Metroen nærmer sig Nørrebro som et lydløst tandlægebor.
”Vidunderligt!”, siger den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany med sin dybe basstemme og blotter hele tandrækken i et smil, inden han tilføjer:
”På den her måde kommer vi jo rundt i hele København uden at se noget.”
Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle forlade Politikens Forlag, hvor han havde en hel stribe interviews linet op efter hinanden. Men midt under interviewet om sin nye roman, ”Jeg løb mod Nilen”, der er blevet forbudt i det meste af Mellemøsten, men solgt til 37 lande, begyndte Alaa al-Aswany at tale om sit eget forfatteridol Fjodor Dostojevskij. Og da han hørte, at der lige var blevet opstillet et monument for den store russiske forfatter på Assistens Kirkegård, ville han gerne bruge sin frokostpause på at se det.
”Det var i sin tid min far, der anbefalede mig at læse Dostojevskij, men han gav mig det råd først at læse ham, efter jeg blev 19 år. Jeg ventede, til jeg blev 20 år, men siden er jeg aldrig holdt op med at læse ham. Eksistentielt set mener jeg, at han er den dybeste forfatter, der har levet. Han skrev både om høj og lav og kom rundt i alle sindets afkroge, fordi han selv kendte til både angst, fattigdom og forfølgelse. Han sad jo faktisk også i fængsel uden at vide, om han ville overleve,” siger Alaa al-Aswany, mens metroen fører os mod de dødes rige.
Det er en lidt morbid fornemmelse at stige op mod lyset i elevatoren på Nørrebros Runddel Station, når man tænker over, at metrostationen faktisk ligger på en del af den gamle kirkegård, så vi på den måde nu stiger op af gamle grave.
”Vidunderligt,” siger Alaa al-Aswany, da den frihedselskende forfatter træder ud på pladsen og tænder sin fjerde cigaret, siden vi forlod forlaget, hvor diktafonen lå og snurrede som i et andet forhørslokale.
”Jeg kan efterhånden bedst lide at være udenfor. Man må ikke engang ryge på hotellerne længere. Men normalt bryder jeg mig ikke så meget om kirkegårde. Jeg synes, de er uhyggelige, men jeg kan godt lide historien om, at Dostojevskij også var her engang for at besøge Søren Kierkegaards grav, fordi han selv var inspireret af Kierkegaards eksistentialisme. Og jeg havde ikke tænkt over, at min yndlingsforfatter på den måde har danske rødder.”
Alaa al-Aswany voksede op i Kairo med masser af litteratur, men et faderligt krav om at læse mere end det. Faderen var selv forfatter, men betalte regningerne som jurist, og selv gik Alaa al-Aswany uden at vide det i en anden dansk forfatter – Leif Pan-duros – fodspor ved at uddanne sig til tandlæge.
Det viste sig at være en fremragende idé, for mens han kiggede ned i andre folks dårlige tænder, fik han mange gode historier med sig hjem. I årene op mod det arabiske forår, der begyndte i 2010, havde han blandt andre flere forskellige generaler i tandlægestolen, og de åbnede ikke kun munden op for al-Aswany, men fortalte også om deres private bekymringer i et land, hvor alle taler korruptionens sprog.
Generalen i Alaa al-Aswanys roman ”Jeg løb mod Nilen”, der netop er udkommet på dansk, ringer for eksempel rundt til forskellige administratorer for at bede dem gøre ham den tjeneste ikke at vise hans slægtninge særbehandling, når de vil ind på en skole eller bebygge en fredet grund. Men alle den magtfulde generals slægtninge får sjovt nok alligevel accepteret deres ansøgninger.
”Korruption er så udbredt i Egypten, at man ikke engang behøver anstrenge sig for at finde den. Enten er man magtfuld nok til at bøje reglerne, eller også kan man betale sig til indflydelse. Reglerne gælder kun for de fattige og dem, der ikke vil bestikke sig frem. Men loven er altid fleksibel. For eksempel kan der stå i en lov, at man kun må bebygge en grund med 30 procent bygninger, mens resten skal være have eller natur, men hvis man betaler for det, kan man uden problemer få lov til at bygge på det hele,” siger Alaa al-Aswany.
