Bøger kan ikke stoppe krige. Men de kan gøre os til mennesker

Ruslands krig i Ukraine må aldrig blive noget, vi vænner os til, sagde den russiske prisvinder og forfatter Maria Stepanova, da titusindvis af mennesker forleden deltog i Tysklands ældste bogmesse i østtyske Leipzig

Den 50-årige russisk-jødiske forfatter Maria Stepanova, der lever i eksil i Tyskland, har vundet bogmessen i Leipzigs store pris, fordi hun ifølge juryen giver "det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa". Her er hun fotograferet ved prisoverrækkelsen.
Den 50-årige russisk-jødiske forfatter Maria Stepanova, der lever i eksil i Tyskland, har vundet bogmessen i Leipzigs store pris, fordi hun ifølge juryen giver "det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa". Her er hun fotograferet ved prisoverrækkelsen. . Foto: Hendrik Schmidt/AP/Ritzau Scanpix.

Kan bøger gøre verden til et bedre sted i en tid med krig i Europa? Hvorfor overhovedet forstyrre freden med et så højtravende spørgsmål? De fremmødte 130.000 mennesker fra nær og fjern er jo først og fremmest taget til Leipziger Buchmesse, Tysklands ældste bogmesse, i Leipzig, Sachsen, for at hygge sig, købe bøger, lytte til foredrag og sludre over currywurst og fadøl efter tre års corona-betinget nedlukning.

Alligevel trænger spørgsmålet sig på, for trods den gemytlige atmosfære og den fredfyldte summen fra titusindvis af stemmer i de gigantiske glashaller trækker Ruslands krig i Ukraine sine spor langt ind i Tysklands største litterære publikumsmesse. Ukraine har fået sin egen stand i forsøget på at give det krigsramte land en stemme. Samtidig er Leipzigs bogpris for “europæisk forståelse”, en af Tysklands vigtigste litterære priser, gået til den russiske lyriker Maria Stepanova, fordi hun tegner et radikalt andet Rusland end Putins.

Men ukrainere på messen mener, at russiske forfattere som hende gør mere skade end gavn og aldrig skulle have haft prisen. Så hvad gør gribende poesi godt for, når civile dagligt bliver slået ihjel i en meningsløs krig?

En hel del, mener den ukrainske forfatter, journalist og oversætter Artem Chapeye, som har bidraget til bogen “Ud af krigens tåge. Nutiden i Ukraine”, der netop er udkommet på tysk. Den 41-årige far til to og bekendende pacifist meldte sig til den ukrainske hær på krigens første dag og er netop fløjet ind til Leipzig fra krigszonen. For om lidt at vende tilbage igen.

Bøger styrker soldatens kamp

“Bøger kan ikke stoppe krige. Uanset hvilken litteratur, Putin havde læst, ville han have invaderet Ukraine,” siger Artem Chapeye til avisens udsendte efter sit foredrag.

“Men litteraturen kan gøre den enkeltes verden bedre. Jeg har læst meget efter invasionen, på et niveau flygter jeg ind i en anden verden, på et andet niveau gør jeg det modsatte, fordi litteraturen taler ind i mit liv i krigen,” siger soldaten og nævner den jødiske psykiater og Auschwitz-overlevende Viktor Frankls memoirer "Menneskets søgen efter mening".

“Den var vigtig for mig, fordi jeg blev klar over, at folk finder mening selv i endnu vanskeligere situationer end min. Det er nemmere at kæmpe end at blive smidt i kz-lejr.”

Den belarusiske eksilforfatter Svetlana Aleksijevitj er heller ikke i tvivl om litteraturens evne til at forandre ikke alene individer, men hele samfund. I 2015 modtog hun Nobelprisen i litteratur blandt andet for "Bøn for Tjernobyl", og den 74-årige forfatter er på messen for at præsentere sit forlag Pflaŭmbaŭm grundlagt i 2019, som udelukkende udgiver kvindelige forfattere.

En stemme til kæmpende kvinder 

“I Belarus var vi først og fremmest kvinder, der gik på gaden for at gøre modstand mod denne rigide mandeverden. Vi ser det i Ukraine nu, hvor gamle mænd forsøger at styre verden. Vi er her for at sige, at uden os kvinder gives der ingen forandring, ingen moderne verden,” siger hun om masseprotesterne mod den belarusiske diktator Lukasjenko i 2020 og Putin-regimets krig i Ukraine.

Forlagets hovednavn, forfatteren Eva Vieznaviec, har skrevet den prisbelønnede roman “Hvad søger du, Wolf?”, som giver en stemme til belarusiske kvinder indlejret i det 20. århundredes brutale historie og de totalitære systemers fortielser. 

“Denne bog har forvandlet mit liv på forunderlig vis. Jeg levede et stille og ensomt liv, men hele verden inviterer mig nu på besøg, og Belarus’ kvinder har gennem denne bog fået håb om, at deres slægter, som ingen stemme havde, nu får en stemme,” siger hun.

