Prøv avisen

Religion og politik går aldrig af mode i Israel

Man har altid skrevet romaner og digte i Israel, men blandt de nye tendenser i litteraturen er den stærkeste tegneserier for voksne. Forfatteren Rutu Modan er foregangskvinde på området med bogen "Åbne sår", der er udkommet på dansk på Forlaget Carlsen. Den handler om den kvindelige soldat Numi og taxachaufføren Koby fra Tel Aviv, hvis far måske er blevet dræbt ved en selvmordsbombe. Foto: Foto fra bogen.

Hvordan ser moderne forfattere på udviklingen i Israel? Vi har spurgt en lyriker, en prosaist og en tegneserieforfatter

"Det er svært at være jøde, men interessant! Og sådan er det hele tiden i Israel."

Ordene stammer fra den israelske lyriker Miron C. Izakson i interviewet her på siden. Interessen for Israel deles af mange, der hverken er jøder eller bosat i landet. Vi vil gerne følge med og holdes informeret om, hvor frontlinjerne går i det israelske samfund og i regionen.

I en serie artikler har vi her i avisen på det seneste sat fokus på bøgernes og kulturens status i Israel i dag. Blandt andet er Kristeligt Dagblads korrespondent, Allan Sørensen, gået på jagt efter den oprindelige zionistiske idé og pionerånd, som han fornemmer er under afvikling til fordel for en normalisering af Israel, der truer med at gøre landet middelmådigt.

Jeg interviewede forfatteren Amos Oz, der ser anderledes positivt på normaliseringen af Israel. Og som skoser venstrefløjen i Europa for at være for unuanceret i dens jævnlige kritik af Israel.

Det er altid godt at gå til forfatterne for at lodde stemningen i Israel, for der er – trods bogens krise og landets normalisering – mange forfattere i landet, og de nyder som forfattere og politiske kommentatorer anerkendelse i befolkningen.

I dag slutter det lille forløb så med snapshot eller vidnesbyrd fra tre udvalgte forfattere. De er valgt, fordi de er ret forskellige og hver repræsenterer vigtige strømninger i Israel i dag. De er ikke så kendte i udlandet, men er på hver deres litterære felt – tegneserien, digtet og romanen – betydelige stemmer i Israel.

Rutu Modan er født i 1966 og repræsenterer den unge generation, der hører hjemme på venstrefløjen, bor i kystbyen Tel Aviv, er verdslig, og som bryder kunstneriske grænser. Sammen med den beslægtede forfatter Etgar Keret, som vi også har interviewet her i avisen ved en tidligere lejlighed, har hun lavet film, men ellers er hun kendt for at være pioner på tegneseriefronten, et område, der indtil for nylig var ikke-eksisterende i Israel. "Åbne sår", der også er udkommet i Danmark, har modtaget et væld af priser i udlandet og lægger sig i samme spor som filmen om den første Libanon-krig, "Waltz with Bashir", der også kendes herhjemmefra.

Miron C. Izakson er født i 1956 og er også fra Tel Aviv. Han er digter og arbejder til daglig som advokat. Han er religiøs, men ikke ortodoks og er far til syv børn (og to plejebørn). Hans interesse ligger blandt andet i den klassiske jødiske lærdomstradition – hans far var med til at udvikle det moderne hebraiske sprog – og han arbejder som Modan inden for andre kunstarter end sin egen (musikken). Hans konservative politiske holdninger deles næppe af Modan, men rammer på mange punkter mainstream i befolkningen.

Meir Shalev er den kendteste af de tre. Han er født i 1948 og bor i Jerusalem. Han er politisk kommentator på en af Israels største aviser og har skrevet en lang række romaner. Han er verdslig og hjemmehørende på venstrefløjen og beskriver sig selv som en stærk zionist, der i sin litteratur søger at fortsætte en bredt fortællende episk tradition med et stort persongalleri og historisk bevidsthed.

