Religion og natur tørner sammen i dansk-islandsk film: ”Jeg har altid tænkt, at det er smukt at være bange for Gud”

Den islandske filminstruktør Hlynur Pálmason er biografaktuel med filmen "Vanskabte land" om den dansk-islandske kolonitid, om modsætningerne mellem religionen og natur, og om menneskets mest banale handlinger

Den islandske filminstruktør Hlynur Pálmason er uddannet ved Den Danske Filmskole i København og har boet mange år af sit liv i Danmark. Nu er han aktuel med filmen "Vanskabte land", der udspringer af modsætningerne mellem de to lande.
Den islandske filminstruktør Hlynur Pálmason er uddannet ved Den Danske Filmskole i København og har boet mange år af sit liv i Danmark. Nu er han aktuel med filmen "Vanskabte land", der udspringer af modsætningerne mellem de to lande. . Foto: Leif Tuxen.

Hlynur Pálmason har en følelse af at stå mellem to lande. På den ene side er den 38-årige filminstruktør født og opvokset i Island og trives med at bo på barndomsegnen ved byen Höfn i den sydøstlige del af landet, hvor han er omgivet af vidderne i den storslåede natur. På den anden side har han boet mange år af sit liv i København, han taler dansk og længes mod metropolen og kulturlivet i den danske hovedstad, så snart han har været væk derfra i et stykke tid. 

Den islandske instruktør drages af kontrasterne i sproget, i landskaberne og i kulturen begge steder, som indtil for knap 80 år siden, da Island fik sin endelige uafhængighed i 1944, hørte under den samme krone: kongeriget Danmark. 

Dette modsætningsforhold og de fælles forståelser og misforståelser har han undersøgt i sin nye film "Vanskabte land", der havde biografpremiere torsdag. 

Filmen er på overfladen en skildring af imperialisme, kristne missioner og mødet med det ukendte, men Hlynur Pálmason har først og fremmest skabt en fortælling om menneskers drifter og handlinger. 

"Vanskabte land foregår i et historisk univers, som rummer uendeligt mange muligheder og store dramaer, men når jeg laver film, ender jeg altid med at være mest interesseret i de mest primitive, banale handlinger. Jeg har ikke brug for de store dramaer, men er mere interesseret i det indre liv, og netop det er film enormt gode til at udforske. At forklare de store historiske ting tager for meget fokus fra oplevelsen, og det er der andre medier som for eksempel litteraturen, som er meget bedre til," siger Hlynur Pálmason.

Han er i Danmark i forbindelse med den forestående premiere, og Kristeligt Dagblad møder ham i det indre København, hvis stenbro og tætte bebyggelser står i skærende kontrast til de islandske landskaber, som danner ramme om filmen. Men det er netop det, der grundlagde idéen til den.

"Det begyndte med, at jeg undersøgte modsætningerne mellem Danmark og Island. Senere udviklede det sig til også at handle om modsætningsforholdet mellem religion og natur og mellem menneskers forhold til de to," fortæller Hlynur Pálmason.

Et møde mellem det moderne menneske og naturen

Den danskuddannede islandske instruktør spillefilmsdebuterede i 2017 med den prisvindende film "Vinterbrødre", der foregår på dansk og i Danmark, og stod senere bag det anmelderroste drama "En hvid, hvid dag", der foregår på islandsk og i Island, men det er første gang, at han blander de to sprog og steder i sit arbejde. 

"Vanskabte land" tager sin begyndelse i slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge, danske præst Lucas, der spilles af Elliott Crosset Hove, bliver sendt på mission i det øde, sydøstlige Island. Med sig på rejsen har han et kors og et kamera, for han skal føre tilsyn med byggeriet af en ny kirke og fotografere de mennesker, han møder undervejs. Han lander på en øde kyst og bevæger sig sammen med et ekspeditionshold på tværs af det barske landskab, hvor vulkaner går i udbrud, gletsjere kælver, vandstanden i floderne stiger, og stormene raser. Stadig omtumlet og søsyg fra rejsen møder præsten sin modsætning, den islandske Ragnar, spillet af Ingvar Sigurdsson, hvis vejrbidte ansigt spejler den natur, han er formet af, og som han skal lede ekspeditionen igennem. 

