Rejsen ind i den fremmede genkendelighed

Ole Henrik Laubs nye overbevisende novellesamling spænder fra soldaterhistorier til en fortælling om englevagt

Ole Henrik Laub viser med sine nye noveller i ”Den låste dør”, at han er en sand menneskekender
Ole Henrik Laub viser med sine nye noveller i ”Den låste dør”, at han er en sand menneskekender Foto: Henning Bagger

Da Ole Henrik Laub debuterede så langt tilbage som i 1967, var det med novellesamlingen ”Et sværd dyppet i honning” - en opvisning i hans mange muligheder inden for denne genre. Men det er romanerne, der fylder mest i hans forfatterskab, uden at han dog helt har ladet novellerne i stikken. Men nu er han for alvor vendt tilbage til kortformen: Den foreliggende - glædelige - samling er hans tredje siden 2007. Den nye bog består af 17 ikke tidligere offentliggjorte noveller, der foregår på forskellige tidspunkter mellem 1849 og 2020. Hver historie indledes med en angivelse af årstallet, hvor det, der skal skildres, finder sted. 

Det er tætte, stramt skrevne forløb med atmosfære, perspektiv, truende skygger mellem ordene og ikke mindst overbevisende psykologi. Laub er menneskekender. Langt overvejende skriver han inden for den realistiske genre, men også med forsøg i den mere fantastiske, for eksempel i en beretning om englevagt. Fænomenet beskrives som noget næsten selvfølgeligt. Forfatteren tager det ganske roligt, at virkeligheden kan gebærde sig så uvant for den såkaldte fornuft, som den tillader sig at gøre.De første fire noveller, der udgør en helhed, foregår under Treårskrigen, men på afstand af den. 

En kaptajnløjtnant er hjemme i Østjylland på orlov og besøger den kvinde, som han har regnet med skal være hans hustru. Men hun har fået en anden kær. Officeren kræver hævn og indstiller sig isnende på aktionen - med drab. Han forholder sig til den, som drejer det sig om krig. Og en krig koster nu engang liv. Det vil hans egen private også gøre. Sådan er det bare. Han beklager det næppe.

Fint skildrer Ole Henrik Laub imidlertid, hvordan officeren ved at møde menneskelighed genvinder sin egen menneskelighed, opgiver sit vilde forehavende og accepterer virkeligheden, som den er. Hverdagen og dens forpligtelser sejrer over krigen. Det er smukt.

En anden markant novelle, ”Titanic afgår fra Southampton den 10. april 1912”, handler om en dansker, der skal med på den katastrofale sejlads. Han er en mand på flugt - mistænkt som han er for pædofili. Hvor begrundet mistanken er, understreges af slutningen, der både er underspillet og chokerende.

Noget lignende gælder samlingens sidste novelle, ”Lost in Rome”, der tilsyneladende ”bare” handler om en gammel mands glæde ved gensynet med Rom og de søde minder, der for ham knytter sig til den evige stad. Men det er først og fremmest, viser det sig, en historie om et menneske, der sandsynligvis er dement og uhjælpeligt farer vild i den fremmede genkendelighed. Uden at han tilsyneladende er klar over, hvordan det er fat med ham. Han har det skam dejligt med sine romerske minder.

Den diskrete og dog skarpe afdækning af hans tilstand er gribende at opleve: smerte uden sentimentalitet.