Rektor: På Forfatterskolen lærer man ikke at skrive

Svaret lander på skrift, selvfølgelig.

Kristeligt Dagblad har forespurgt om et interview i skoleårets travleste periode, hvor alle ansøgningerne til Forfatterskolen er kommet ind på rektor Ursula Andkjær Olsens bord, omtrent 380 af slagsen. Nu skal hun til at se på dem, udvælge de 6-10, der skal udgøre det kommende forfatterkuld.

"Kunne du sende mig spørgsmålene over mail, så jeg kan se på dem i ny og næ? Kunne det være en løsning?", foreslår hun selv.

På mange måder giver det god mening. Vi er nemlig på en kunstskole, hvor det at formulere sig på skrift er helt centralt. Eller hvad? Rektoren mener, der kan være grunde til at gå væk fra billedet af stedet som en skriveskole, et sted, hvor man kommer for at lære at skrive.

"Alle de studerende, vi optager, kan sådan set allerede skrive, så det er ikke det, vi lærer dem – hvis man skal sige det lidt frækt," står der i den første mail. 

En ny start

Vi vender tilbage til, hvad de så lærer, lidt senere. Forfatterskolen har eksisteret siden 1987, hvor den blev grundlagt af Poul Borum, Per Aage Brandt og Ulla Ryum. Poul Borum var med sin karismatiske, punkede facon dén, der i høj grad kom til at tegne skolen i den litterære offentlighed.

De første årgange talte i dag kendte forfattere som Helle Helle, Kirsten Hamann, Christina Hesselholdt og Solvej Balle. Skolen blev dog først gjort til en officiel, SU-berettiget uddannelse i 1996.

Rektorerne har skiftet gennem årene, Ursula Andkjær Olsen kom selv til posten på en lidt voldsom måde, idét hun blev konstitueret og siden fastansat, efter at Forfatterskolen i nogle år havde været på alles læber, og ikke på den gode måde.

Det begyndte med fyringen af den tidligere rektor Pablo Llambias for at have misbrugt sin position over for en elev, og dernæst blev også hans afløser, Jeppe Brixvold, fyret for på ikke tilfredstillende vis at have taget et opgør op med den giftige kultur, der havde hersket på skolen.

Snart kom flere historier om Forfatterskolens vilde fester og studieture, hvor lærere under indflydelse af rigelige mængder alkohol havde udnyttet elevernes sårbarhed, frem i lyset, og det stod klart, at der var brug for noget nyt og andet.

Det er tre år siden, Ursula Andkjær Olsen kom til. For den nuværende rektor er skandalesagerne umiddelbart langt væk.

"Dem tænker jeg faktisk sjældent på – der er rigeligt af andre ting at tage sig af…," som hun skriver.

De dårlige traditioner er der gjort op med: Der er for eksempel kommet mere fokus på det pædagogiske i uddannelsen, påpeger hun. Andre traditioner er der holdt fast ved: Debutantfesten, julehyggen og den højtidelige afgangsoplæsning, hvor eleverne inviterer familie og venner ind på skolen, der ligger godt gemt af vejen i en baggård i Peder Skrams Gade i hjertet af København.

Forfatterskolens elever har undervisning mandag og tirsdag, det er én af de ting, der ikke har ændret sig de senere år. Men i hverdagen har meget alligevel ændret sig, siden dengang Ursula Andkjær Olsen var elev på årgang 1997-1999.

"Meget har jo ændret sig, siden jeg selv var elev på skolen. Hele verden…"

"Helt konkret var det sådan dengang, at der ikke rigtig var nogen 'buffer'-rum, det vil sige sociale rum rundt om undervisningen. I hvert fald ikke sat i system. Der var enten tekstlæsning – eller fest! Men at blive læst fra hoften af 15 andre mennesker er vildt intenst, og derfor er det vigtigt, at skolen som institution også faciliterer samtalen om, hvordan tekstlæsningerne er og fungerer, både på et overordnet plan – i det løbende pædagogiske arbejde – og på det helt konkrete plan, hvor en studerende kan have brug for lige at vende en tekstlæsning med lærerne og sine medstuderende. Det – håber jeg! – er blevet nemmere nu," skriver hun.

