rædselsdigte: ”Vreden, den jagende smerte:/ stig op og bliv til ild/ blodet skal rase/ vores øjne brænde/ den der krænker skal krænkes/ vi skal give ham det værste:/ skænke ham/ gavernes gave/ vi lader kødet vandre.”
For billedkunstnerens vedkommende har mødet med Ovid resulteret i en række smukke og grusomme, på en gang sarte og lette og voldsomme og uhyggelige forvandlingsbilleder (metamorfosen spiller her en tydelig rolle), hvor fugles, kroppes og ansigters former og konturer konstant skifter og flyder sammen og ind i hinden.
I bogens anden del markerer farveskiftet også et stemningsskifte. I ”Blå spor” befinder vi os således i et mere forsigtigt, tyst, melankolsk og mod slutningen også mere håbefuldt univers, men det er fortsat tilværelsens helt fundamentale dualiteter, der pendles mellem: liv og død, det tunge og det lette, væren og intet, liv og død, det synlige og det skjulte, før og nu, bevægelse og stilstand, tab og håb, mennesket og naturen. Det gælder både Davidsens betagende blå univers med lysende fjer, naturmotiver og franærværende menneskeskikkelser/spøgelser og Aidts smukke og sorgfulde naturdigte om forfald, forvandlinger og bevægelser mod andre tilstande: ”dvæler og bor/ i forladte huse/ denne majblå sommer/ vinden går gennem/ siv og løv/ at kigge helt tæt/ på plantens strukturer/ ae kurv og skærm som/ en elsket hånd/ riller i blade og negle/ at forsvinde/ i det forladte/ de små ting/ en ring af guld, halvmørket/ under loftet/ de vilde blomsters/ dryssen.”
”Blå og mørke spor” bidrager for så vidt ikke med noget nyt, i den forstand at digte og billeder jo har været udgivet tidligere, men det er alligevel glædeligt, at de to bogværker, der læst sammen faktisk danner et nyt sammenhængende hele, nu er blevet ført sammen og ikke mindst gjort tilgængelig for en bredere offentlighed.