Når en koncert er fremragende, kan man som anmelder opleve, at klichéerne trænger sig på, og man bliver fristet til at søge slagkraftige overskrifter i stedet for at trænge ned i, hvad der egentlig var på færde, mens musikken spillede.
Repertoiret ved søndagens koncert i Garnisonskirken var såre enkelt: seks fløjtesonater af Johann Sebastian Bach på stribe. I den kanoniserede BWV – Bachs værkfortegnelse – drejede det sig om numrene 1030-1035, dog ikke i lige den rækkefølge. Kortene var blandet med velberåd hu af de tre musikere: den danske blokfløjtenist Michala Petri, den tyske viola da gamba-virtuos Hille Perl og den iranske cembalist Mahan Esfahani.
Bachs værker har siden midten af forrige århundrede været registreret efter genrer – ikke kronologisk. Og det er med til at sløre billedet, at netop fløjtesonaterne findes i adskillige bearbejdelser og forskellige tonearter, både for fløjte og dens søsterinstrument blokfløjten. Til gengæld var den kammermusik, man oplevede trioen præstere, ikke det mindste sløret. Musikken klang krystalklart i kirkerummets fine akustik, og de tre musikere viste ikke bare høj teknisk klasse, men spillede også Bachs herlige musik med kraft og saft, uden krukkeri eller svinkeærinder. Seks varierede fløjtesonater på stribe – uden at det på noget tidspunkt blev ensformigt. For der forekommer talrige variationer både i helheden og inden for den enkelte sonate. En svævende siciliano-sats bliver afløst af en halsbrækkende allegro, og pludselig træder cembalisten frem som solist, eller man oplever subtilt pizzicato-spil fra gamben, der ellers har bidraget med at lægge en slagkraftig bund under blokfløjtens udfoldelser.
Og her kommer vi så tilbage til klichéerne: Når man oplever Michala Petri folde sig ud på sine blokfløjter – hun havde medbragt hele fem af slagsen og vekslede mellem dem, også under den enkelte sonate – melder der sig ord og udtryk som ”verdensklasse” og ”blokfløjtens dronning”. Det hænger naturligvis sammen med hendes suverænt virtuose behandling af sine instrumenter, men dækker ikke den musikalske oplevelse af koncerten. Hemmeligheden bag Michala Petris stjernestatus er den renfærdighed, hvormed hun fortolker hvert eneste værk. At det især kommer en mester som Bach til gode, blev bekræftet ved en koncert, hvor hun havde fået selskab af to eminente kolleger.
Den kan i sin helhed opleves i morgen aften klokken 19.20 på DR P2, hvor man også får baggrundsstof om musikken og musikerne. Og til efteråret udgiver Our Recordings sonaterne – det er lykkedes at få dem alle seks optaget på en enkelt cd. Man kan se frem til en sjælden skøn skive.