Der er selvsagt mange andre strømninger end dem, som de tre her udvalgte forfattere repræsenterer. Men deres udsagn er pejlemærker om situationen lige nu, som israelske forfattere ser den.

Alle tre interview handler om religion og politik, for selvom der sker mange nye ting i det israelske samfund, er disse to emner fortsat de vigtigste i denne region, som de har været det gennem tusinder af år.

bach@k.dk

"Mine romaner er ikke politiske. Jeg kan lide en god historie og at skrive godt. Israel er mit sted. Forfattere skal skrive om deres sted, jeg kan lide lokal litteratur. Livet andre steder kan være meget anderledes, men kærlighed og andre elementære følelser er de samme. Jødiske forfattere har en fordel ved at vokse op i en boglig kultur. Ord, idéer og historier betyder alt i den jødiske tradition, og vi fortæller de samme historier igen og igen og har gjort det i 4000 år. Vi byggede ikke pyramiderne, og vi har ingen Beethoven og Mozart, ingen store malere som Rembrandt, men vi skrev og læste, og vi skriver i det samme sprog som på Bibelens tid, og det giver dybde. Hvis en bibelsk person kom ind i stuen her, ville han stort set kunne læse mine romaner, og det giver en følelse af en lang tradition," siger politisk kommentator og forfatter Meir Shalev.

"Man kan ikke bo i Israel uden med mellemrum at blive mindet om konflikten med palæstinenserne. Den bobler hele tiden lige under overfladen. Vi har ikke haft så mange terrorangreb som før, dels fordi vi er blevet bedre til at afværge dem, dels fordi myndighederne på Vestbredden gør et stort stykke arbejde. Problemet er, at vore politikere ikke tør kigge langt frem. De er brandslukkere. Vi har ingen visionære ledere som vores første premierminister, Ben-Gurion, der tidligt støttede FN's delingsplan af Palæstina i 1947, selvom to tredjedele af landet blev givet til araberne, og selvom mange jøder var imod det. Desværre afviste araberne delingsplanen og startede 1948-krigen og betalte en forfærdelig pris for den."

"Men idéen om at dele landet var og er den rigtige. Jeg ville gerne leve med palæstinenserne i en demokratisk stat, men af to grunde går det ikke: For det første er hadet og mistænksomheden for stor mellem grupperne. For det andet kan jeg ikke se et demokratisk arabisk land noget sted i verden, og jeg tror ikke på, at det vil lykkes for araberne at skabe et demokrati i Israel heller, og jeg vil ikke leve i et ikke-demokratisk land. Lige nu bor jeg i et meget demokratisk land inden for grænserne. Men der er ikke demokrati i de besatte områder og heller ikke i de omkringliggende lande. Og heller ikke internt i Israel er der demokrati alle steder. I religiøse kredse pågår en voldsom kamp mellem demokrati og fanatisme. Ethvert samfund har ukrudt i haven, men her er ukrudtet ved at rykke ind i centrum. Religion og demokrati er ikke søskende, og i Israel er stat og kirke ikke adskilt, hvilket er en fejl."

"Jeg hører hjemme på venstrefløjen, men jeg er en stærk zionist, og mine skænderier med højrefløjen handler ikke om, hvorvidt jøder skal bo i Israel eller ej, men om grænser. Højrefløjen truer Israels fremtid, fordi de ikke tjener Israels langsigtede interesser og lægger en grænse fast. Der er sket noget meget mærkeligt med venstrefløjen: Vores antal svinder ind, og de få, der er tilbage, bliver svagere og svagere, men venstrefløjens idéer har vundet. Hvis Benjamin Netanyahu for 30 år siden sagde, at han ville skabe to stater til to folk, ville de have stenet ham til døde, for to stater til to folk er den mest basale af venstrefløjens idéer. Men nu har Likud taget idéen op og gjort den til sin politik, og det er da en kæmpe sejr for venstrefløjen. Sameksistens er umulig. Vi kan ikke give alle vores penge og ressourcer til de besatte områder. I 42 år har vi hældt penge i disse områder til bosætterne og terroristerne der. Vi bruger mange flere penge på dem end på kultur, velfærd, politi og så videre, og vi kan ikke bære dem på vore skuldre til evig tid. Det er ved at gå op for folk."

