Rektor: Kunsten er et sakralt sted

<B>Paris 1924 Den sidste OL, hvor levende dyr blev brugt som skydeskive. Her kunne man vinde guld ved ...

”Kunst er en vigtig del af samfundet, selvom det ikke er alle, der anvender den. God kunst skaber et bedre og mindre hårdt samfund,” siger Forfatter-skolens rektor, Pablo Llambías. Foto: Leif Tuxen.

Kunstlitteratur bliver skubbet ud i periferien, men det er her og i religionen, at afstanden mellem mennesker ophæves. Det mener Forfatterskolens rektor, Pablo Llambías, der opfordrer politikerne til at tale mindre om nytteværdi og mere om formålet med at støtte kunst

Det var en tilfreds rektor for Forfatterskolen, der forleden slog op i et af landets dagblade. Her kunne han læse, at danskerne er tilfredse med kulturstøtten, som den er i dag. En femtedel ønsker ligefrem højere offentlig støtte.

LÆS OGSÅ: Tid til selvretfærdighed

Det er jo utrolig betryggende. Det viser, at der er en sund mentalitet over for kultur, og at folk, der ikke selv bruger kunst, kan se nytten af, at den er der. Det ville føles truende, hvis det ikke var sådan, siger Pablo Llambías, som avisen har sat stævne på Forfatterskolen i det centrale København, der i disse dage bliver fyldt med elever, som er tilbage efter sommerferien.

Valgkampen er i fuld gang, men rektoren er mest optaget af forberedelserne til næste semester. Alligevel er han med på at sætte lidt tid af til at tale om kulturpolitik, som foreløbig ikke fylder meget i valgdebatterne, der er prægede af vækst og økonomi.

I en række andre europæiske lande skærer regeringer kraftigt i støtten til kulturlivet, men det er ikke umiddelbart den politiske dagsorden herhjemme. Her vil rød blok ligefrem poste 100 millioner kroner mere i kulturpuljen, hvis de får magten. Og med de nye tal om danskernes opbakning til området er der vel ingen større grund til at sætte fokus på det kreative Danmark i valgkampen? Men det er der i den grad, mener Pablo Llambías.

Han ser dog ikke en tendens til en ny rindalisme med henvisning til lagerforvalter Peter Rindals oprør mod statens kunstfonds støtte til finkultur i 1960erne. Det handlere snarere om, hvorfor vi poster penge i kunsten.

Pablo Llambías er træt af, at kultur og kunst betragtes ud fra en nytteværditankegang. For bare tre år siden tænkte han, at kunst skaber samhørighed i samfundet og samler nationen, men i dag er han helt imod tanken om, at kunst skal demokratisere borgeren og gøre os klogere på tilværelsen.

Vi er gode til at støtte kulturen af floskelmæssige årsager. Men det er meget mere end det. Vi skal et skridt længere ned. Kunst er ikke bare glasur og underholdning, siger Pablo Llambías, der opfordrer politikerne til at diskutere meget mere indgående, hvorfor vi har en interesse i at have kunst. Og netop det forklarer rektoren selv meget poetisk:

Kunst ligner en kærlighedsrelation, forstået på den måde at en relation ofte er det eneste sted, hvor vi oplever, at afstanden mellem os ophæves for et øjeblik. Og den oplevelse har med døden at gøre. Det er det eneste øjeblik, hvor mennesker oplever en form for lindring før døden. Når kunst er god, ophæves den grundsituation, vi alle er i, hvor vi er isolerede med vores egne eksistentielle tanker. Og det er så essentielt og centralt for samfundet at have de steder at gå hen, hvor afstanden til hinanden og til verden ophæves. Uden det sted ville tilværelsen ikke være til at holde ud. Derfor har vi kunst. Det har noget med liv og død at gøre.

Er det realistisk, at politikere snakker om kunst og liv og død midt i en valgkamp?

Jeg kan godt forstå, at politikere har brug for at tale i bredere og mere folkelige formater, når det gælder kultur. Men man kunne sagtens tage en debat om selve værkerne frem for alt det udenom og de store kulturkategorier. De glemmer at tale om, hvorfor vi skal have god kunst og litteratur. Kunst er en vigtig del af samfundet, selvom det ikke er alle, der anvender den. God kunst skaber et bedre og mindre hårdt samfund. Jeg er imod at tale om kunst for eliten. Kunst er ikke rettet mod nogen eller noget. Vi kan enten gå til religion eller til kunsten, hvis vi vil have ophævet afstanden mellem mennesker. De to steder skal stå centralt og være synlige, ellers kan folk ikke finde dem. Håbet er så stort i kunst, at man sagtens kunne køre det længere frem i valgkampen. Jeg mener, at Bodil Koch sagde, at politikere skal gå gennem ild og vand for deres synspunkter. Der kunne godt være en eller to, der gik ud og forsvarede kunst som kunst, selvom det ikke har en bred appel.

Ser man på debatten om litteratur det seneste år, har det især handlet om forfatter Jens Christians Grøndahls kritik af forfatterstøtten, fejden mellem forfattere og kritikere og ikke mindst udviklingen i bogbranchen. Når det gælder markedet, ser Pablo Llambías en tiltagende markedsorientering, der ikke giver plads til kunstlitteraturen. Og hvad angår støtten, flyttes den også over på den brede litteratur, der især opererer med genkendelighed. Det er en farlig tendens:

Det er i kunstlitteraturen, at grundforskningen finder sted, som breder sig til større dele af kunstarten. Så selvom det kun er et mindretal, der ser teater og opera, så gavner det alle. Ofte er det ikke noget, der sælger godt, og derfor skal den støttes. Jeg opfatter for eksempel Forfatterskolen som en kunstskole på lige fod med kunstakademiet, mens der er nogle, der ønsker en kreativ skriveskole, hvor eleverne lærer at skrive plotlitteratur til et bredt publikum. Men det synes jeg ikke er opgaven her, siger Pablo Llambías og fortsætter:

Kunst er så vigtig, at den ikke skal ekskluderes til periferien, men ligge i centrum af samfundet. Kunstlitteratur lever et subkulturelt liv, men det går ikke. Folk vil gerne have god kunst. Heldigvis er der stadig forlag, der ser det som en samfundsmæssig pligt at udgive det, man kalder smal litteratur. Men det er staten, der skal sikre kunstens overlevelse, og vi skal have en god debat om kunstens rolle og omdefinere kunstbegrebet, så det ikke udvandes og gælder alt muligt håndværk. Kunst er ikke et håndværk. Og det risikerer jeg at få tæv for at sige. Vi skal tilbage til 60ernes forestilling om kunst som det sakrale sted, vi går hen. Vi skal have kulturpolitikere, der skal genforklare kunstens kraft. Men det vil kræve noget af en prædikant.