Prøv avisen
Bog

Religionskritik for viderekomne

Med lidt færre akademiske fagudtryk, fodnoter og diskurser kunne ny bog om kristendomskritik være nået længere ud end til eksamenssvedende studenter. Det havde den fortjent, skriver anmelder. Foto: Rune Johansen

Ny bog om kristendomskritik i medierne havde fortjent at udkomme i en læselet-udgave for andre end eksamenssvedende studenter

Hvad er kristendom?

Undskyld det vanskelige spørgsmål, men det er ikke til at komme udenom i en anmeldelse af Preben Brock Jacobsens nye bog, ”Kristendomskritik i medierne.”

Det er egentlig en lærebog for gymnasiet, og derfor falder den lidt uden for de kategorier, der sædvanligvis omtales i disse spalter.

Bogen har imidlertid et anliggende, der rammer lige ind i aktuelle debatter om forholdet mellem ytringsfrihed og religion og mediernes håndtering af religiøse spørgsmål.

Senest debatten om, hvorvidt en videnskabsminister kan tro på en skabende Gud, og hvor konkret skabende en sådan Gud i så fald må være.

Teksten er delt op i to hovedafsnit. Det ene består af opgaver, som læserne/eleverne blive bedt om at løse ud fra konkrete teksteksempler. Det kan for eksempel være en ”diskursanalyse” og en ”argumentationsanalyse”, hvor eleven skal anbefale ateismen ud fra en given tekst.

Bogen vrimler i øvrigt med diskurser, kristendomsdiskurser, religionsdiskurser, modernitetsdiskurser, ateistiske, naturvidenskabelige og kritiske diskurser, og for den uindviede forklares, at en ”diskurs er en måde at tale om og afgrænse virkeligheden på, der udelukker andre måder at tale på.”

Bogens andet hovedafsnit er nok så væsentligt i forhold den bredere offentlighed. Forfatteren, der er tidligere gymnasielærer ved Viborg Gymnasium, har undersøgt, hvordan fem seriøse danske dagblade har skrevet historier, der i et eller andet omfang vedrører kristendommen.

Det er Berlingske, Information, Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen.

Ved hjælp af Infomedia - en database, der indeholder en lang række avisers produktion i nyere tid - har forfatteren søgt efter artikler, som indeholder ordet kristendom. Af de cirka 3500 overskrifter, som kom frem i perioden 2009-2014, har han udvalgt en tiendedel, 327 artikler, til sin analyse.

Han beskæftiger sig selv med de metodemæssige vanskeligheder, men ender med at bruge Infomedias eget sorteringssystem, som udvælger artiklerne efter ”relevans”.

Allerede her må man håbe, at fremtidens forskere in spe læser bogen med kritiske briller. Der kan i hvert fald stilles mange spørgsmål til den måde at udvælge og behandle data på.

Det fremgår for eksempel, at Kristeligt Dagblad bevidst er holdt ude af undersøgelsen, fordi det ifølge forfatteren ville ”forplumre billedet af den almene debat” at tage den avis med.

Det kan lyde tilforladeligt, men i uklædelig selvhævdelse finder netop Kristeligt Dagblads historier faktisk ofte vej, ikke blot til andre dagblade, men også til de elektroniske medier, og dermed præger de også den bredere religionsdebat.

I det hele taget ligger der en klar svaghed ved den kvantitative undersøgelse i, at kristendommen i dag tegnes mange andre steder end i de ”seriøse dagblade”.

Det sker nok så ofte i formiddagsblade, i lokalaviser, i radio, i tv, i blogs og via sociale medier på internettet for blot at nævne nogle, der tilsammen formentlig har større betydning for meningsdannelsen end de fem udvalgte aviser.

Det ændrer ikke på, at det er et formidabelt stort arbejde, Preben Brock Jacobsen har præsteret.

Han når frem til, at forsvaret for kristendommen fylder mest i forhold til de kritiske artikler i medierne, men også at især de kritiske artikler i høj grad bygger på ”førmoderne kristendomsdiskurser.”

Hermed er vi tilbage ved det indledende spørgsmål om, hvad kristendom er.

Forfatteren lægger ikke skjul på sin egen holdning. Han betragter det som en fejl, at medierne sætter lighedstegn mellem kristendom og metafysisk eller ligefrem fundamentalistisk kristendom - et forældet verdensbillede, uforeneligt med fornuft og ikke noget for et moderne menneske.

Det kan man selvfølgelig mene, ligesom man kan mene, at det i en dansk sammenhæng ville give mere mening at skrive om kristendom ud fra en moderne eller liberal fortolkning. Det er trods alt den, man mest sandsynligt vil møde, hvis man træder ind i en gennemsnitlig dansk sognekirke.

Men man kunne også vende kritikken på hovedet og stille det kætterske spørgsmål, om medierne er tættere på virkeligheden, hvis man anskuer kristendom i et lidt bredere perspektiv end det aktuelle danske.

Historisk har den førmoderne udlægning af de kristne dogmer trods alt været dominerende i omtrent 1900 af de seneste 2000 år, og globalt hælder den kristne kirke vel stadig i overvejende grad til konservative eller ligefrem ”fundamentalistiske” diskurser?

Det kan selvfølgelig tænkes, at kirken reelt har forladt de bastioner, og at medierne dermed primært fastholder de dermed forvrængede og unuancerede kristendomsbilleder for at sælge aviser.

At det er nyhedskriterier som konflikt og sensation, der får dem til i et vist omfang at tegne kristendommen som en fornuftsstridig religion.

Denne anmelder føler sig dog ikke overbevist om, at det forholder sig sådan. Men bogen er et væsentligt bidrag til debatten om mediernes håndtering af svære spørgsmål.

Med lidt færre akademiske fagudtryk, fodnoter og diskurser kunne den være nået længere ud end til eksamenssvedende studenter. Det havde den fortjent.