De er født ind i kommunismen og har levet snart tre årtier under nye politiske systemer. Men hvordan har de det egentlig? Det har journalistparret Thomas Ubbesen og Anne Haubek sat sig for at finde ud af.
Det er lykkeligvis blevet til en bog. For som langsomt medie er bogen eminent til at foretage en rejse i både tid og sted, som Erika Fatland for nylig viste i ”Grænsen”, hvor hun rejste langs Ruslands grænse og flettede menneskeskæbner og samfundshistorie sammen, præcis som Navid Kermani gjorde i ”Langs grænser og grave”, hvor han tog fra Köln til Isfahan i Iran. Og det er i dén fornemme tradition, at ”Vi var folket” indskriver sig.
Thomas Ubbesen har som udenrigsreporter for blandt andet DR dækket krige, konflikter og naturkatastrofer verden over og har også skrevet bøger, hvor han på imponerende ubesværet vis formår at integrere sin enorme viden i de levende reportager.
Det giver en god energi, at Thomas Ubbesen denne gang har fået selskab af sin kone, ikke mindst i kraft af deres samtaler, der ofte gengives, både for at levere fakta og for at sparke teksten videre. For det meste fungerer det fint, andre gange bliver det lidt for tydeligt, at dialogerne bliver brugt som trædesten, som i denne udveksling: ”Gad vide, om den slags var muligt under kommunismen? Med alt det der, de har fortalt om fællesskab og hjælpsomhed?” ”Ja, gad vide.”
Og det er netop fortællingerne om fællesskabet, der blev væk, der fylder i læserens erindring, efter sidste side er vendt. For bortset fra enkelte positive røster, som primært flyder fra de mennesker, der har klaret sig endog meget godt efter kommunismens fald, så tegner der sig et tydeligt billede. Som den helt gennemsnitlige borger Elfriede Strauss, 67 år, Berlin, siger: ”Vi lever midt i det her sanseløse forbrugssamfund, hvor alle er alene.”
Både Thomas Ubbesen og Anne Haubek er stærke i møderne med de mange helt almindelige mennesker – og de enkelte magthavere. Tilsammen skaber de et kraftfuldt og flerstemmigt kor, som nogle gange er lige ved at blive kakofonisk.
Som en tysk tjener siger til de to rejsende: ”Sammenholdet og fællesskabet fra dengang er helt væk. Men der var altså et ganske kort øjeblik – i 1989 – hvor vi rent faktisk var folket.”