Det er ikke, fordi der mangler film om Anden Verdenskrig lige i øjeblikket. Det er nærmest som en bølge.
I sommer kom ”Dunkirk” om den engelske hærs mirakuløse redning i forsommeren 1940, og ”Darkest Hour” om Churchills udnævnelse til premierminister i samme periode går i biograferne lige nu. Ligeledes aktuel er den tyske film om Goebbels’ sekretær, der taler sig uden om ethvert ansvar for de uhyrligheder, der foregik på det tidspunkt, og tilbage i efteråret kom den franske film ”Flugten til Nice” om nogle franske jøders flugt fra Paris. Der er hele tiden fokus på begivenheder i den krig, som vi ikke kan slippe.
Filmen ”Django – The King of Swing” udspiller sig ligeledes under krigen, og nu er Paris igen stedet, hvorfra et drama skal fortælles. Denne gang er vi i den tyskbesatte by i juni 1943, hvor guitaristen Django fortryller aften efter aften med sin vidunderlige musikalitet udfoldet i tidens swingrytmer.
Django Reinhardt var af sigøjnerfamilie, som det hedder i filmen. I dag ville vi sige, at han var roma. Han blev født i 1910 og dannede i 1930’erne sit berømte band Quintette du Hot Club de France. Under den tyske besættelse fik orkesteret fortsat lov til at spille sine ikke-ariske rytmer. Det var meget populært. Bare tænk på Leo Mathisen i samme periode i København. Djangos musik fængede også i store dele af besættelsesmagtens officerskorps, der levede livet i den by, de skammeligt i filmen omtaler som den tyske hærs horehus. ”Wein, Weib und Gesang” (Vin, kvinder og sang) får her en kedelig smag i munden.
I den nazistiske raceideologi er sigøjnere en inferiør race, der skal have samme behandling som jøderne, men man lukkede øjnene for Djangos racemæssige baggrund. Hans stil kunne, hvis den blev holdt i stram snor, befordre det, som naziregimet ville. Propagandaminister Goebbels ønskede koncerter med ham i Berlin. Det er den gamle tanke om brød og skuespil til folkemasserne. Mens bomberne falder over Das Reich, skal der signaleres overlegenhed og sejrsikkerhed. Django skal indrulleres i den tyske propagandamaskine!
”Jeg vil jo bare spille musik og tjene nogle penge. Jeg elsker Pigalle!”, siger han, men valget bliver han nødt til at tage. Enten skal han gå med og tage til Tyskland eller gå under jorden, undlade at spille og søge at komme til Schweiz. Det er nok filmens kerne, at den vil pege på vigtigheden af at træffe det rigtige valg. Django vælger efter megen overvejelse at gå under jorden. Det kommer der meget drama ud af. Det er ikke bare ham, men også hans gamle mor og højgravide kone, der må gå under jorden. Undervejs følger vi romaernes skæbne. Den er ikke blid. Man regner med, at mellem 200.000 og 500.000 romaer døde under krigen.
Undervejs møder Django en katolsk sognepræst, der inviterer ham ind i sin kirke og tilbyder ham, at han må spille, mens han er under jorden. Det bliver til et klassisk værk, der hedder ”Rekviem for romabrødrene”. Det blev opført én gang i maj 1945 i en kirke i Paris og ikke siden.
Den muntre swingkonges musik bliver alvorlig og dybfølt. Et rekviem for et glemt folkedrab. Det er filmens andet budskab. Livet er ikke altid let og dansant. Djangos betydning for guitarverdenen er stor. Måske er hans ukendte rekviem og ihukommelse af en menneskelig katastrofe på en måde næsten lige så betydningsfuld.