Prøv avisen
Teater

Religionsformidling lever i kunstens verden

4 stjerner
Hans Rønne skaber film på vores indre tv-skærm med sin teaterform, som er en hybrid mellem teater og foredrag, der minder om det danske medie Zetlands journalistiske liveshows. Foto: Svalegangen

Hans Rønnes ”performanceforelæsning” er en enmandsdramatisering, der får religionshistorien til at bide sig fast og tanker til at spire

Hans Rønnes enmandsforestilling ”Abrahams børn” spillede nogle få gange på Teater Nordkraft i efteråret 2015, men nu får resten af landet også lov at opleve Rønnes vid og bid som historiefortæller. ”Abrahams børn” trækker på norske dramatiker Svein Tindbergs tekst tilsat uddrag fra Toraen, Bibelen og Koranen koblet med Rønnes egne beretninger fra rejser til Jerusalem og Vestbredden og personlige anekdoter fra hans barndom i Vesthimmerland.

Rønne nøler ikke sin fortælling i gang. Han går lige til stålet og slår fast, hvorfor vi skal vie vores ene aften til at forstå sammenhængen mellem de tre monoteistiske religioner, og hvorfor der er skudsikkert glas mellem synagogen, kirken og moskéen.

Hvordan skal vi håndtere hinandens forskelligheder, uden at det ender i vold, trusler og krig? ”Jeg ved det ikke,” svarer han ærligt med et træk på skulderen. Men et godt sted at starte er da at forstå stridighedernes udspring.

Således tager Rønne fat i historien om Abraham som fælles ikon for tre religioner: en far, to sønner, tre religioner.

Rønne er en gelinde nordjyde, en teatrets Niels Hausgaard, med lune og varme og en smuk fortælleteknik. Med meget små scenografiske og auditive virkemidler tager han os med i kibbutz, til frodige grapefrugtplantager og til smeltediglen Jerusalem. Her går turisterne side om side med pilgrimmene ned ad Via Dolorosa med letvægts-kors på ryggen, mens muslimer kaldes til bøn, ortodokse jøder står i vuggende bøn ved Grædemuren – og ved checkpoints står unge mænd i skudsikre veste med auto-matvåben.

”Det ligner et frilandsmuseum,” pointerer han og understreger, hvor mærkværdig en størrelse tro og religion er.

På sin helt særlige måde beskriver han de modsætnings- og afhængighedsforhold, religionerne eksisterer under. Han viser os, hvordan legenderne har flettet sig ind i hinanden og har lånt fra hinanden. Hvordan religionerne er blevet beriget af at eksistere side om side. Fortællingerne næres af Rønnes dybe viden om emnet og hans åbenlyse interesse i, hvad der driver mennesker til at gøre, som de gør.

De mest underholdende øjeblikke er, når Rønne personificerer sin gamle bedstemor, som han delte sovekammer med i barndomshjemmet. Hun lærte ham om Paradis, Det Hellige Land og om ham, der hører og ved alt – nemlig ”Ham Sjælv”.

”Abrahams børn” er mere end bare en monolog. Det er en enmandsdramatisering af religionshistorien gennem maleriske minder. Rønnes fortællinger tager mig tilbage til kristendomstimen i folkeskolen, hvor min fortællelystne lærer læste op fra Bibelen, mens vi elever havde travlt med at lytte, lære og danne billeder, både i hovedet og på tegnepapiret. Han skaber film på vores indre tv-skærm med denne form, som er en hybrid mellem teater og foredrag – en såkaldt ”performanceforelæsning” – der minder om de populære TED Talks og det danske medie Zetlands journalistiske liveshows.

Det er kunstnerisk, elegant og effektiv formidling, der får viden til at bide sig fast og tanker til at spire.

kultur@k.dk