Generalen i romanen mener imidlertid selv, at han lever i fuld overensstemmelse med Koranen.
”Det interessante i den karakter er, at han ikke bare lader som om, at han er religiøs. Han er virkelig religiøs, men hans fortolkning af religionen tillader tortur, og han synes selv, at porno er et nødvendigt onde i stedet for at være sin tykke kone utro. På den måde synes jeg også, at romanen adskiller sig fra en del af den verdenslitteratur, der bare prøver at afsløre religiøse ledere som fupmagere. Generalen her er selvfølgelig total korrupt, men han ser sig selv som god,” siger Alaa al-Aswany og understreger, at generalen også delvist er et fantasifoster.
”Jeg sammenstykker altid mine karakterer med inspiration fra flere forskellige personer og blander det med fiktion, men det var uvurderligt for mig at kunne researche som forfatter uden at blive opfattet som forfatter, og jeg har måske haft to-tre af den slags generaler som patienter,” siger Alaa al-Aswany, som således har bygget sine fiktive romanfigurer op som kroner over stumperne af virkelige ”tænder”.
På den måde måtte ikke mindst generalerne i hans tandlægeklinik senere betale en uventet tandlægeregning, da hans romaner udkom som de internationale og systemkritiske bestselleromaner ”Yacoubians hus” og ”Chicago”, og nu er han aktuel med romanen ”Jeg løb mod Nilen”, som allerede er blevet forbudt i Egypten og i de fleste andre mellemøstlige lande, fordi den berømte tandlæge skriver sandheden frem, som han ser den – uden bedøvelse. Og det har også kostet ham selv dyrt.
”Siden Abdel Fatah al-Sisi (generaloberst og præsident i Egypten, red.) kom til magten, har jeg fået forbud mod at skrive. Jeg måtte heller ikke optræde i fjernsynet, og jeg fik også problemer med at holde mine ugentlige kulturseminarer, som jeg ellers havde holdt i 20 år, så det måtte jeg også stoppe med,” siger Alaa al-Aswany, der til sidst måtte søge asyl i USA, hvor han bor nu.
Ellers ville han nok være fængslet i dag, vurderer han, men allerede inden han forlod Egypten, forfulgte al-Sisis regering ham systematisk, fortæller han:
”De ville gøre alt for at ramme mig, så de forsøgte for eksempel også at ramme mig gennem mine børn. En dag kørte en motorcyklist uden kørekort ind i min datters gamle bil. Han brækkede benet, så jeg tilbød at betale, selvom fejlen var hans. Det erkendte han også. Men for sikkerhedens skyld fik vi skrevet en politirapport, hvor sagen fremgik tydeligt. Men om aftenen var politirapporten forsvundet, og nu blev min datter bedt om at møde op i retten. De var slet ikke interesseret i at høre hendes forklaring. Hun skulle kun bekræfte, at hun var min datter. Og så blev hun beskyldt for at have påkørt motorcyklisten og idømt fængsel. Det betalte jeg mig ud af. Men det hele virkede så politisk motiveret, at jeg blev sikker på, at vi ikke kunne være der længere.”
I dag er Alaa al-Aswany kommet sikkert til USA, hvor han bor med sine døtre, mens hans ældste søn stadig bor i Egypten, hvor al-Aswany stadig har mange læsere, selvom bogen er forbudt.