"Jo længere vi venter, jo sværere bliver det. Men der er for mange drømme på begge sider. Det er jo en illusion at tro, at de palæstinensiske flygtninge fra 1948-krigen kan vende tilbage. Vi må have noget realisme ind i fredsprocessen. Selvfølgelig skal vi forhandle med Hamas; man slutter fred en fjende, ikke med en ven. Og så skal vi have ingeniører og teknikere, ikke poeter og præster, på banen. Vores område længes efter det praktiske. Vi har haft profeter nok!".

bach@k.dk

"Når man ser på Israel udefra, tror man, at det hele er en katastrofe, og at der er krig og terror og uretfærdighed hele tiden – og det er sandt! Men man kan ikke leve sit liv med fokus rettet alene mod alt dette. Det meste af livet er man i gang med små dagligdags ting. Dette miks af stort og småt kan undertiden føles fornærmende. Man ser et terrorangreb på tv med mange døde, og man sørger, men så bliver man sulten og spiser noget chokoladekage. Det er også modsat: Man står på stranden med sit livs kærlighed, men så er der noget sand, der irriterer. Det er altid et miks. Derfor er ironi det vigtigste krydderi i hverdagen. Det er en evne og mulighed for at kigge på tingene lidt fra siden," siger tegner og forfatter Rutu Modan, der bor i Tel Aviv.

"Min næste bog handler om jøder i Polen. Der har jo boet jøder i Polen i århundreder, men de har altid boet adskilt og er aldrig nogensinde blevet accepteret som ligeværdige. Der er masser af polakker, der ellers er åbne og liberale, som intet aner om jødernes rolle i Polens historie. Det er lidt ligesom med araberne her. Her er ingen racistiske love, her er ligestilling, men stadig er der en klar adskillelse. Mange israelere vil ikke kalde israelsk-arabere for israelere; de er ikke en del af Israel. Mange af os bor på jord, som arabiske familier tidligere ejede, ligesom i Polen, hvor der er jord, som min bedstefar ejede, men som nu ejes af andre. Jeg kom til at tænke på, hvordan den undertrykte bliver undertrykkeren; vi blev smidt ud, og nu smider vi nogen ud. Jeg siger dette uden at mene noget politisk med det. Jeg vil se bag ved det politiske, undersøge, hvad en person føler, når man ikke kan komme tilbage til sit land. Det kan kunst gøre. Det er slet ikke noget med, at jøder er som nazisterne, men det er min pligt som kunstner at undersøge menneskers følelser."

"Jeg er mere bekymret nu end tidligere. Jeg vil ikke være disillusioneret. Jeg vil ikke miste håbet, og nogle gange løses konflikterne jo. Jeg håber, at noget godt sker, men ikke efter en stor katastrofe. Krig er ikke svaret. Men jeg kan se, at der er problemer. Der er jo en trussel fra religionen. Tag nu Hamas, man kan jo ikke bare slå det hen, for hvad nu, hvis de rent faktisk mener det, de siger? Deres opfattelse af livet er virkelig meget anderledes end min. Og hvad pokker gør man, når man som jeg er imod krig, og der bliver skudt med raketter på en fra Gaza?".

