Hvem er Danmarks sønner? Zakaria (Mohammed Ismail Mohammed) er opvokset i Danmark, i en rødglødende ghetto, hvor frygten har fat i alle.
Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) er født i Danmark, i en rigmandsghetto, hvor frygten har fat i alle.
Ali (Zaki Youssef) har et ben i hver lejr. Dansk mor, udenlandsk far.
Alle er de drevet derud, hvor ekstremisme bliver svaret på følelsen af at være fremmed i eget land. Hvor vreden erstatter det moralske kompas.
I Ulaa Salims heftige og begavede debut er alle de tre mænd sønner af Danmark. Og hvad med fædrelandet selv? Det er ved at erodere.
”Dig elsker jeg, Danmark mit fædreland” står der på mindepladen foran Nørreport Station i København. Året er 2024.
Årsdagen for et terrorangreb med mange dræbte er oprundet. Folketingsvalget er under opsejling. Kometen Martin Nordahl fra det nystiftede parti ”National Bevægelsen” står foran monumentet i lysende sol. Han står til at blive Danmarks næste statsminister. Nordahl vil sende alle indvandrere hjem. Han vil give politiet beføjelser til at skyde for at dræbe. Stemmelejet er blidt, ordene er som kugler. Det er ikke blot populisme, det er en ny verdensorden, der varsles i de små afstemte lunser, han kaster til medierne.
I karréen lidt væk fra Nørreport er betonmurene overdænget med skældsord skrevet i blod. Afhuggede grisehoveder ligger slængt ud over jorden. Unge mænd, vrede mænd, bange mænd vasker væggene i mørket, mens Mozarts dødsmesse tordner over dem. Koreograferet som en dødedans, med infrarødt lys som glorier om de bøjede hoveder, vasker de forhånelsen væk.
Borgerkrigen dirrer under overfladen. Radikaliseringen ulmer i begge lejre. Undtagelsestilstanden ligger lige for, men samfundet hvirvler videre rundt om de tre hovedkarakterer.
Zakaria elsker sin mor, sin lillebror. Kan skråle med på danske 80’er-hits. Nu vil han slå Martin Nordahl ihjel. Snigmyrde ham. Ali træner ham.
Dystopien er et varsel: Den vej må det gå, hvis raseriet ikke hører op. Der er ingen hyggelig forsoning i fremtiden.
De to uprøvede skuespillere Mohammed Ismail Mohammed og Zaki Youssef æder kameraet. Med deres skønhed, deres fysik, deres blikke. Begge karakterer er indadreagerende, men deres nærvær er eksplosivt i hver scene.
Rasmus Bjergs politiker er fanget med en naturlighed. Han er djævlesplinten, der bliver til et massivt træ, fordi det får lov til at slå rødder.
32-årige Ulaa Salims debut er på mange måder moden. Den sikre personinstruktion, det egenrådige visuelle udtryk, den aldrig klichéfyldte brug af underlægningsmusik. Eddie Klints fotografering er yndefuld og markant, overraskende.
Til gengæld er der noget naivt over portrætteringen af det politiske liv. Bærende steder i plottet er urealistiske, bryder illusionen helt op i atomer. Men jeg vælger at sige fred være med det. For plotkonstruktionen er medrivende, et skift i hovedperson svimlende, filmsproget herligt udansk. Salims vrede er Scorseses vrede, Coppolas vrede.
”Danmarks sønner” er politisk, tankevækkende dansk drama, der kiler sig lige ind i tiden med en vedkommende visuel og værdimæssig heftighed.
Og så er det udsøgt at se to helt nye og helt igennem vidunderlige ansigter bære en dansk film.
Ulaa Salims debut brænder og er lovende.