Titlen "The Evolution of God" kan betyde både "Guds Udvikling" og "Udviklingen af Gud". Robert Wrights bog spiller på begge betydninger, men mest på den sidste. Bogens hovedtese er nemlig, at jødedommen, kristendommen og islam har udviklet og tilpasset deres opfattelse af Gud og af Guds krav til de troende. Det er omgivelserne og den historiske sammenhæng, der har styret denne udvikling og tilpasning.
Det begynder med jødernes udskillelse af andre guder, så jødedommen efter det babylonske eksil i 6. århundrede f.Kr. bliver en monoteistisk religion. I nogle faser af sin udvikling er jødedommen stærkt fjendtlig over for de andre religioner, i andre faser mere tolerant - ifølge Wright fordi den i disse perioder ikke havde styrke til andet.
Kristendommen gentager dette mønster. Hvis Paulus skulle sikre tilhængere af Kristi lære, måtte den nye sekt være tolerant og åben over for både jøder og hedninger, mænd og kvinder. Det vil sige, at nogle perioders jødisk intolerance forsvandt efterhånden.
Og islam fortsætter udviklingen der, hvor Muhammed skriver om, at der også kan være frelse for jøder og kristne; det var i en situation, hvor han ikke havde styrke til at være eksklusiv.
Nu kunne nogle tænke, at det vel er en ret banal tanke, nemlig at tolkningen og udfoldelsen af et religiøst budskab og religiøse tekster ikke sker frit svævende i luften, men ud fra den konkrete situation de troende lever i. Det mener Wright også, men hans argumentation er mere subtil end som så.
Wright er nemlig optaget af evolutionslære og socialpsykologi, suppleret med en enkel udgave af den såkaldte spil-teori. Evolutionslæren og socialpsykologien kombinerer han tilmed i en teori, der kort kan sammenfattes således: De tanker og handlemønstre, der fremmer en gruppes vækst og velfærd, vil i længden blive de dominerende.
For eksempel var det en fordel for de tidligste kristne at være mange, fordi de kristne hjalp hinanden med gensidig social og økonomisk støtte, også i helt verdslige forhold som handel. Derfor var Paulus opmærksom på, at alle potentielle medlemmer skulle have adgang.
Denne mekanisme formulerer Wright i udsagnet om, at enhver religion, hvis betingelser for individuel frelse ikke også bidrager til hele verdens frelse, er en religion, hvis dage er talte.
Tilhængerne af en religion kan fremme tilhængernes livsmuligheder og succes, hvis de forstår samspillet med andre religioner. I nogle tilfælde er der et såkaldt nul-sumsspil. Det vil sige, at den ene gruppes gevinst svarer til den anden gruppes tab; summen af gevinst og tab er altså lig nul. For eksempel hvis to grupper konkurrerer om en samlet begrænset vandmængde; det giver tit hårde og uforsonlige modsætninger. Men i andre situationer er der ikke nulsumsspil. Hvis for eksempel kristne og muslimer enes om at leve fredsommeligt sammen, vil begge grupper vinde en fordel, uden at den anden taber noget. Tænk bare på de menneskelige tab og udgifter, krige og terrorisme har påført og stadig påfører både kristne og muslimer. Der, hvor der ikke er nulsumsspil, opstår der de såkaldte win-win-situationer.
Det er baggrunden for Robert Wrights hovedtese: Verdenshistorien har en overordnet retning hen over årtusinderne og på tværs af kulturer og verdensdele. Den bevæger sig mod større tolerance og moralsk ansvarlighed, fordi evolutionen i den helt store målestok udvælger de kulturer, der er bedst egnet til at opdage og udnytte win-win-situationer. Således åbnede kristendommen sine forsamlinger for andre end jøderne, og den kristne Gud blev en mild og barmhjertig gud med tiden sammenlignet med sit jødiske ophav. Kristendommen er af den grund en meget større religion end jødedommen. Og Muhammed gik så vidt som til at lade frelsen stå åben for andre end muslimer. Islam har jo også i hvert fald numerisk succes.
Robert Wright har skrevet en tankevækkende og provokerende bog. De, der læser Bibelen fundamentalistisk, vil stejle over, at Gud opfattes som en kulturafhængig og foranderlig størrelse. Andre vil være skeptiske over for teorien om en overordnet verdenshistorisk udviklingspil. Det er jo historieteori på et så overordnet plan, at det er svært at bedømme den som sandt eller falsk.
Man kan også komme i tvivl om Wrights læsninger, for hans faglige forudsætninger er ikke lige stærke. Han kan hverken hebraisk eller græsk, og i det erkendelsesteoretiske stof er han af og til mere optaget af det gode eksempel end det egentlige bevis.
For eksempel har han et længere afsnit, hvor han påstår, at når fysikere kan arbejde med begrebet en elektron uden helt at vide præcist, hvad en elektron er, kan kristne også have begrebet en gud uden at vide præcist, hvad Gud er. Her må man dog indvende, at fysiske forsøg lader os bestemme egenskaber ved elektroner eksperimentelt på en helt anden måde, end Gud lader sig bestemme eksperimentelt.
Alligevel er det en spændende bog at læse. Wright har et åbent sind og tager for eksempel ikke stilling for eller imod religioner. Det gør, at bogen er holdt i en sympatisk tolerant og åben tone, som ellers ikke præger disse diskussioner.
Flere af hans tekstlæsninger er oplysende, som når han tager fat på de afsnit om hellig krig i Koranen, som militante islamister og kristne holder meget af at fremføre henholdsvis truende, belærende og advarende. De er faktisk ikke så slemme, når de læses i sammenhæng med den øvrige tekst. Og endelig er det altid tankevækkende i ordets egentlige forstand, når nogen tør fremsætte en helt overordnet teori om historiens gang. Det tør kun få sammenlignet med alle historiefagets håndværkere, der holder sig forsigtigt til det basale kildemateriale.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Robert Wright: The Evolution of God. The Origin of Our Beliefs. 567 sider. Little, Brown 2009.