Portrætbog af nutidens kunstnere er en nødvendig stemme i tiden

Et rigt kunstliv kendetegner nutidens samfund, og der er brug for litteratur, der kan formidle kunsten. Det lykkes i Lisbeth Bondes ”Dansk kunst i 10’erne”

Cathrine Raben Davidsen er blandt de 40 kunstnere, som portrætteres i Lisbeth Bondes nye bog.
Cathrine Raben Davidsen er blandt de 40 kunstnere, som portrætteres i Lisbeth Bondes nye bog. Foto: Martin Lehmann/ritzau.

Det er næppe breaking news for nogen, at der er kommet en bog om den nyeste kunst. Men sådan var det for ikke ret lang tid siden. Bogen ”Billedstorm” af Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner var en milepæl i 1989. I dag er Lisbeth Bonde en af de markante stemmer, som følger kunstlivet, deltager og skriver med et personligt engagement, der rækker ud over de sociale platforme.

Derfor er det rigtigt set af forlaget Gyldendal at sende hendes nye bog ”Dansk Kunst i 10’erne”, med undertitlen ”40 kunstnerportrætter” i cirkulation.

Selvom det nok virker som et uigennemtænkt nedslag mellem en kunstårbog og en håndbog over et 10-års væsentlige bidrag til en kunst-scene, der for udenforstående kan virke noget indspist, har det en pointe.

Hun har gjort det tidligere med ”Manual til dansk samtidskunst”, skrevet med Mette Sandbye, og der findes et interesseret marked, der ikke fandtes før. For en snes år siden var der mange bøger, men ikke noget kunstliv, som det vi ser i dag, og derfor har de banebrydende bøger om ung kunst fundet vej til både familier, skoler og universiteter.

Høj og lav interesserer sig for kunsten som aldrig før. Og museerne har forstået dette. Forlagene halter lidt bagefter, som om de skød i blinde, hver gang en ny bog sendes på markedet. Her har de sociale platformes aktører bedre fat.

Alt det analyserer Lisbeth Bonde i sin introduktion til bogen, og hun giver også en fin karakteristik af de kunstnere, der har været med til at skabe bevægelse.

Hun påpeger, at kunstnerne i dag er høfligere. Det er rigtigt. Og det er jo ikke, fordi de har tilpasset sig markedet, ofte tværtimod. De er høflige på trods af, at de burde være sure som i gamle dage, hvor kunstnerrollen var skæv i forhold til det almindelige samfund. Og derfor lød der dengang brok, når nogen åbnede munden mod samfundet.

I dag er kunstneren integreret i samfundet. Sommetider med, sjældent mod. Lisbeth Bonde mener, at nogle kunstnere har en institutions- og samfundskritisk tilgang. Det kan være svært at få øje på, fordi de netop er integreret og lever i kraft af institutionerne.

Djøf-kunstnere, kunne vi kalde dem, men så meget for analysen, kunsten er et spredt felt, hvilket Lisbeth Bonde viser med sit udvalg af kunstnere. Der er ikke noget samlende begreb. Bortset fra høfligheden hos aktørerne.

De 40 kunstnere bliver behandlet i en kombineret gennemgang af deres biografi og plads på kunstscenen og så en lidt mindre sanset og indlevet værkaflæsning. Ofte får vi et portræt af personen eller kunstnergruppen med en lille personlig krølle, nogle steder bliver karakteristikken dybere og mere udfoldet, og det giver en god forståelse af kunstens sammensathed.

Mange er uddannet fra akademier, de fleste fra København, men det er tydeligt, at afstikkerne er dem, der giver kunstlivet kompleksitet i forhold til tidligere generationer.

Her er fine artikler og blik for kunstnere som Thomas Bangsted, Ismar Cirkinagic, Cathrine Raben Davidsen, Sophie Dupont, Jeanette Ehlers, Emil Westman Hertz, Tove Storch og Dahn Vo, men også nogle lidt løsere essays, hvor forfatteren måske har et syn på nogle kvaliteter, som læseren ikke rigtigt ser og heller ikke ser efter endt læsning. Det er tilgivet.

Lisbeth Bonde beskæftiger sig med maleriet sine steder og kommer med tunge referencer til verdenskunstnere, der slet ikke står i forhold til de omtalte unge udvalgte danske kunstner. Referencerne til andre, at beskrive den enes kunst med ligheder hos en anden, er et af svaghedstegnene i bogen. Vi får ikke billede på, hvad der menes som udenforstående.

Bogen bliver således en håndbog sine steder, men en håndbog, der forudsætter, at man kender kunstens grundbog af navne. Selvom det lyder smukt, at noget er hinsides Donald Judd, kan det være svært at få øje på, hvad der menes. De eneste, der ikke rigtigt minder om noget andet, er kunstnerduoen med det mundrette navn Vinyl -Terror & -Horror, der arbejder med lyd, rum og kontekst.

Det skal ikke røre ved det faktum, at bogen er en nødvendig stemme i tiden i et fejende fint design med gode billeder af nogle kunstnere, der lige nu markerer sig ikke blot på den danske, men også internationale scene. Vi er blevet rigere rent kunstnerisk. Og Lisbeth Bonde har set det og kan formidle det uden at fortabe sig eller miste overblikket. Respekt for det.