Resterne af en machomand

Der bliver ikke meget andet tilbage end angst og flæben, når en macho bliver gammel og må give fortabt. Det fortæller Morten Sabroes nye roman, der udkommer i dag. Den demonstrerer det desværre også i sin slappe form

Morten Sabroe lader læseren sidde tilbage med Hollywood-klichéerne, mener anmelder Lars Handesten. –
Morten Sabroe lader læseren sidde tilbage med Hollywood-klichéerne, mener anmelder Lars Handesten. – . Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto.

Der er mange måder at være selvoptaget på. Morten Sabroes er en af dem. Nogle gange kan det være sjovt, ja, endda helt bevidsthedsudvidende at være vidne til hans selvransagelser og kredsen om en mor, der svigtede ham, og om hans egne gentagne svigt over for familien og kvinder, han er sammen med.

Andre gange bliver det bare for meget at skulle høre de samme historier endnu en gang. Og især bliver det plagsomt, når der går for meget selvynk i det hele. En selvynk, som den altid nærværende selvironi ikke formår at holde stangen.

Som Sabroe siger til en slags psykolog:

”Se Hemingway. Hunter S. Thompson. Faulkner. Hammett. De endte alle med at sidde fast. De drak sig ihjel eller skød sig fri. Det ene øjeblik blebørn, det næste kejsere af verdenslitteraturen. Elskede de deres koner? Kun hvis de optrådte som bekymrede og omsorgsfulde mødre, der skamroste dem for deres arbejder.”

Uden sammenligning i øvrigt ligner Sabroe disse sårbare machomænd. I sin nye roman ”Love me do” når han dem dog ikke til sokkeholderne.

I romanen er Morten Sabroe sammen med konen Do hovedpersoner. De tager en tur til New York for at leve det søde liv en uges tid på hotel Bowery. Men meget kommer til at gå galt, fordi de begge hjemsøges af fortidens spøgelser. Det handler dybest set om børn, der er blevet forladt og forrådt af deres forældre, og om de traumer, de herefter må bære på.

I ”Love me Do” når Sabroe et par skridt videre end opgøret med moderen i romanen ”Du som er i himlen” (2007). Han går rundt med en akillessene, der er gået i stykker. Hans akilleshæl er alderen. Det er den, der trykker den 70-årige. For hvad skal man dog som en gammel macho stille op, når energien løber ud, og potensen slet ikke er, hvad den har været? Det er et reelt problem, ikke bare for Sabroe, men for mænd i det hele taget.

Et andet problem, Sabroe tager fat på, er splittelsen i mennesket mellem den gode og betænksomme side og den onde og egoistiske. Et forhold, som er udfoldet i et hav af dobbeltgængerhistorier i de seneste 200 år.

Herhjemme er H.C. Andersens ”Skyggen” vel nok den mest kendte. Den handler, som man nok vil huske, om den lærde mand, hvis skygge ikke bare tager magten over ham, men også livet af ham. Skyggen scorer de fantastiske kvinder, den lærde dårligt har turdet drømme om. Skyggen har magt, fordi han ved noget om folk.

Sabroe ved mest om sig selv, og resten digter han til. Han trækker på sit eget liv og sine egne erfaringer, men fortæller tydeligvis også en historie, som er grebet ud af det blå. Den udfolder sig lige så melodramatisk som en kulørt Hollywood-film.

Sabroe vil så gerne være et godt menneske og gøre de rigtige ting, men han er dog heller ikke mere end netop en utilstrækkelig mand, som i sidste ende ikke kan måles på meget andet end sin gode vilje.

Og den er der da en del af, mens det kniber gevaldigt med at få godheden ud som andet end rigeligt med drikkepenge til personalet, der opvarter ham. Som et egentligt etisk dilemma får Sabroe ikke meget ud af det i romanen. Man tror ikke rigtig på, at det rager ham en bønne.

Hvad Do angår, så kommer hun i besiddelse af 21 millioner dollars, og et par eller måske endda tre mænd dør så belejligt, at hun slipper fri af det liv, som ellers binder hende. Hun er noget af et fantasifoster, som dog aldrig rigtig kommer til live, så man kan tage hende så alvorligt, at hun kommer en ved.

Sabroe har magten over fortællingen. Han nøjes ikke med at fortælle i første person, men udfolder sig med den alvidende fortællers suverænitet. Spørgsmålet er, om han så også har magt over læseren? Det kniber det med.

Der bliver vadet for meget rundt i tingene. En fire en halv time lang indespærring i en elevator bliver et levende mareridt for Sabroe, men ikke rigtig for læseren, for gentagelserne trænger sig på uden at skabe intensitet. Og sprogligt set er det, som om Sabroe har lidt svært ved helt at finde tonen.

Engang imellem kører han løs på sin gamle facon, hvor overdrivelsen er stilen. Som her, hvor Sabroe ser ”ned i en kavalergang det ville tage uger at køre igennem om det så var i en Ferrari”. Er det sjovt?

Do elsker Sabroe – i hvert fald med halvdelen af sin sjæl. Sabroe kan ikke undvære Do. Han kan ikke skrive uden hende. Han kan ikke leve uden hende. Det kan læseren desværre godt, fordi Do forbliver Sabroes, mens læseren sidder tilbage med Hollywood-klichéerne. Han slipper hende ikke, og det bliver han nødt til, hvis han vil dele hende som en fiktiv figur med os andre.