"Jerusalem er meget mere religiøs end Tel Aviv. I årevis ville jeg ikke være som dem, der hele tiden siger, at Jerusalem er blevet sort, men det ER ved at ske. Det er en stor konflikt i Israel nu. Intolerancen breder sig, og hvordan skal jeg være tolerant over for de intolerante? Det irriterer mig virkelig, at jeg skal til at tænke som dem, at de religiøse jøder sætter dagsordenen her. Jeg voksede op med religionen og nægter altid at sige noget kritisk om den, men jeg må indrømme, at jeg er ved at miste min evne til at se på religionerne med milde øjne."

bach@k.dk

"Der sker meget i den religiøse verden i dag. Unge genopdager den jødiske tradition som reaktion mod ateist-forældrene, der voksede op i kibbutzerne. Maimonedes og andre store tænkere er moderne igen ud fra en opfattelse af, at forældrene gemte noget for børnene, som de nu vil kende til. Internt i de religiøse grupper er der også oprør. Mange siger: 'Vores forældre var ikke religiøse nok, de studerede ikke nok, de gifte kvinder dækkede ikke håret og så videre, så det vil vi gøre.' I den jødiske tradition har der altid været en splittelse mellem boglig lærdom og det levede liv. I moderne tid begyndte splittelsen med holocaust, hvor der døde så mange jødiske filosoffer, at man i Israels tidlige dage følte behov for at opfostre nye tænkere, så jødedommen ikke døde ud. Så de gik til premierminister Ben-Gurion og sagde, at det var nødvendigt at undtage religiøse tænkere fra hæren, så de kunne studere hele dagen. Men i dag er de ortodokse, der ikke er i hæren, vokset så meget i antal, at mange sekulære israelere kræver, at de snart forlader tora-studierne og bidrager til samfundet," siger Miron Izakson, som er advokat og lyriker.

"Religionens genkomst i vores region har også noget med den politiske udvikling at gøre. En ny supermagt – Iran – er opstået, og Iran øver stærk indflydelse på fanatiske muslimske grupper som Hizbollah og Hamas, som uden Iran ikke ville være nær så stærke, som de er. Det har blandt andet betydet, at det er blevet endnu sværere at leve som religiøst mindretal i muslimske lande. Desværre bliver flere og flere moderne muslimer fanatiske og kræver omvendelse af anderledes troende. Vi er det eneste demokrati i verden, som jeg kender, der er under konstant trussel og angreb. At opretholde demokrati i så truet en situation er meget svært. Det er svært at være jøde, men interessant! Og sådan er det hele tiden i Israel."

"I den israelske befolkning er familiemønstrene i opbrud. Skilsmisser er o.k. i jødedommen. Kan man ikke finde ud af det sammen, ja, så må man gå hver til sit. Men det er naturligvis trist, og man må generelt sige, at familien som institution er under angreb. Mange spørger: Hvad skal vi med en familie? De tror, at de hellere vil være individualister. Men familieliv er ikke et farvel til individualismen, men en måde at bruge sin individualitet på. Det er, ligesom når folk siger, at i det moderne liv er vi blevet autonome. Vrøvl! Hele tiden bliver vi overvåget, aflyttet, alt, hvad vi gør, bliver registreret, og vi har aldrig været mindre selvstændige end nu, hvor privatlivet nærmest er afskaffet. Desuden ville menneskeheden ikke være den samme uden familier. Vi ville ikke have den store litteratur uden familier, ingen Dostojevskij, ingen Tjekhov, ingen Flaubert. De vigtigste bibelske historier er også familiehistorier."

"Jeg gennemlever livets splittelse i poesien. Den korte form er god i en travl verden, hvor man som jeg med advokatkontor ikke kan skrive i lange stræk ad gangen. Men den lyriske impuls ligger under alt, hvad jeg laver, og når der kommer en linje, der vil skrives ned, så må jeg gøre det. Mit seneste projekt har været at samarbejde med en komponist om at sætte musik til en række digte, hvor jeg giver hver time et navn. Det er ikke kun ugens dage, der bør have navne, timerne skal også hedde noget smukt."

bach@k.dk

Meir Shalev, født 1948, politisk kommentator og forfatter til en lang række romaner. Bosat i Jerusalem. Foto: Privatfoto.
Rutu Modan, født 1966, tegner og forfatter til voksentegneserien "Åbne sår". Bosat i Tel Aviv. Foto: Privatfoto.
Miron C. Izakson, født 1956, advokat og lyriker. Bosat i Tel Aviv. Foto: Privatfoto.