”I vore dage kan man ikke længere stoppe bøger. De finder vej til folk gennem internettet. Men diktaturet vil sikkert ikke have folket til at læse min bog, fordi den for eksempel beskriver, hvordan hæren torturerede og massakrerede folket frem mod revolutionen. Det er nok derfor, at de har forbudt bogen. Den er faktisk forbudt i hele den arabiske verden, bortset fra Tunesien, Marokko og Libanon. Alle lande, hvor den politiske islam har en indflydelse, er kritiske over for romanen, fordi den viser, at der er en alliance mellem islamisterne og militæret mod enhver form for revolution, så jeg forventer ikke, at islamister kan lide romanen.”
Titlen på romanen er et citat fra en kvinde, der oplever et overgreb. Hun kan ses som et billede på hele folket. Og romanen er ligeledes befolket med mennesker, der fra både bunden og toppen af samfundet beskriver, hvor sygeligt diktaturet er. Sådan kan romanen ifølge Kristeligt Dagblads anmeldelse også læses som et lidt for ensidigt partsindlæg. Men for Alaa al-Aswany er diktaturet som en rådden tand, der skal trækkes ud, før munden kan blive sund igen:
”Man skal forstå forskellen på selve sygdommen og symptomerne. Sygdommen er diktaturet. Korruptionen, undertrykkelsen, hykleriet og den religiøse fanatisme er symptomerne. Hvis man fjerner sygdommen, vil man også komme af med symptomerne.”
Hvorfor vendte ”sygdommen” så tilbage, efter det arabiske forår i Egypten?
”Jeg tror, at man kan finde svaret i min roman. For fra første dag ville militæret gerne stoppe revolutionen. De skabte derfor en alliance mellem Det Muslimske Broderskab og militæret. På et tidspunkt var der en konflikt mellem dem, men grundlæggende var der en alliance. Og det er ikke så nemt at flytte en samfundsform. Det er derfor, diktaturer forbliver i lande, hvor folket egentlig ikke vil have det. Man vil gerne af med et diktatur, og man har måske sit mod og sin tro på demokrati og frihed, men den anden side, det gamle regime, har alt andet – medierne, militæret, politiet, en international religion og endda international støtte, som vi ser i dag,” siger han og peger på, at man i den forstand også kan tale om korruption på et større internationalt plan.
”Se, hvordan den saudiske kronprins slap af sted med at bestille et mord på en mand på en ambassade i Tyrkiet. Manden blev skåret i stykker. Men den saudiske kronprins betalte sig ud af det, og nu er alle tavse om det. For vestlige politikere er dybest set ligeglade med, om der bliver demokrati i andre lande. De bekymrer sig kun om deres egne interesser. Men det betyder ikke, at det gamle regime holder for evigt. Revolutioner tager tid. Se bare, hvordan det tog 80 år i Frankrig, så jeg er stadig håbefuld for fremtiden. Når man læser historien, kan man ikke bli-ve andet end håbefuld, for dårlige regimer får altid en ende.”
Tror du, religion kan spille nogen positiv rolle i at ændre forholdene i Mellemøsten?
”Religion kan være smuk, så længe man dyrker den derhjemme, i moskéen eller i kirken. Men så snart man vil styre andre med den, går det galt,” siger han og skodder endnu en cigaret i et opstillet askebæger, inden han tilføjer, at Dostojevskij og Kierkegaard begge havde spændende måder at skrive om tro på uden at pådutte det andre.
Men da vi når frem til Dostojevskjis statue, er der kun den sorte sokkel med Dostojevskijs indgraverede navn tilbage på kapelmuren med en buket røde roser på. Det viser sig, at statuen er flyttet ind i sikkerhed, inden den får et permanent hvilested på kirkegården.
”Vidunderligt!” udbryder Alaa al-Aswany, da han i stedet stiller sig i Dostojevskijs sted ved Kierkegaards grav og får oversat gravstenens Brorson-vers om, at al strid i det mindste slutter i Himlen:
”Det er en liden Tid,
saa har jeg vunden,
saa er den ganske Strid
med eet forsvunden,
saa kan jeg hvile mig
i Rosensale
og uafladelig
min Jesum tale”.
8
Læs anmeldelsen af romanen på