Sidste lørdag havde vi afgangsoplæsning på Forfatterskolen, hvor otte nye skrivende læste op af deres værker. Det slår mig altid hvor forskellig litteratur, der kommer ud i verden med hvert hold. Bare genremæssigt er det i år både romanprosa, spinkel digtning, essayistisk tekst.
Det er, som om årgang 2022 har et anliggende med nærhed, med de øjeblikke hvor tilværelsens forskellige niveauer slår mod hinanden. De supersanser! De er ikke forhippede på den klassiske – heroiske – grænseoverskridelse, men er snarere optagede af de helt nære, små grænser. For eksempel kroppens grænser, dér hvor den er udsat og sårbar, og følelsesmæssige grænser som skam, sorg, ambivalens.
De nye forfattere sidder inde med en erkendelse af egen sårbarhed, som vi i min generation ikke var optagede af på samme måde. Dengang var der et mere entydigt, æstetisk hierarki, og kunsten var mere lukket om sig selv. I dag er der mange forskellige æstetiske idealer, og kunsten må også gerne være aktivistisk, åben – ville noget i verden.