Dansk stjerneforsker giver læseren en geologisk forelæsning, som er skrevet med klarhed og glød

Danmarks geologiske stjerneforsker Minik Rosing viser i denne erindringsbog, at han er en levende fortæller og en fængende formidler

Den verdenskendte professor i geologi Minik Rosing er en levende fortæller. – Foto: Les Kaner

Læsere af Minik Rosings store bog ”Rejsen til tidernes morgen. Jorden set fra Grønland” føres vidt omkring. Forfatteren – af Gyldendal præsenteret som ”Danmarks stjerneforsker inden for geologien” – tager sig god tid. Men da denne verdenskendte professor i geologi er en levende fortæller og dertil en fængende formidler, følger man ham gerne.

Grundlæggende er det en bog, der angår alle. Et hovedmotiv er spørgsmålet om livets opståen. Rosing har fundet de tidligste beviser på liv på Jorden, en opdagelse, der angiveligt har rykket tidshorisonten i den forbindelse millioner af år tilbage.

Man inddrages i arbejdet, der førte ham så vidt – og desuden i forskningen af, hvordan landjorden, havet og atmosfæren har udviklet sig i takt med livets tilblivelse og videre forløb. Et minderigt øjeblik i processen, som Minik Rosing har været igennem, bliver stående tydeligt for én.

Det indtraf efter, at han en tid havde han funderet over sammenhængen mellem på den ene side de levende organismers udvikling af fotosyntese og på den anden geologiske processer.

Baggrunden var, at han havde bemærket et påfaldende tidsmæssigt sammenfald mellem de tidligste spor af fotosyntese og den første fremkomst af kontinenter. Den mulighed tegnede sig da for ham, at levende organismer via fotosyntese har været med til at skabe kontinenterne. En dag, da han stod i køkkenet og lavede mad sammen med en kollega, vovede han endelig at slippe sine tanker løs. Kollegaen, der straks indstillede sine igangværende gøremål, virkede umiddelbart desorienteret.

Rosing frygtede, at reaktionen ville blive ”en grum landsknægtelatter”. Men kollegaen udbrød:

”Det er simpelthen det mest interessante, jeg nogensinde har hørt.”

Bogen begynder som et erindringsværk i klassisk stil. Minik Rosing (født 1957) fortæller om sin opvækst, der fandt sted både i Grønland og Danmark. Hans første møde med sidstnævnte for ham fjerne land skete, da han og hans familie i forbindelse med broderens skolestart bosatte sig hernede. På det tidspunkt havde brødrene aldrig set en bil. Deres første møde med en havde de, da de skulle med taxa fra lufthavnen ind til København. ”Uvidende om, at bildøren var opfundet kravlede vi ind gennem vinduet, mens taxachauføren orienterede vores forældre om, at en ny rude kostede halvtreds kroner, ifald vi skulle komme for skade at ødelægge den.”

Videre følger vi forfatteren gennem barndommen og ungdommen til studentereksamen og valg af studium, det geologiske. At det skulle være hans fag, var han ikke det mindste i tvivl om.

Erindringerne er skrevet med distance til det private, og den tendens bliver endnu mere markant, når det gælder hans voksenliv. Rosing koncentrerer sin beretning om begivenheder og omstændigheder, som har ført ham ind på vejen til hans forskning. Og denne giver han uden forbehold læseren adgang til. Vi får en geologisk forelæsning over mange, mange sider, skrevet med klarhed og glød. Dørene står åbne ud til den såkaldte almindelige læser. Desuden er bogen afgørende præget af forfatterens livsbestemmende kærlighed til Grønland. Landet indtager en hovedrolle både i hans sind og i hans forskning. I ”geologiens vidunderlige verden”, som han formulerer sig i forordet, fylder det ”uforholdssmæssigt meget, fordi vores videnskabelige forståelse af Jorden i høj grad bygger på den geologiske udforskning af Grønland”.

I sidste del af ”Rejsen til tidernes morgen” læser vi om Rosings venskab med kronprins Frederik og kunstneren Per Kirkeby. Blandt andet var de på en krævende ekspedition til den grønlandske sydøstkyst. Endvidere fortælles om samarbejdet med den dansk/islandske kunster Olafur Eliasson, sammen med hvem Rossing skabte værket ”Ice Watch”, der som en kommentar til klimadebatten blev vist både i København og i Paris.

På de sidste sider strejfer Minik Rosing sin deltagelse i en konference, som overhovedet for den ortodokse kirke, patriarken af Konstantinopel, Hans Alhellighed Bartholemæus den Første, havde inviteret ham til. Emnet var den måde, hvorpå vi mennesker omgås Guds skaberværk. Det viste sig at blive ”en oplevelsesrig og på alle måder fantastisk rejse”. Og den har inspireret Rosing til nogle sluttelige overvejelser om videnskab, kunst og religion: ”Kunsten virker gennem at bevæge os til at ønske eller ville noget. Videnskaben kan hjælpe os med at nå de mål, vi sætter os, ligesom religionen kan gøre det for de religiøse, men inspirationen til at søge nye mål eller sikre tilslutningen til gamle udspringer ikke af erkendelse af fakta, men af følelsesmæssigt engagement.”