Prima vista

De studerende arbejder i dag både på pc og har noteshæfter, de noterer ned i. Det med at blive "læst fra hoften" kaldes også for "prima vista"-læsninger, forklarer rektoren. Det vil sige læsninger i plenum af ny tekst, som alle, undtagen forfatteren selv, ser for allerførste gang.

"Det fungerer sådan, at forfatteren læser sin tekst højt, mens alle i lokalet har teksten kopieret på papir, så de kan følge med og gøre noter undervejs. Og så går vi i gang med at tale os frem til noget, samtidig med at vi hele tiden har teksten liggende foran os, så vi hele tiden kan vende tilbage til dén," siger Ursula Andkjær Olsen.

Tekstlæsningerne er rygraden i den eneste statslige forfatteruddannelse herhjemme. Det er derfor, Ursula Andkjær Olsen ikke mener, Forfatterskolen lærer eleverne at skrive.

"Først og fremmest vil vi gerne lære de studerende at læse. Ikke mindst at læse deres egne tekster, selvfølgelig, fordi det at kunne læse sine egne tekster – hele vejen igennem en skabelsesproces – er helt afgørende for det endelige værk."

Det handler om at kunne læse, hvilke potentialer der er i de første skitser. At kunne læse hvilke muligheder som endnu ikke er blevet fulgt til dørs, at kunne læse hvor noget ikke hænger sammen, eller netop hænger sammen, på en enten forudsigelig eller overraskende måde.

"Vi arbejder hen over den afgrund, som man som forfatter ofte sidder og ser ned i, nemlig afgrunden mellem det man troede, man havde skrevet, og det som ens læsere synes, man har skrevet. Læsningen er en brobygning hen over den afgrund, kan man sige."

Kolonifortid og Klaus Høeck

Hvad angår de litterære traditioner sker der måske også nogle nybrud i disse år:

"Jeg er glad for, at du siger traditioner i flertal," lyder det fra Ursula Andkjær Olsen.

"For det er virkelig afgørende, set fra mit synspunkt. Monokultur i landbruget er noget, som ender i udpining af jorden og ødelæggelse af biodiversiteten – det samme kan man sige i forhold til litteraturen. Og samfundet som sådan," skriver Ursula Andkjær Olsen og remser et udvalg af de værker, de studerende har læst og vil læse dette semester, op: 

Dantes guddommelige komedie, italiensk-somaliske Igiaba Scego, Sofokles’ "Antigone", Black Quantum Futurism, lidt Pier Paolo Pasolini og uddrag af Marlen Haushofers "Væggen", Kristen Alvansons "XYZT" og Klaus Høecks "Topia".

Derudover er klassikerlæsninger et fast element i undervisningen. Og ved siden af dette og en række andre faste indslag er undervisningen sammensat af lærere og studerende, fortæller Ursula Andkjær Olsen.

"Så der sker hele tiden noget nyt. Og derfor lærer man også så helt ufatteligt meget som underviser på skolen!"

De studerende er altså selv med til at forme skolens undervisning og medvirker måske til, at skolen kommer til at beskæftige sig med nogle mindre etablerede, men nok så vigtige, litterære dagsordner:

"For mig er det helt afgørende, at Forfatterskolen er et sted, hvor vi har mere end ét æstetisk hierarki i spil. Mildt sagt. Og det betyder selvfølgelig også, at vi hele tiden er i gang med at tilegne os nye litterære og filosofiske traditioner," skriver Ursula Andkjær Olsen.

"For eksempel vil jeg mene, at de seneste års offentlige debat med al tydelighed har vist, at vi her i landet mangler at tage fat i vores kolonifortid. At beskæftige sig med de filosofiske og kunstneriske traditioner som er knyttet til denne historie – og det globale markeds nutid, som den munder ud i – er selvfølgelig helt afgørende."

Det er ikke bare forfatterskolen, der er blevet diskuteret i offentligheden de senere år, diskussionen har også handlet om fænomenet kunstskoler generelt.

Forfatterskolens rolle er todelt, skriver Ursula Andkjær Olsen. På den ene side er der et ansvar som undervisningsinstitution, for at de studerende får den bedst mulige undervisning.

