Her leves livet langsomt. Tingene er, som de er, man køber den kaffe, man plejer, dækker bordet, som man bør, og det er godt.
”Resten af livet” er anden del af det, der skal blive til instruktør Frelle Petersens Sønderjyllandstrilogi. Fortællingen hænger ikke sammen med første film i trilogien, kvægavlerdramaet ”Onkel”, men filmene taler sammen, og det fælles er, at de er placeret direkte i den sønderjyske muld og marsk. Det er sprogligt autentisk og ægte synnejysk, og som ”Onkel” er også ”Resten af livet” optaget i Tønder-omegnen.
Filmen er noget for sig selv, samtidig med, at den er universel og er placeret midt i det, de fleste kender: hverdag og familieliv. Forældreparret Maren (Mette Munk Plum) og Egon (Ole Sørensen) lever en fredelig parcelhustilværelse med deres to store børn boende i nærheden: Line, som spilles af Jette Søndergaard, der blev nomineret til både en Bodil og Robert for bedste kvindelige hovedrolle i ”Onkel”, og sønnen Tobias, der spilles af Lasse Lorenzen.
”Resten af livet” er en smuk film om sorgen og dens processer, og hvor individuelt det er, det der sker med os, når vi sørger. Pludselig rammes familien af det helt ubærlige tab af deres søn, og helt uden varsel sidder vi med inde i den sofa, hvor der skal vælges salmer til hans begravelse.
Vi følger ikke processen op til hans død, faktisk ved vi ikke engang hvorfor eller hvordan, han døde. Vi ved bare, at det skete. Og det er der en pointe med. For selvom filmen portrætterer denne individuelle families tab og sorg, handler den i ligeså høj grad om sorgen som universelt fænomen. Og derfor begynder vi her, ved sorgen og bearbejdelsen af selvsamme.
For alle forløb op til dette universelle, som sorgen er, er individuelle, og har sine egne årsager og veje. Men i dét, der indtræder efter det, der føles som noget, der aldrig skulle være sket, opstår noget fælles.
Filmen viser blændende sorgens mange ansigter. For hvor faren Egon og datteren Line lettere kan møde hinanden, fordi de deler sorgens sprog, er det anderledes for moren. Egon og Line ved, at sorgen ikke kan forceres, og de tør være i smerten. For moren er det anderledes: Man skal da ikke fastholde det traditionelle morgenmadsbord for en, der ikke er her! Det er meningsløst. Udefra virker hun kold. Hun ligger i sengen på sønnens fødselsdag i stedet for at tage med på kirkegården. Men hendes sind er så tungt, at hun ikke kan rejse sig. Alligevel ender hun med at tage på arbejde, for praksis må jo opretholdes.
Det bliver et magisk vendepunkt at begynde i sorggruppe. Hun møder en kvinde, som fortæller, at nok er hun aldrig blevet, men hun er kommet videre. Folk siger ofte til den sørgende: ”Det skal du nok komme dig over”, men det er ikke altid sandt. Sorg er nærmere noget, man lærer at bære, forene sig med og leve med, og det er ikke det samme, som at den helt eller nogensinde forsvinder, bare fordi der er gået en rum tid.
I sorggruppen bliver moren, der betragtede sønnen som fortid, spurgt: ”Hvad hedder din søn?” og hun svarer: ”Han hedder Tobias”, og med aktiv-formen får han med ét livet tilbage. Sprog, liv og virkelighed hænger sammen, og han lever i hendes hjerte som hendes elskede søn.
Det er en smuk og livsbekræftende film, fordi den viser, at mennesker er i stand til at manøvre sig tilbage til livet. Det betyder ikke, at processen foregår lineært og i faser. Sorg er nærmere op og ned, ind og ud og noget der forandrer sig, fordi sindet skaber nye billeder og virkeligheder, indtil det finder en form, som er til at leve med.
”Resten af livet” er en yderst seværdig film, der med sin blanding af skuespillere og amatører bærer præg af en særegen ægthed. Det er langt fra en dramatisk film, men den rummer en intensitet og fortæller så smukt og på ægte sønderjysk om sorgens væsen, foranderlighed og familieliv. Nu glæder jeg mig bare til tredje og sidste film i rækken.