Rejsen til Pisa

Faaborg Museum håber, at udstilling og bog om Anna og Fritz Sybergs ophold i Italien med deres seks børn vil kunne inspirere til genopdagelse af Pisas kunst og arkitektur

Fritz Syberg (1862-1939) Lungarno. 1910. Akvarel. Privateje.
Fritz Syberg (1862-1939) Lungarno. 1910. Akvarel. Privateje. Foto: Faaborg Museum.

I efteråret 1910 besluttede kunstnerparret Anna og Fritz Syberg at forlade hjemmet i Kerteminde for at slå sig ned i Pisa en længere årrække. Ægteparret havde rejst rundt i Italien fem år tidligere og var blevet så glade for varmen, lyset, stemningen, farverne og motiverne, at det dengang besluttede at vende tilbage. Denne gang drog de to kunstnere af sted til Pisa med deres seks børn. Opholdet blev ikke så langt som planlagt, men dog fra december 1910 til maj 1913.

Det er Anna og Fritz Sybergs akvareller af børnene og livet i og uden for Pisa de to et halvt år, der udgør kernen i udstillingen "Rejsen til Pisa" som vises på Faaborg Museum frem til den 4. september.

Gennem breve, ikke mindst til vennerne Else og Johannes V. Jensen, er vi i stand til at følge Sybergs helt fra planlægningen af Italiensopholdet og jubelen over, at parret havde solgt for i alt 9000 kroner kunst ved udstillingen på Den Frie i 1910 og dermed fik penge i rejsekassen – over afrejsen og senere, familiens glæder og sorger i hverdagen i Pisa langs Arnofloden og de smukke landskaber med det blå bjerg Monte Pisano som baggrund. Vi ved blandt andet, at børnene spiste sig mavepine til i kæmpe drueklaser, at familien fejrede juleaften ved at danse rundt om et appelsintræ i en urtepotte, at ægteparret på trods af afstanden fulgte med i kunst- og kulturdebatten i Danmark, og at mens de yngste børn lærer sproget hurtigt og finder sig nemt til rette i den lokale skole, kniber det mere for de ældre. Og så ved vi, at hr. og fru Syberg ikke altid var lige vilde med italienerne.

"Italienerne kommer jeg i hvert Fald aldrig til at kunne lide rigtig. De morer mig og jeg beundrer meget ved dem, men jeg tror, at de altid vil blive ... eller snarere at de bliver mig mere og mere uappetitlige. Overklassen er malet og udstoppet, så man ikke ved hvor man kan sætte en Finger og være sikker på at træffe Personen selv, og Underklassen som jeg absolut lider bedste stinker så forbandet af Hvidløg og en eller anden stram Negerdunst. Desuden er der på nært Hold noget vist udartet ved dem alle. De har Kraft nok, men er alle sammen knastørre og ufriske. De er smukke på samme Måde som de Oliventræer og Vinstokke de har sådan et Slid med at dyrke." Sådan lyder det i et af Anna Sybergs breve.

Et halvt år efter hjemkomsten foråret 1913 føder Anna parrets syvende barn og kommer aldrig rigtig til kræfter igen. Den 2. juli 1914 opereres hun for galdesten og 4. juli dør hun. Det er dette sidste barn, datteren Anna Louise Hansen, der har overladt en stor samling Syberg-arkivalier til Faaborg Museum. Hun døde i 1984.

Museumsinspektør Susanne Thestrup Truelsen forklarer, at Fritz og Anna Sybergs akvareller fra årene i byen med det skæve tårn, er højdepunktet i Faaborg Museums samling af akvareller. Anna Sybergs akvareller af frugter, blomster, med mere understreger fint hendes talent og skarpe blik for detaljers farve og form. Fritz Sybergs billeder af børnene, byen og landskaberne er så levende rejseskildringer, at museumsinspektøren håber, de her, knap 100 år senere vil kunne inspirere til en genopdagelse af Pisas kunst og arkitektur. I forbindelse med udstillingen har Faaborg Museum udgivet en bog med nogle af Syberg-parrets akvareller og fotografier samt med citater fra de mange breve til venner og familie i Danmark.

Familien Syberg fotograferet i 1910.
Familien Syberg fotograferet i 1910. Foto: Faaborg Museum
Anna Syberg (1870-1914) Citroner. Pisa. 1913. Akvarel. Privateje.
Anna Syberg (1870-1914) Citroner. Pisa. 1913. Akvarel. Privateje. Foto: Faaborg Museum