Omtrent 130.000 mennesker fra nær og fjern besøgte i år Leipziger Buchmesse, Tysklands ældste bogmesse.
Omtrent 130.000 mennesker fra nær og fjern besøgte i år Leipziger Buchmesse, Tysklands ældste bogmesse. Foto: Yauhen Yerchak/SIPA/Ritzau Scanpix

Brobygger mellem øst og vest

Ved messens Café Europa-scene har en af litteraturverdenens mest fremtrædende russiske kritikere indfundet sig. Den 50-årige russisk-jødiske forfatter Maria Stepanova, der lever i eksil i Tyskland, har vundet messens store pris, fordi hun ifølge juryen giver "det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa".

I sin lyrik går hun i dialog med verdenspoesien, omskriver Shakespeare, Goethe og Ovid og gør dem til sin egne. Hun er en kulturel og litterær brobygger mellem øst og vest med et viltert mørkebrunt hår og et bredt jokersmil. Hendes store samtidsroman bærer den tvetydige titel "Efter hukommelsen", som blandt andet kan forstås sådan, at det officielle Rusland ikke har en erindring om egne historiske traumer og omvæltninger, herunder Stalins udrensninger og masseudsultning af ukrainere. I hendes "Vinterdigte 20/21" er alle russere fanget i en "historisk tid, der er blevet hård, og som glider baglæns, først langsomt, så hurtigere og hurtigere, tilbage i fortiden, ind i arkaiske, statiske lag, hvor hvert ord fryser i luften". Fra podiet er der dog ingen poetisk flertydighed, når hun taler om det vigtigste: at hjælpe ukrainerne her og nu og at blive ved med at hjælpe dem.

“Denne krig må ikke blive noget, vi har vænnet os til i vores liv. Noget, vi godt ved, er forfærdeligt, men som sker langt væk. Vi skal ikke resignere og blot gå videre med vores daglige liv. Denne krig er et gabende sort hul midt i Europa,” siger hun, inden hun forlader scenen.

Et andet Rusland eksisterer

Findes der et andet Rusland end Putins Rusland, eller er det blot en drøm, vil Kristeligt Dagblad gerne vide?

“Jeg vil sige, at det eksisterer,” siger Stepanova og henviser til, at omkring 20-25 procent af befolkningen er eksplicit imod Putin. Omkring 30 millioner mennesker. Mange.

“Men der er ingen rester af det civilsamfund, vi havde før 2014. Alt synes at være spredt, splittet, knust. Det, der giver mig tro på fremtiden, er den yngre generation, som har været modig nok til at engagere sig i gadeaktivisme. For mig er det nødvendigt at forblive højlydt,” siger Stepanova.

På messens ukrainske stand begynder talsperson Olena Odynoka at trippe uroligt, da talen falder på den russiske bogprisvinder. 

“Det er en akavet situation. Vi støtter det ikke,” siger hun.

“Jeg tvivler på, at der er ret mange russere, som vil læse hendes poesi. Den vil ikke ændre noget. Og vi synes stadig ikke, vi kan tale om gode russere, eftersom russerne stadig dræber os i Ukraine. Selv de ‘gode’ russere, som ikke støtter Putins Rusland, vil stadig videreformidle et imperialistisk narrativ,” mener Olena Odynoka. 

Litteratur gør os til mennesker

Men hvad mener festivalgængerne? Kan litteratur forandre verden? Naturligvis, svarer Elke Steinert prompte. Den 60-årige østtyske musik- og dansepædagog har besøgt messen i 25 år. Hun sidder og kigger sit dagsprogram igennem, en tætskrevet A4-side i sirlig håndskrift, mens hun lytter til tonerne fra en purung pige, der spiller Mozarts "Fantasia" i d-mol på et flygel på en af messens små musikscener.

“Litteraturen hjælper os til at forstå andre. Jeg arbejder med autister, for 20 år siden talte vi udelukkende om autister, i dag skriver de selv bøger, og det vil sige, at vi taler med dem. Litteratur gør os til mennesker,” siger hun.

Omtrent 130.000 mennesker fra nær og fjern besøgte i år Leipziger Buchmesse, Tysklands ældste bogmesse, der her er fotograferet i 2019.
Omtrent 130.000 mennesker fra nær og fjern besøgte i år Leipziger Buchmesse, Tysklands ældste bogmesse, der her er fotograferet i 2019. Foto: Sebastian Willnow/AFP/Ritzau Scanpix

Shelly Kupferberg, en 49-årig jødisk-tysk kulturjournalist og radiovært, har netop skrevet bogen "Isidor. Et jødisk liv” om sin tipoldeonkel Isidor Geller, der kom fra fattige kår, men blev mangemillionær i Wien, inden nazisterne dræbte ham i 1938. Litteratur kan skabe erindring om mennesker, som undertrykkerne forviste til glemsel.

“Litteraturen kan åbne verdener for os og bevæge os og vække medfølelse. Det er en god forudsætning for at kunne tale sammen om smertefulde ting, om krige, om voldserfaringer. Det være sig i den tyske fortid eller i nutidens Ukraine. Vi er lavet af historier, vi fortæller hinanden historier. I den forstand er litteratur for mig at se den mest grundlæggende iboende menneskelige egenskab.”