Udsigten fra familien Aaens stuevindue tager næsten vejret fra en: Der er marker, som lige nu ligger vintergolde hen, der er havet i Kalø Vig, der er nationalparken Mols Bjerge med Trehøje, der som det højeste punkt rager op, og der er den hvidkalkede Bregnet Kirke, hvor tusindvis af brudepar er blevet foreviget, fordi den ligger så idyllisk.
LÆS OGSÅ: Et træ giver rum for eftertænksomhed
Parcelhuset i Rønde, øst for Aarhus, blev valgt på grund af den udsigt, og selvom der er gået tre måneder, siden familien flyttede hertil fra Aarhus-forstaden Tilst, kan billedkunstner Simon Aaen stadig forundres og begejstres, når han kigger ud ad vinduet.
I sin kunst har han altid været dybt inspireret af naturens foranderlighed, og hvor han før skulle begive sig ud i den og indfange den med sit kamera, kan han nu blot trække gardinerne fra og kigge.
Hans kunst følger to spor, natur og tro, og ofte er hans billeder en blanding af begge dele. Lige nu er det de religiøse billeder, der fylder mest i hans sind og i arbejdet ude i den garage, som han har omdannet til atelier, og hvor udsigten er lige så betagende som fra stuen.
Sidst i november blev hans første kirkeudsmykning indviet i den nordjyske Haverslev Kirke, og det er således som nyslået kirkekunstner, han tager imod for at berette om sin kunst og sin tro. Endnu en kirkeopgave venter i det kommende år, hvor han i samarbejde med Per Hebsgaard skal lave tre glasmalerier som alterudsmykning til Ilskov Kirke ved Herning.
Jeg ser det som et kæmpe privilegium, at jeg får lov til i en relativt ung alder at arbejde seriøst med de religiøse motiver. Og jeg er meget taknemmelig over, at menighedsrådene anerkender og kan se sammenhængen mellem min interesse for naturen og min interesse for troen, siger Simon Aaen og fortsætter:
Ude i naturen kan jeg få en oplevelse af at være meget lille i noget meget stort, hvor jeg mister kontrol og styring. Det samme gør sig gældende i min tro. Jeg finder ro i, at der er noget, der er større end mig, og i min kunst er der derfor en naturlig kobling mellem de to sider.
Udsmykningen i Haverslev Kirke er en trefløjet altertavle med et Golgata-motiv i midten, indtoget i Jerusalem til venstre og opstandelsen til højre. Motiverne er slørede, og stilen er den blanding af noget meget konkret og noget meget abstrakt, som er blevet Simon Aaens varemærke.
I sine naturbilleder arbejder han ikke med et specifikt geografisk sted, men interesserer sig mere for de stemninger, naturen påvirker os med. Med de religiøse billeder ville han også i begyndelsen gerne arbejde helt abstrakt med lys og mørke som modpoler, der kæmper mod hinanden. Men efterhånden blev han klar over, at hvis han skulle arbejde sig dybere ned i den genre, måtte han forholde sig anderledes konkret til teksterne og ikke mindst til den måde, Bibelens fortællinger er blevet gengivet på op gennem kunsthistorien. Og i dag er han ikke bange for at bruge meget konkrete motiver og symboler.
Jeg er interesseret i at arbejde med traditionen, og derfor bruger jeg typisk de samme symboler og motiver, som billedkunstnere, der arbejder med religiøs kunst, altid har gjort. Men samtidig vil jeg jo rigtig gerne tilføre de religiøse motiver noget nyt, og det er i det spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse, at min selvvalgte udfordring ligger. Det, jeg gerne vil vise, er, at kernen i tro ikke er noget, man kan forklare. Så jeg kæmper hele tiden med at finde balancen mellem det konkrete og det abstrakte, for hvis det bliver for konkret, synes jeg, det bliver banalt, og hvis det bliver for abstrakt, kan jeg ikke fortælle den ene historie frem for den anden, fortæller han.
