Prøv avisen

Rejsen til Island -- og til Johannes Larsen

Den for Vibeke Nørgaard Nielsen igangsættende tegning fra Thorvaldsdalur, udført 24. august 1930. (Illustration fra bogen)

DE ISLANDSKETEGNINGER I 1927 og 1930 udførte maleren Johannes Larsen på Island godt 300 pennetegninger til en monumental trebindsudgave af de islandske sagaer. Med hans dagbøger som guide har Vibeke Nørgaard Nielsen rejst i hans spor. Det har ført til en stor, flot bog

Den lange dag, den 8. august 1927, begynder i "Blæst og meget klart Solskin".

Hurtigt efter at være stået op klokken seks er den altid flittige Johannes Larsen i gang med at tegne. "Frokost med stegt Lax og Skyer – Kaffe og Kager". Johannes Larsen og hans ledsager, den islandske maler Ólafur Túbals, samt en bonde, der er med som fører, sætter sig til hest klokken 11 og begynder den anstrengende tur til Langavatnsdalen. Johannes Larsen var da 59 år.

I somrene 1927 og 1930 bevægede kunstneren sig på hesteryg gennem det islandske landskab. På foranledning af forfatteren og vennen Johannes V. Jensen skulle han udføre landskabstegninger til en monumental trebindsudgave af de islandske sagaer, som Gyldendal udsendte i årene 1930- 1932. Værket, der markerede tusindåret for Altingets oprettelse, er siden genudgivet flere gange.

Om Johannes Larsens del af

arbejdet fortælles i Vibeke Nør-

gaard Nielsens store, flot udstyrede bog "Sagafærden. Island oplevet af Johannes Larsen 1927 1930", udgivet af Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Et stort udvalg af de godt 300 pennetegninger, som Larsen udførte på Island, er gengivet. Desuden kan læseren følge rejsens og arbejdets forløb i malerens sagligt beskrivende dagbøger, formet som rejsebreve, der blev sendt hjem familien i Kerteminde. Man kan

læse yderligere om oplevelserne og strabadserne i Túbals dagbøger fra samme rejse. Det samlede materiale offentliggøres hermed for første gang.

Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingen "Sagaøen. Set af danske og islandske kunstnere igennem 150 år", der i 2004 blev vist på Johannes Larsen Museet og fra den 29. januar til den 28. marts kan ses på Sophienholm ved København. Derefter fortsætter udstillingen i Reykjavík.

Turen til Langavatn er ifølge

Vibeke Nørgaard Nielsen et

godt eksempel på vilkårene for Johannes Larsens arbejde:

– Han indfanger med alle sanser de mange indtryk, klarer den anstrengede tur på hesten, skriver sine oplevelser detaljeret ned

i dagbogen undervejs og får tegnet.

Lad os følge ham det første stykke af vejen: "V. paa op over Fjeldet, det er morsomt at ride saa stejlt op, især naar man ved hvor beværligt det er at kravle der op selv. Der er en glimrende Udsigt deroppe i den klare Sol. En flok unge Ryper flyver op af Birkekrattet og den gl. Høne kommer spaserende bag efter. Der er en lang blaa Bjærgsø neden for os, dér rider vi ned og over en Bæk der løber ud fra den, saa hen ad en Skrænt, to Spover, og saa ud i en Dal med grønne Kær og Kæruld, her lader vi Hestene græsse og jeg skriver".

Dagens etape afsluttes ved 21-tiden, da de rejsende bliver ind-logerede og får aftensmad. Næste dag står de igen tidligt op, og selv om Johannes Larsen har sovet godt, er han så træt, som han ikke har været længe. Det mener han åbenbart til dels skyldes den tunge hest, som han red på den foregående dag.

Vibeke Nørgaard Nielsen har med et engagement og en udholdenhed, som museumsdirektør Erland Porsmose kalder beundringsværdig, fremdraget og behandlet det præsenterede stof. Hun har skrevet Johannes Larsens dagbøger af og med disse som guide gennemrejst Island. Set og oplevet landskaberne gennem malerens beskrivelser. Den begejstring, som hun er gået til opgaven med, er blevet en del af bogen.

Den 61-årige tidligere lærer fra Nim ved Horsens anede ikke, hvad det ville føre med sig, da hun og hendes mand, Hans Nielsen, i 1990 for første gang rejste til Island, hvor de skulle besøge deres datter. Det var imidlertid på denne rejse, grundlaget blev lagt for hendes syv-otte år lange beskæftigelse med det projekt, som skulle blive til den nu foreliggende bog.

Mødet med den islandske natur i almindelighed og den nord-

islandske dal Thorvaldsdalur i særdeleshed var overvældende for Vibeke Nørgaard Nielsen. I betragtning af at dalen ligefrem blev årsagen til bogen, bør vi sammen med hende tage os tid til at betragte udsigten ud over den:

– Dalen var omkranset af høje stejle bjergsider i smukke violetbrune farver. Ned ad fjeldsiderne piblede og klukkede små og store vandløb, lyden fra dem blandede sig med den brusende Thorvaldsdalsá, det var som at lytte til en sand symfoni. Så man fra Kleif mod øst, åbnede dalen sig mod Øfjorden. Her lå den grønne ø Hrísey, der har givet navn til fjorden. Sneklædte bjerge på fjordens anden side dannede den smukkest mulige baggrund for øen i den dybblå fjord.

Det blev uomgængeligt for Vibeke Nørgaard Nielsen at lære landet og dets mennesker nærmere at kende, og i sommeren 1994 deltog hun i et kursus i Nordens Hus i Reykjavík i islandsk sprog og kultur. Derpå rejste hun og hendes mand tilbage til Thorvaldsdalur for at vandre i området. De besluttede, at de det følgende år sammen med islandske venner ville arrangere en vandretur for danskere deroppe. For Vibeke Nørgaard Nielsen blev dette indledningen til 10 år som rejseleder på Island, senest for Fore-ningen Norden. Efter at være blevet ramt af ledegigt virker hun nu mest som konsulent i forbindelse med islandske rejser. 25 gange har hun været i landet.

