Republikaner i energisk opgør med sine partifællers moral

Den spritnye bog ”Trumpocracy” af David Frum er meget bedre end den massivt omtalte ”Fire and Fury”. Det mener fremtrædende anmelder, der ser Donald Trump som symptom på demokratiets krise

De hvide amerikanere nederst på samfundsstigen har med Trump fået en præsident, der sætter ord på den simrende harme over samfundsudviklingen hos et udsnit af befolkningen, der hverken har lang uddannelse, kort til kysterne eller bindestregs-identitet.
De hvide amerikanere nederst på samfundsstigen har med Trump fået en præsident, der sætter ord på den simrende harme over samfundsudviklingen hos et udsnit af befolkningen, der hverken har lang uddannelse, kort til kysterne eller bindestregs-identitet. Foto: Evan Vucci/ scanpix ritzau.

”De er ligesom mig, bare fattige.”

Sådan skal Donald Trump angiveligt have svaret, da han engang blev spurgt, hvordan man definerer ”white trash”.

De hvide amerikanere nederst på samfundsstigen har med Trump fået en præsident, der sætter ord på den simrende harme over samfundsudviklingen hos et udsnit af befolkningen, der hverken har lang uddannelse, kort til kysterne eller bindestregs-identitet.

At Trump skulle være en mand af folket, er der ingen, der tror på, men han evner som både forretningmand og præsident at se, hvor det gør ondt på folk, og udnytte utilfredsheden til maksimal effekt. Det har USA og resten af verden nu set udfoldet i godt et år.

Citatet øverst i anmeldelsen stammer fra den vildt omtalte bestseller ”Fire and Fury” (udkommer på dansk til marts), der allerede har skrevet politisk historie og medvirket til den populistiske chefstrateg Steve Bannons fald. Men i virkeligheden er det en anden aktuel Trump-bog, der burde løbe med al opmærksomheden: David Frums ”Trumpocracy: The Corruption of the American Republic”.

Det mener i hvert fald anmelderen i Financial Times, USA-korrespondent Edward Luce, der roser bogen for at besidde det overblik, som øjebliksbilledbogen ”Fire and Fury” mangler: ”’Trumpocracy’ er en meget mere givende bog end ’Fire and Fury’. Betydningen af Trumps regering stikker så meget dybere end Wolffs ’idiot og klovn’-beretning. Trumps skæbne vil forme fremtiden for det liberale demokrati. Det er det, der gør den så alarmerende”, skriver han blandt andet i en stort opsat artikel, hvori også Wolffs bog anmeldes.

David Frum er tidligere taleskriver for George W. Bush og tilskrives den herostratisk berømte betegnelse ”ondskabens akse” om Iran, Irak og Nordkorea. Ondskab optog sindene hos de nykonservative dengang i 2000’erne, for David Frum skrev også bogen ”An End to Evil” sammen med rådgiveren Richard Perle, som især venstreorienterede europæiske medier yndede at kalde ”mørkets fyrste”; manden, der i virkeligheden styrede USA og brugte den dumme Bush som handskedukke.

Ak ja, det var dengang man ikke kunne forestille sig nogen større katastrofe end en nyomvendt eksalkoholiker fra olieindustrien i Midland, Texas, som præsident.

David Frum havde intet problem med at støtte Bush, Irak-krigen og det republikanske parti, som dengang var i en ganske anderledes forfatning end nu. I dag er Frum en af de mest prominente anti-Trump-stemmer i partiet, som han i bogen anklager for at have solgt totalt ud til den tidligere demokrat Trump.

Det eneste, der skal til for at ødelægge demokratiet, er, at en række gode mænd og kvinder afstår fra at handle. ”Demokrati er et ’work in progress’. Det er demokratiets afvikling også,” skriver han og opregner en lang række eksempler på konservative donorer og politikere, der åbent opfordrede Trump til at trække sig under valgkampen, men som nu, hvor han er præsident, artigt retter ind og taler ham efter munden. Det er træk, man normalt kun finder i autoritære regimer, mener David Frum.

Bogen er blandt andet baseret på en lang artikel i magasine The Atlantic, og det er spørgsmålet, om man egentlig kan nøjes med at læse den.

Det mener i hvert fald anmelderen i The New York Times, Jennifer Szalai, der ikke er helt så begejstret som kollegaen på Financial Times og kritiserer David Frums bog for at være lidt hurtigt produceret og skødesløst sat sammen af tidligere trykte artikler og klummer.

Man fornemmer også, at anmelderen nok mener, at David Frum overdriver, når han taler om, at regeringen har importeret diktaturets ånd og placeret det i centrum af den amerikanske stat. Men hun roser, at al energien ikke bruges på forudsigeligt at nedgøre Trump, men på at pege på de mest skyldige: dem, der tier mod bedre vidende:

”Blandt Frums partifæller bør alle de, der ikke er de mest målrettede Trump-entusiaster, føle stik af genkendelse, og afhængig af hvor stor en grad af hykleri de kan leve med, et kvalmende ubehag. Frum elsker at angribe, og han irettesætter hårdt de medlemer af det republikanske establishment, som har ofret enhver moral og retfærdighedssans på skattelettelsernes alter.”8

Hver mandag skriver vi i ”Bøger fra udlandet” om ikke-oversat litteratur, der handler om tro og værdidebat.