Den teoretiske kunsthistoriske ballast har Simon Aaen med sig fra et par års studier på København Universitet, inden han skiftede spor til det mere praktiske og kom ind på Kunstakademiet i Aarhus.
Mine billeder er vel 50 procent Bibelen og 50 procent kunsthistorie, men jeg er ikke interesseret i at lave illustrationer til Bibelen. Der skal ligge en personlig fortolkning bag dog uden at det bliver missionerende, siger Simon Aaen, der indrømmer, at han er temmelig blufærdig omkring sin egen tro.
Han er opvokset i en religiøs familie, men det var først, da han selv fik børn, at han begyndte at forholde sig til, om kristendommen skulle praktiseres i hjemmet. Det er blevet til, at han beder aftenbøn med sine to piger og også en gang imellem tager dem med i kirke.
Jeg vil gerne have, at de kender til Gud og kristendommen, men det er ikke mig, der skal bestemme, hvad de skal tro på.
På samme måde har Simon Aaen det med sin kirkekunst og de religiøse billeder, han maler. Nok lægger han sine egne fortolkninger ind, og han bliver rigtig glad, når mennesker fortæller ham, at de får religiøse oplevelser ud af at kigge på hans malerier, men han vil aldrig hverken som menneske eller kunstner presse nogen bestemt trosretning ned over nogen. Omvendt er han sig bevidst, at han som kirkekunstner er underlagt et stort ansvar.
Jeg synes, man må forlange af en kirkekunstner, at vedkommende i det mindste på et teoretisk plan sætter sig ind i, hvad det er, kirken rummer. Personlig føler jeg stor ærefrygt over at få lov at lave noget i et kirkerum, fordi det er et vigtigt brugsrum for mennesker. Det er en fantastisk mulighed at få lov at udsmykke et rum, hvor folk typisk befinder sig i en hel time ad gangen, og hvor de kommer i både sorg og glæde. Kirken er noget fundamentalt andet end eksempelvis en bank eller en virksomhed, der skal bruge en udsmykning. I kirken er der ritualer og tradition, og det mener jeg, at kunsten skal understøtte og forholde sig til. Man kan ikke bare skyde frit fra hoften i et kirkerum og lade, som om det ikke betyder noget. Jeg synes, der skal være en afbalancering mellem, at de, der bruger rummet, kan lide det, og at der er et kunstnerisk niveau, som kan holde i meget lang tid, siger han.
Dialogen med menighedsrådene er en vigtig disiplin, når man som kunstner gerne vil have sine billeder ind i kirkerne og også udsmykke sogne- og menighedshuse. Det sidste har Simon Aaen gjort meget i de senere år.
Når man udfører sådan en opgave, er det meget vigtigt at være lyttende over for menighedsrådsmedlemmerne. Det vil tit være sådan, at menighedsrådmedlemmer ikke er vant til at se på kunst, og så er udfordringen for mig at spørge ind til, hvorfor de lige præcis har valgt mig, og hvad det er, de godt kan lide ved det, jeg laver. Og så prøver jeg undervejs at udvide deres horisont i den retning, jeg gerne vil med min kunst.
Simon Aaen ser det som en fordel, at han i en del af sin barndom er vokset op i en præstegård og derfra kender retorikken. Hans ambitioner går i retning af at lave meget mere kirkekunst, og lige nu glæder han sig til at komme i gang med opgaven til Ilskov Kirke, der ventes at kunne indvie sin nye vindues-altertavle i slutningen af 2012.
Jeg er enormt stolt af at få lov til at udsmykke kirker, og jeg gør det med en vis blufærdighed og ærefrygt, fordi det virkelig betyder noget for mig på flere plan, men samtidig underspiller jeg det nok også en lille smule, fordi jeg er bange for at blive sat i bås. Jeg har ikke lyst til at være kunstner for en bestemt gruppe, siger han og understreger, at langt de fleste af hans billeder bliver afsat på helt almindelige vilkår gennem gallerier.