"Og så synes jeg, at vi som kulturinstitution på vores – måske stille og poesioplæsende – måde skal give plads til nogle af de samtaler og stemmer, som vi synes er vigtige lige nu. Så vi kan være med til at rykke rundt på nogle af de uligevægtigheder, som præger både kulturliv og samfund," skriver hun. 

En verden udenfor

Pc'en har sendt notifikationer, hver gang, der er kommet en mail fra Ursula Andkjær Olsen det seneste stykke tid. Men pludselig er der luft i kalenderen til fotografering og et kort, fysisk møde.

Rektoren tager smilende imod i døren på første sal i Peder Skrams Gade 2A i lang nederdel og kondisko. I skolens dagligstue ser Inger Christensens falkeblik ned på en slidt karrygul sofa og en rød fløjlslænestol. Der ér studerende hér i dag, men de gemmer sig bag en lukket dør. En workshop i "skriftens koreografi" er i fuld gang.

Over døren ind til rummet, hvor de studerende sidder ses en parentes "(et næsten uendeligt kropsligt ubehag)", står der. Ordene er Ursula Andkjær Olsens egne, fra digtsamlingen "Smykkeskrin". En rest folietekst fra en udstilling for nogle år siden, som rektoren fandt passede fint lige dér.

Årgangene de senere år gemmer også på en del elevnavne, der ikke klinger decideret gammeldanske.

"Jeg vil mene, at de studerende er temmelig forskellige," skrev rektoren, da hun blev spurgt til hvem eleverne var.

"Og det er i hvert fald min ambition som rektor, at de studerende, vi optager, kommer mange steder fra. For eksempel i forhold til klasse, køn og etnicitet. Som offentligt støttet institution er det selvfølgelig topvigtigt, at vi er bevidste om ikke kun at lade en bestemt type stemmer komme til orde." 

Det ændrer ikke på, at det er et nåleøje, man skal igennem, før man eventuelt lander i karrysofaen. Optagelsesprocessen varer hele foråret og falder i fire faser. Først skæres feltet fra cirka 380 til 50, dernæst fra 50 til 25, 12 af disse inviteres til samtale på skolen og til allersidst sættes holdet på 6-10 elever.

Det er lærerkollegiet plus to censorer udefra, der afholder samtalerne, der afgør, hvem der kommer ind, fortæller Ursula Andkjær Olsen. Medlemmerne i udvalget sidder der i kraft af deres individuelle erfaring, belæsthed, baggrund, smag og så videre.

"Vi sidder der netop, fordi vi ikke ser efter det samme. Der er ikke nogen facitliste."

Går man tilbage i tid og ser på årgangene, er der navne, der "popper op" i al deres kendthed: Nu afdøde Yahya Hassan, der gik på skolen fra 2013 til 2015, eksempelvis.

De senere år er et væld af nye, private skriveskoler skudt op rundt om i landet. Samtidig findes der også debutanter, der brager igennem på de store forlag uden nogensinde at være blevet undervist.

"Mit indtryk er egentlig, at der sker gode ting lige i disse år, at der er ret stor interesse fra forlagene – både de store og alle de nye mindre forlag som vi – som læsere – nyder utrolig godt af for tiden," vurderer Ursula Andkjær Olsen.

Men hun har også en anke mod den tanke, at udgivelse er et vigtigt kriterium:

"Både forlag og forfattere er jo i den grad deltagere i en verden, hvori der hele tiden skal kæmpes om publikums opmærksomhed. Det er måske let nok at få lov at sige noget, udgive noget, men det er ikke sikkert, at der er nogen, som lytter."

"Vi i lærerkollegiet er der ikke for at bestemme, på hvilken måde de studerende skal være forfattere/skrivende – om de overhovedet har lyst til at udgive eller ej. Vi er der heller ikke i udgangspunktet for at 'forlagstrimme' de studerendes arbejde, korrekturlæse og den slags."

En del af undervisningen handler faktisk netop om dette, slutter hun: Mangfoldigheden af måder at være forfatter på i 2022.

"Bøger er jo ikke den eneste måde, tekst kan komme ud i verden på. Man kan udgive via nettet, sprede flyveblade eller skrive på væggen! Bare for at nævne et par muligheder."