Det væltede vores vestlige verdensorden, da bogtrykkerkunsten blev opfundet midt i 1400-tallet. Et fremskridt? I hvert fald i første omgang et skridt ud i kaos. Pludselig kunne lokale modsætninger og uenigheder masseproduceres, så alle i hele kristenheden kom i konflikt. Og selve skriftligheden havde og har, som enhver ved fra sin e-mail, tendens til skærpe selv den mindste modsætning. Bogen kostede blod, ligesom internettet gør i dag.
Men bogen skabte også oplysning, frihed, underholdning, oversættelser, perspektiv, genoplivning af antikken og individualisme. Hvad sidstnævnte angår, kender vi paradokset fra reklamens påstand: Din helt personlige individualitet udtrykkes bedst ved, at du gør som millioner af andre. Den enkeltes identitet og de manges: renæssancens problemstilling. Nutidens problemstilling. Og det er nok ikke det eneste, de to epoker har tilfælles. Renæssancen for 500-600 år siden og den nutidige, meget sene, modernitet kan godt spejle hinanden, hvis man bruger spejlene vel vidende, at der også er ubegribelige forskelle fra dengang til i dag.
Nina Burton har fået den ualmindeligt gode idé at tage renæssancens største intellektuelle ved hånden. Hun rejser rundt med Erasmus af Rotterdam i den verden, der var hans. Fra by til by på kontinentet, Paris, Freiburg, Basel, Torino og Venedig, og i England Oxford og Cambridge. Han skrev på tidens lingua franca, latin, og han skrev så meget, at han ene mand stod for en femtedel af alt, hvad der blev publiceret i hans levetid. Hovedværker i verdenslitteraturen som ”Tåbelighedens lovprisning” og ”Fortrolige samtaler”, men også de mange bind med kommenterede ordsprog, ”Adagia”, foruden breve i utrolige mængder. Der var dage, hvor Erasmus skrev 60 breve. Han skulle have været på Facebook, ja han skulle.
Erasmus var som skabt til bogtrykkerkunsten, som med Gutenberg skabte medierevolution fra midten af 1400-tallet. Og bogtrykkerkunsten var som skabt til ham. Erasmus er renæssancen, den fuldstændigt epokale figur. Nina Burtons bog er inspirerende, fordi hun så at sige slentrer gennem Gutenberg-galaksen sammen med ham og taler om (næsten) alt det virkeligt store, det virkeligt vigtige i livet og samfundet: frihed, børneopdragelse, tro, venskab, humor. I England foreslog han 50 talemåder over temaet ”Jeg tror, det bliver regn”. I Frankrig havde han andre 50 forslag til at sige ”godmorgen” og 20 til at svare på ”Hvordan går det?”: Alt ”lige fra ’Udmærket’ til ’Sådan her burde mine uvenner ha’ det’. Vattersot? Dysenteri? Feber? Måske ville det hjælpe med et afføringsmiddel eller lidt motion? Åh nej, tværtimod.”
Sjovt nok smutter Nina Burton uden om hans seksualitet, hvad hun jo ikke havde behøvet, bare fordi han selv gør det. Til gengæld får hun tidens kolorit med, duftene, smagene, maden, mavepinen, hestene.
”Mediet er budskabet”, sagde medieguruen Marshall McLuhan. Hans bog fra 1969 om det typografiske menneske, ”Gutenberg-galaxen”, er fuld af frække indsigter. Nina Burton skriver udtrykkeligt med afsæt i McLuhan, og derfor hedder bogen da også på svensk ”Gutenberggalaxens nova”. Den danske oversættelse, ”Europas stjerne”, er uheldig, både fordi den antager noget, der næsten ikke fandtes på Erasmus’ tid, ”Europa”, og fordi den understøtter en løbende tendens til anakronismer, som Nina Burtons bog lider lidt under. En Montaigne-nørd som jeg synes ikke så godt om, at der står om hans tårnværelse, at dér ”stod hans tusinde bøger”, for det tror jeg ikke, de gjorde. Jeg tror, de lå ned. Og jeg har det svært med sætningen: ”I 1530 forkyndte Frans I, at officielle dokumenter i stedet skulle udstedes på fransk, så selv den seksårige Montaigne måtte derefter lade latin fare.”
