Et af de gennemgående temaer i den teologiske debat for tiden handler om Guds almagt. Ikke mindst på grund af teologer som Niels Grønkjær og Lars Sandbeck diskuteres den såkaldte nye Gud, der reelt ikke er så ny, men som under alle omstændigheder er kendetegnet ved at lægge afstand til den mere traditionelle forestilling om Guds almagt.
Overvejelser angående denne dukker især op, når verden og mennesket viser sig fra den allermest grumme side, og vi spørger, om dette virkelig kan være udslag af Guds vilje. Eller om det onde udgør en særskilt magt, der unddrager sig Guds herredømme.
Med udgangspunkt i netop sådanne spørgsmål har teolog og lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus Leif Andersen udgivet den lille bog ”Når Gud er tavs”. Den udspringer egentlig af en debat i denne avis, der opstod efter tragedien i Oslo og på Utøya i 2011, hvor Anders Breivik begik sin uhyrlige terrorhandling.
Her blev ikke mindst teolog Peter Olsen repræsentant for tanken om, at Gud måtte ses som stående bag også dette mareridt, og Leif Andersens bog skal læses som et delvist modsvar til det standpunkt. Men afgørende er det at fastslå, at Andersen ikke dermed kan fæstnes i en klart defineret position. Han er ikke kategorisk, hvilket i høj grad er en del af hans styrke.
Forfatteren erkender som udgangspunkt, at det faktisk er umuligt i Det Nye Testamente at finde udsagn, der entydigt underbygger, at Gud dybest nede står bag det ulykkelige. Hvad dette angår, er forskellen mellem Det Gamle og Det Nye testamente ganske klar.
Dette får dog ikke Andersen til at tilslutte sig den bevægelse, han selv benævner som en ”grasserende post-teismes fornægtelse af Guds almagt”. I stedet repræsenterer han den holdning, at mens Guds herredømme ikke er fuldstændigt, ser han i Kristus den grædende Gud, der afstår fra at tvinge verden i en bestemt retning.
Han skriver: ”Ikke fordi noget er stærkere end Gud, men fordi han har valgt ikke at kunne.” Gud kendetegnes altså ved et frivilligt valg af svaghed, og vigtigt er det for Andersen at fastslå, at når mennesket hviler i en ”grundmuret vished” om Guds kærlighed, er det i stand til at leve i en verden, der også rummer lidelse, uden at miste tilliden til Gud.
Med andre ord skal det onde ses som værende indesluttet i det rum, der i sidste ende defineres af den kærlige Gud, og derfor kan Leif Andersen referere følgende tidlige erkendelse fra sit eget liv:
”Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv og min bøn, hvis jeg skulle tro, at der kunne ske mig noget, Gud ikke bestemte! Og jeg ved det stadig ikke.”
Netop denne helt centrale eksistentielle erfaring understreger det dybt problematiske ved dyrkelsen af den nye afmægtige Gud.
Det værdifulde ved denne bog er, at Leif Andersen afstår fra det alt for skråsikre, når han skal definere det rum, som mennesket skal ånde i, når det oplever anfægtelse og rammes af de store spørgsmål. For ham er det først og fremmest vitalt, at vi ikke skaber et gudsbillede, der gør det mere eller mindre omsonst at forlade sig på ham, fordi han ikke ses som den, der er vidende om alt i ens liv.
Og hvor Lars Sandbeck med sin seneste bog, ”Afsked med almagten”, opererer i en interessant, men også noget teoretisk boble, hvor han kæmper for at få det systematiske regnskab til at gå op, grunder Andersens gudsbillede sig i en anderledes ydmyghed over for det, han ikke kan svare på.
Sandbeck er universitetsformet, mens Andersen taler virkelighedsnært og nøjes med at lande der, hvor han fastholder en tro på Guds forudgående viden om alle ting, uden at han af den grund kan siges at være den, der tager initiativ til onde handlinger.
Og Andersen tilføjer: ”Derimod aner jeg intet om, hvordan det kan hænge sammen; og det er mig en gåde, hvordan nogen teolog overhovedet mener at kunne sætte det på formel.” Det er en gåde for flere, og enhver, der interesserer sig for tidens debat om Guds almagt, må ikke snyde sig selv for denne lille begavede teologiske tankerække.
Den rummer hverken de store afklarende svar eller en selvsikker afsked med noget, men den sætter ord på det uvishedens rum, vi alle er stedt i. Fordi Gud ikke kun er åbenbaret, men også skjult og tavs.
kultur@k.dk