"Jeg vil ikke sige, at jeg dyrker min religion, men jeg er heller ikke imod. Der er så meget stof i kristendommen og kirken, som optager mig."
"Jeg vil ikke sige, at jeg dyrker min religion, men jeg er heller ikke imod. Der er så meget stof i kristendommen og kirken, som optager mig." Foto: Leif Tuxen.

"Den unge præst udsendt af kirken er det moderne menneske. Foregik filmen i nutiden ville han måske have været forretningsmand eller kunstner, men i datiden var det kirken, som kom med pengene og med overskuddet. Lucas er for mig at se ung, moderne og ambitiøs – og måske også lidt naiv. Ragnar er derimod en lidt ældre mand og måske mindre civiliseret. Han er ligesom groet ud af naturen," forklarer Hlynur Pálmason

Døden er ikke til stede i nutiden

I sit arbejde med "Vanskabte land" har instruktøren ikke bare haft lyst til at gå tæt på modsætningsforhold mellem de to lande og Gud og naturen, men også på døden. Det er en af grundene til, at filmen foregår i en historisk fortid. 

"Døden var meget mere til stede før i tiden. I dag kan man nærmest leve for evigt, og døden er taget fra os. Hvis du går en tur i skoven og ser et træ, der er ved at dø, er der sat et kryds på det, og næste gang du går samme tur, er det fjernet. På den måde er døden taget ud af dit liv i nutiden," siger Hlynur Pálmason.

I "Vanskabte land" er døden anderledes nær. Og den kommer også helt ud gennem skærmen til publikum – for eksempel med billederne af en død hest, som langsomt forgår med hjælp fra vind og vejr. Undervejs i tilblivelsen af filmen har Hlynur Pálmason gennem to år jævnligt filmet hestekadaveret, der lå på en mark på hans hjemegn, mens det døde dyr naturligt svandt ind.

En lignende proces sker også med hovedkarakteren Lucas, som bliver mere og mere afpillet – fysisk såvel som åndeligt – på rejsen gennem landskabet. Hlynur Pálmason forklarer, at det skete naturligt i skriveprocessen, at han begyndte at pille ham fra hinanden. 

"Lucas har måske lidt en opfattelse af, at han kan komme og være i kontrol, men det er en slags ignorance at tro, at alt er det samme, og at man kan komme og dominere noget, man ikke forstår. Derfor får han et hårdt slag i ansigtet," siger Hlynur Pálmason.

"Jeg tror på, at Lucas er ret stærk og har nogle store visioner, da han kommer til Island, men det bliver lige så langsomt pillet fra ham, fordi han møder noget, der er større end ham selv."

En fascination af frygten for Gud

Selv er Hlynur Pálmason opdraget med den evangelisk-lutherske kirke og bærer en barndomstro med sig, men han er med egne ord "ikke særlig religiøs". Han kan dog mærke, at der er noget ved kirken, som han godt kan lide. 

"Jeg vil ikke sige, at jeg dyrker min religion, men jeg er heller ikke imod. Der er så meget stof i kristendommen og kirken, som optager mig, og jeg bruger ofte kirken og kirkerummet som en god kontrast til støjen i den moderne verden," siger han. 

Hlynur Pálmason er også fascineret af gudfrygtighed. Det skinner også igennem i filmen, hvor den naturbundne Ragnar, trods et indædt fjendskab mellem de to, rækker ud til præsten i håbet om at nå Gud. 

"Det handler om at være bange for noget, man ikke forstår. Selvom man ikke er særlig religiøs, betyder det ikke, at man ikke er bange for, at det alligevel betyder noget. Måske har du gjort nogle ting, som du ikke er særlig stolt, men jeg har altid tænkt, at det er en smuk ting at være bange for Gud," understreger han. 

Selvom Hlynur Pálmason opmaler kontrasterne mellem Island og Danmark i "Vanskabte land", har den danske kolonisering af Island været usædvanlig udramatisk i verdenshistorisk perspektiv. 

"Ikke én dråbe blod blev spildt. Det er meget specielt og unikt og siger meget om forholdet mellem de to lande," siger Hlynur Pálmason, der kalder det "en ren eventyrfortælling" sammenlignet med andre tilfælde.

Netop derfor er det et oplagt omdrejningspunkt for hans film, for Hlynur Pálmason foretrækker at udforske det, der foregår inde i mennesker.