Montaigne er født i 1533. Men pyt, når man vil tale med en fortidig forfatter, som om han var ens samtidige, så bliver anakronismen jo så at sige indbygget i samtalen. Og det er en kæmpe kvalitet ved Burton, at sådan taler hun med Erasmus. Samtidigt. Alligevel er det lidt mærkeligt med et udsagn som: ”Ja, hvad kunne holde sammen på den mosaik af kultur, man kaldte Europa?”.
Jo, ordet Europa dukkede op her og der, men ”man” talte i almindelighed snarere om ”kristenheden” eller om konkrete imperier, fyrsten- og kongedømmer. Hvilket er ret afgørende, hvis man vil lære af renæssancen, og det vil vi jo. Renæssancen lærer os blandt meget andet, at efter flere hundrede års kaos og blodige borgerkrige blandt kristenhedens forskellige fanatiske identiteter, så var det nationalstaterne, for ikke at sige nationalismen, der fik sat en helt ny dagsorden og omsider skabt fred for en tid. ”Paris er nok en messe værd,” sagde Henrik IV (ifølge legenden) helt oppe i 1589 og konverterede til katolicismen. På tværs og på trods af alle de religiøse identiteter groede nye, fredelige fællesskaber frem i nationerne med deres nationale sprog, deres konger og dronninger, deres kejsere og deres gryende oplysning. Vi skal passe på med at overføre vores Europa-tænkning og vores nationalisme-bekymring til en tid, hvor ingen af delene fandtes.
1500-tallet blev en blodig tid i kristenheden, og det folder Nina Burton rigtig flot ud, først og fremmest omkring modsætningsparret Erasmus-Luther.
Erasmus var ægte humanist, optaget af arven fra antikken, moderat af gemyt, glad for menneskenes børn, mere orienteret mod det sproglige her end mod det himmelske hisset. Bogtrykkerkunsten var som skabt til, at renæssancemennesket Erasmus kunne boltre sig. Men bogtrykkerkunsten var også som skabt til, at en rasende mand som Luther kunne dyrke de dårligste sider ved sig selv og udbrede dem til andre, alt imens hans reformation jo også havde mange af renæssancens positive elementer.
Debatten mellem Luther og Erasmus er i mine øjne den vigtigste, der nogensinde har fundet sted i vores kultur, og Erasmus’ væsentligste indlæg i debatten, traktaten om ”Den frie vilje”, har sin fulde gyldighed og relevans den dag i dag. Nina Burton resumerer modsætningsforholdet så fint, at det i sig selv er hele bogen værd. Er kort citat fra hendes længere kapitel om den frie vilje:
”Mens han skrev dette, stod det mere og mere klart for ham, at det var her, renæssancens og reformationens veje skiltes. Midt i sin revolte havde Luther flere middelalderlige idéer. Han så djævle her og der i naturen og betragtede verden som en slagmark mellem Gud og Satan. For Luther rangerede tro højere end både kærlighed og viden, og inspiration havde mere vægt end fornuft. (…) Erasmus delte derimod de italienske renæssancehumanisters menneskesyn. For dem lå det mest menneskelige i sproget, i kunsten, i det at skabe, i noget, man kunne forme og selv formes af. Ikke mindst gennem de bøger, som viste menneskets egen formåen. Altså begyndte han at føle det lige så vigtigt at forsvare de humanistiske idéer mod Luther som mod munkene.”
Det er en dejlig bog, Nina Burton har skrevet. Den er i Erasmus’ ånd, fordi den inviterer et stort publikum til eftertanke, debat og samtale på en måde, som dengang kun kunne foregå uden for, og i opposition til, universiteternes middelalderlige skolastik. Erasmus måtte klare sig som fri skribent, og skulle en ny Erasmus dukke op i dag, ville han stå i akkurat samme situation. Ingen tekst af en nutidig Erasmus eller Montaigne eller Pico della Mirandola ville i dag kunne klassificeres af universiteternes peer review’ere som andet end amatørisme. Heldigvis fandtes – og heldigvis findes – der humanisme og humaniora uden for universiteterne. Dagens bog er et godt eksempel.
Gæsteanmelder Bjørn Bredal er forstander for Johan Borups Højskole.