Renæssance-forfatter indtager bestsellerlisterne i Frankrig

Sommerens bestseller i Frankrig er en lille bog om renæssance-filosoffen Montaigne, der lærte franskmændene at forberede sig på døden, men også at nyde nuet

Montaigne
Montaigne. Foto: .

Un été avec Montaigne (En sommer med Montaigne) er titlen på en lille bog, der udkom i nogle få tusinde eksemplarer og fra forlagets side var tænkt som en niche-udgivelse. Det er nu blevet sommerens bestseller i Frankrig.

Foreløbig 60.000 franskmænd har taget titlen bogstaveligt og tilbragt en del af sommeren i selskab med renæssance-filosoffen og hovedtankerne i hans Essais det selvbiografiske storværk, han arbejdede på en stor del af sit voksne liv i den hensigt at besvare spørgsmålet: Hvad er mennesket?

På 170 sider giver forfatteren, Montaigne-specialist ved Collège de France i Paris, professor Antoine Compagnon, nøglerne til Montaignes livsfilosofi. I 20 år spekulerede han på meningen med venskabet, kærligheden, døden, forfængeligheden, alderdommen og lidelsen i en slags psykoanalyse uden psykoanalytiker. Montaigne var sit eget studieobjekt, og hans Essais er en slags filosofisk dagbog. Montaigne var historiens første blogger.

Montaigne er humanist, fastslår Antoine Compagnon.

Den livsetik, Montaigne står for, har ikke fået en eneste rynke. På tværs af århundrederne opfordrer han os til at leve øjeblikket fuldt ud uden at tænke på døden. På en vis måde siger han det samme som Horats som han satte højt og hans berømte Carpe diem, grib dagen, uden at tænke på i morgen, siger forfatteren.

Montaigne betegnes ofte som en epikur, der opfordrer til at nyde livet.

Når jeg danser, så danser jeg, når jeg sover, så sover jeg. Og når jeg vandrer i en smuk have, og mine tanker befatter sig med andet, bringer jeg dem tilbage til vandringen, haven, den smukke ensomhed og mig selv, lyder hans opskrift på det gode liv: at leve i nuet. Men især for at tæmme døden.

At filosofere er at lære at dø, skrev Montaigne, der også mente, at vejen til friheden går gennem accept af døden.

Den, der har lært at dø, har opgivet at tjene andre, som han skrev.

Michel Yquem blev født på Montaigne-slottet i Saint Michel de Montaigne nær Bordeaux, hvor han skrev sit hovedværk, Les Essais, og hvor han døde i 1592, som 59-årig, efter at have været borgmester i Bordeaux.

Montaigne var katolik, men optaget af at skabe fred mellem katolikker og protestanter, ikke mindst efter Bartho-lomæusnatten i 1572, hvor tusindvis af protestanter blev dræbt i Paris. Han var blandt andet rådgiver for den protestantisk fødte Henrik IV, der som fransk konge gav protestanterne religionsfrihed med Nantesediktet.

Den overordnede idé i hans tænkning er, at hvert enkelt menneske i sig bærer menneskets samlede lod. Derfor er hans analyse af eget liv og levned en analyse af det universelt menneskelige.

Sommerens bestseller gennemtrawler Montaignes monumentale værk i 40 ultrakorte, let tilgængelige kapitler, der oprindeligt blev skrevet som radiocauserier. Det er en af forklaringerne på bogens succes, mener litteraturkritikerne. En anden er, at Montaignes livsvisdom på denne måde kan læses som en slags håndbog i det gode liv.

Mit mål er, at bogen får franskmændene til at læse Montaignes Essais i deres fulde længde, siger Antoine Compagnon.

Men de bliver næppe den samme salgssucces som Un été avec Montaigne.