”Intet er så stor en byrde for en stat som reformer - alene forandringer skaber uretfærdighed og tyranni.”
Det lyder næsten som en kommentar til Folketingets reformiver, men det er et citat fra 1570'erne. Citatet er fra et af Michel de Montaignes (1533-1592) ”Essays”, og det citeres i en meget tankevækkende lille bog, skrevet af den franske litteraturprofessor Antoine Compagnon og lydefrit oversat til et smukt dansk af Bjørn Bredal.
Compagnon holdt i sommeren 2012 korte radioforedrag på France Inter (og man kan faktisk høre dem) om Montaigne. Han fremstiller Montaigne som vor samtidige, ”vores bror”, siger han lidt patetisk. Compagnon applicerer Montaignes tanker på i dag. Teksten er let læst, og den hedder ”En sommer med Montaigne”, og den kan anbefales som sommerferielæsning. Læs et lille kapitel hver aften.
Og det er utroligt, så samtidig han fremtræder, selvom han ikke er moderne. Det sidste understreger Compagnon også. Montaigne var forfader til den retning, der hed dekonstruktion, og han var ifølge den netop afdøde tyske sociolog Ulrich Beck den tænker, der passer bedst til vor tid.
Så aktuel har Montaigne ikke altid været. Det er han nu, og det er især han skepticisme, der er et godt korrektiv til de mange med færdige meninger. Hans spørgsmål var altid: Hvad ved jeg? Han var den første kulturrelativist. Og han var ”kolonialismens første kritiker”.
De reformer, der var en byrde, var alle de nye ting, der var ved at ske: den protestantiske reformation og opdagelsesrejserne. Vi står også over for nye ting som globalisering og lignende, og det gør Montaigne endnu mere nødvendig. Montaigne var en aktiv mand, soldat, politiker - borgmester i Bordeaux - og han levede i de religionskrige mellem katolikker og huguenotter (protestanter), der hærgede Frankrig.
De minder om kampene mellem sunnier og shiaer i dag. Han rejste også hele tiden, og han elskede at ride. Men han elskede også det kontemplative liv. På et tidspunkt - han var 37 år - trak han sig tilbage og ville have fred og ro, men det fik han ikke, i stedet skrev han alle disse essays, idet det var ham, der opfandt essayet. Når han var i ro, gik fantasien i gang og var ikke til at styre.
Hvad skrev han om? Sig selv.Ja, han var selvoptaget og selvkredsende. Det må litteratur vist nok helst ikke være i dag. Montaigne var renæssancens Karl Ove Knausgård. Han ville fortælle sandheden og være helt oprigtig. Han fortalte om døden og sin læsning, om sex og om sine nyresten - om stort og småt blandet godt sammen. Montaigne troede ikke på fremskridtet. Han var heller ikke humanist. Han var konservativ. Og katolik. Han troede ikke på ordets magt. Han var en forløber for liberalismen, og visse af hans skoletanker minder om Grundtvigs.
Compagnon, der selv er ekspert i franske antimoderne forfattere, finder i de over 100 essays prægnante citater, som han så forsyner med egne betragtninger. En ting spekulerer Compagnon underligt nok på: Var Montaigne kristen? Han sagde, han var, men Compagnon tvivler. Han mener, det må være svært at kombinere katolicisme med relativisme, perspektivisme og skepticisme. Montaigne skriver for eksempel, at det, der er sandhed her, er løgn på den anden side bjergene. Eller overført på Danmark: Hos os er evangelisk-luthersk kristendom sandheden, men for muslimerne er det løgn.
Er han ikke blot katolik, fordi han blev født, hvor han blev? Men mon ikke det er Compagnons problem snarere end Montaignes. Montaigne var oprigtig og talte sandt og tog ikke stilling i nadverstriden. Han gjorde det private offentligt, men han behøvede ikke sige alt. Han tvivlede på alt og erklærede sig ”alligevel” som troende. Dette ”alligevel” er Compagnons. På det punkt tror Compagnon ikke på Montaigne, men man bør nu ikke tvivle om et andet menneskes tro.
kultur@k.dk