Et tilfælde bragte Vibeke Nør-

gaard Nielsen i forbindelse med Johannes Larsens tegninger fra Island. Det var i 1995, da hun atter deltog i et kursus i Nordens Hus i Reykjávik.

I en pause fandt hun i biblioteket et katalog med gengivelser af nogle af tegningerne. Kataloget stammede fra en udstilling med Johannes Larsen i 1979. Af de 151 tegninger, der ved den lejlighed blev vist, var hun i første omgang mest optaget af en fra Thorvaldsdalur. Den var blevet til den 24. august 1930. Gensynet med dalen i Larsens streg glædede hende. Hun opdagede, at den pågældende tegning ikke var med i sagaværket, og hun satte sig da for at opspore den. Det blev en eftersøgning, der greb om sig.

Med til historien hører, at Vibeke Nørgaard Nielsen i 1995 ikke kendte noget videre hverken til Johannes Larsens kunst eller til de islandske sagaer. Hun vidste således intet om, at Larsen havde arbejdet på Island og heller intet om sagaværket med hans tegninger. Man tror det næppe, når man erfarer, hvor kyndig hun er i dag.

For Vibeke Nørgaard Nielsens videre arbejde fik det betydning, at hun på udstillingen "Nordiske Landskaber" på Vejle Kunstmuseum stiftede bekendtskab med 14 tegninger fra Johannes Larsens sagafærd. Det slog hende, at en af dem var tegnet få dage før den tegning fra Thorvaldsdalur, som hun ledte efter. Hun fik at vide, at tegningerne på

udstillingen var udlånt af enken efter en af malerens børnebørn, Else Larsen i Kerteminde. Vibeke Nørgaard Nielsen kom i kontakt med hende og blev inviteret til Fyn.

– Jeg fik at vide, at tegningerne var blevet delt mellem Johannes Larsens børnebørn. En rundskrining til børnebørnene med efterlysning af tegningen fra Thorvaldsdalur gav ikke noget resultat. Men jeg fik den oplysning, at Johannes Larsens dagbøger var på Det Kongelige Biliotek, og måske kunne jeg dér finde oplysninger om "min dal". Jeg rejste til København og kan huske, da jeg første gang sad derovre med de otte små, sorte dagbøger med blyantskrevne sider, prydet med små skitser, mest fugle. Jeg anede, at det var en enestående rejse, Johannes Larsen havde foretaget. Jeg fandt hurtigt frem til stedet, hvor Thorvaldsdalur blev nævnt.

Vibeke Nørgaard Nielsen tog derefter, siddende med en lup,

fat på at skrive dagbøgerne af – i hånden:

– Dagene på biblioteket fløj afsted. Jeg skrev og skrev og følte mig meget lykkelig.

Tilmed lykkedes det hende at finde frem til tegningen fra Thorvaldsdalur. Barnebarnet, som havde den, sendte hende en kopi. Skriften på tegningen står meget svagt, derfor var det svært at identificere den.

– Johannes Larsen har været med til at åbne mine øjne for de små ting i den islandske natur, for eksempel fuglene. Og desuden for farvenuancerne. Om et bjerg skriver han, at han først troede, at der stod en regnbue ved det. Men da det var tørvejr, kunne det ikke passe. Og da han kom nærmere, viste det sig, at bjergets farver var sådan. Da jeg kom derop, skulle jeg jo hen og se det selv. Og det er rigtigt nok. Bjerget ser ud, som om det har striber fra en regnbue.

– Min teori er den, siger Vibeke Nørgaard Nielsen, at når vi ikke har hørt så meget til rejserne på Island, er det, fordi de for Johannes Larsen var forbundet med den store sorg, det var for ham,

at han var væk fra sin kone, Alhed Larsen, da hun døde. Hun var syg, inden han rejste, og han var derfor heller ikke så glad som ellers, når han skulle på rejse. Den 23. august 1927 skriver han hjem til hende: "Jeg længes efter dig og hvert øjeblik når jeg sidder ude og tegner, sidder jeg ved siden af dig i Fordvognen og kører på fynske landeveje eller i Småland, det hjælper".

Ugen efter døde Alhed Larsen.

Det er usædvanligt for Johannes Larsen med en så direkte følelsesmæssig tilkendegivelse som i brevet. I rejsedagbøgerne er han den nøgternt registrerende. Men hustruens død nævner han slet ikke. Han kunne ikke – må man formode.

Fra begravelsesdagen giver

maleren Albert Nauer dette glimt af den forstenede enkemand:

"Alhed blev båret helt ned i graven, og vennerne slap kisten og gik op igen. Det store følge stod i små grupper, nedbøjede, ubeslutsomme, for alle fandt det ubetænkeligt at nærme sig den ranke mand, der stod ved graven, uhjælpelig og tillukket, og række hånden frem som skik er".

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Vibeke Nørgaard Nielsen: Sagafærden. Island oplevet af Johannes Larsen 1927 1930. Rigt illustreret. 200 sider, 248 kr. Johannes Larsen Museet.

Karakteristiske sider fra Johannes Larsens rejsedagbøger.
Karakteristiske sider fra Johannes Larsens rejsedagbøger.
Der findes ingen historiske bygninger eller mindesmærker fra sagatiden. Sagaerne er selv mindesmærkerne. Med Johannes Larsens landskabstegninger får læserne af sagaværket skuepladsen for sagaerne foran sig.