Den Forbudte By. Det populære navn for kejserens residens i Beijing har altid fascineret mig. Jeg har også altid ønsket at komme ind i denne by, som man netop ikke måtte betræde. Ja, man måtte ikke engang nærme sig dens mure. Det er ligesom i eventyret, hvor helten selvfølgelig vil åbne netop den dør, som er den eneste, han ikke må gå ind ad.
Nu kom jeg så endelig til Den Forbudte By. Men det var der ikke meget eventyrligt over. Den bliver godt nok bevogtet af mange vagter, men de er her kun for at kontrollere, at de op mod 80.000 besøgende, der hver dag kan gå ind i byen, gør det i god ro og orden. Kejseren er afsat, og Den Forbudte By er blevet åbnet for masserne i Kina. Det er interessant nok at se den, men magien er selvfølgeligt brudt og eventyrligheden forsvundet.
Midt i det massive menneskemylder skal der mere end en god fantasi til at forestille sig den kejserlige ophøjethed og den ro, der må have hersket her engang, for slet ikke at tale om al den magt, som er strålet ud over landet fra disse bygninger.
Alligevel er jeg kommet ind i en slags forbudt by, mens jeg er i Kina. For da jeg tog hjemmefra, hev jeg på vej ud ad døren et par kinesiske bøger ned fra hylderne, idet jeg tænkte, at det var en god anledning til at få dem læst. Da jeg så kom til Beijing, gjorde en kollega mig opmærksom på, at den ene bog er forbudt her.
Nobelpristageren Gao Xingjians roman ”Et ensomt menneskes bibel” (1999, dansk 2003) er ikke udkommet i Kina, da han siden en kontroversiel bog om opstanden på Tiananmen-pladsen (Den Himmelske Freds Plads) i 1989 har været persona non grata i sit tidligere hjemland. Han er nu fransk statsborger. Så når jeg læser denne bog, er det som at bevæge sig ind på forbudt område og spise af den forbudne frugt.
Jeg ved ikke, om Xingjian ville have fået Nobelprisen i dag efter al den ballade om køn og undertrykkelse, som efterhånden har forpestet enhver snak om erotik og gjort forholdet mellem kønnene til en betændt sag.
Går man ind for en streng justits, der sørger for, at ingen bliver forulempet af andres begær, og da slet ikke kvinder af mænds, så kan man godt henvise Xingjians roman til skammekrogen. Det er nemlig en roman fuld af erotik af den flyvske slags. Hovedpersonen er promiskuøs og vil slet ikke indgå i noget fast forhold. Det er så at sige en del af hans livsindstilling, efter at han er flygtet fra Kina. Han vil være fri til at skrive, som han har lyst til, og fri til at elske og nyde livet, uden at nogen overvåger ham og fordømmer ham af politiske eller moralske årsager.
Det er nuets nydelse, han søger:
”Det evige er kun nuet. Kun når du sanser dig selv, eksisterer du, ellers ikke. Du skal leve i dette nu, sanse, mærke, føle en sensommers blide lys.”
En sensommers blide lys, eller en erotisk sammensmeltning, der for et øjeblik kan hæve ham ud over sig selv og hans fundamentale ensomhed – det er måske ikke livets mening, men i hvert faldt dét, som giver det fylde.
Denne holdning til livet har sine grunde. Eller i hvert fald sin baggrund. Den fortæller hovedpersonen kun modstræbende om, fordi den fylder ham med smerte, og fordi glemslen måske var bedre. Fortiden kan ikke gøres om, og han tvivler på, at man kan lære noget af historien. Alligevel fortæller han om den person, han var engang.
Han opvoksede under de stadige politiske udrensninger under formand Mao. Først gjaldt det alle med en fortid i det gamle system. Disse ”oksedjævle og slangedæmoner” skulle ud af Partiet. Derefter gjaldt det alt og alle, der kunne stemples som ”kontrarevolutionære” og ”borgerlige”.
Det var Kulturrevolutionens tid, og under dens rædselsregimente kunne ingen vide sig sikker. Hvad der var rigtigt den ene dag, kunne man blive henrettet for den næste. Alligevel lød ledelsens motto: ”Anklag. Angiv. Afslør. Grav alle kontrarevolutionære, der stadig agiterer iblandt jer, frem!”. Så skulle de for folkedomstolen, der fungerede som en standret, og bekende deres synder og angre. Som sociale væsener var de herefter udstødte, og ingen ville forbindes med dem for dog om muligt at kunne redde sig selv.
Det var absurd og til at grine ad, hvis altså ikke lige det var et dødsensfarligt miljø præget af ”rædselsfuld politisk forurening”.
Sådan set er det ikke så underligt, at hovedpersonen ender med at være både apolitisk og imod enhver ideologi. Ideologier vil altid have ret og ser verden i sort-hvid. Ideologier anerkender ikke individets værdi og værdighed.
Og sådan set bliver ”Et ensomt menneskes bibel” til en roman, der på sin egen besynderlige måde taler lige ind i vores egen tid med alle dens daglige uddrivelser af ”oksedjævle og slangedæmoner”.
Den i grunden helt retfærdige MeToo-kampagne har fået udtryk, der i skræmmende grad minder om Kulturrevolutionen. Alle kan klynges op uden en lovformelig rettergang. Et rygte er nok til at fælde en mand.
Jeg har set og været i Den Forbudte By. Det var selvfølgelig stort. For det er også en by, der er beregnet på at dupere sin besøgende. Men nu har jeg også læst den ”forbudte” bog af Gao Xingjian, og det var en anderledes sindsoprivende oplevelse.
Den er ikke vor tids eventyr, for dertil er bogen alt for desillusioneret. Det er heller ikke vor tids bibel, for dertil mangler den tro. Men det er nok en roman til vores egen tid om den angst og underminering af menneskelig tillid og hengivenhed, som alle store ideologier og udrensninger fører med sig.
Bogen er skrevet på kinesisk, men kan læses i oversættelse – også på Susanne Posborgs dansk, der gør den ære.JJJ80.000 danske læsere vil næppe kaste sig over den hver dag. Men den er hermed anbefalet.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.