Forestil Dem lige, at De en morgen vågner op og er blevet en gigantisk bille. Og at det hele i virkeligheden startede med en ubetydelig ting. I dette tilfælde en elementær øjendefekt. Forvandlingen til bille begynder, da bogens fortæller fødes med en hvid skønhedsplet midt i øjets iris. Hun er dermed ikke helstøbt, og hun skal korrigeres. Lægerne opererer, drypper og smører, skolekammeraterne ser med skrækblandet fryd på hendes påtvungne øjenklap, og moderen tvinger hende gennem diverse øvelser:
”Der er mange børn, der i løbet af deres opvækst må finde sig i at blive korrigeret, fordi deres forældre har en eller anden fiks idé. ’Man taler ikke sådan, men sådan’, ’man spiser ikke sådan, men sådan’, ’man gør ikke sådan, men sådan’, ’man tænker ikke sådan, men sådan’. Måske beror selve artens overlevelse på netop dette, at man indtil den sidste generation af mennesker overleverer forfædrenes neuroser, at vi lader alle sår gå i arv som en ekstra genetisk byrde.”
I den neurotiske jagt på det perfekte får en læge også lige i forbifarten øje på pigens dårlige holdning, så nu skal også ryggen rettes, for hun har en buet ryg, der ligner en billes:
”Ret ryggen, lille kakerlak!”, råber moderen gjaldende gennem huset. Det hele foregår i Mexico Citys olympiske by, en bydel, hvor fortælleren vokser op med sine excentriske hippieforældre, der insisterer på at have et åbent forhold, og deres venner, som kalder deres børn ting som ”Lenin”, ”Khrusjtjov” og sågar ”Klitoris”.
Snart går familien i opløsning i den syre, som 1970’ernes selvrealiseringsbølge betød for familielivet. Moderen tager til Frankrig for at leve mere autentisk, og faderen forsvinder bare fra jordens overflade, så fortælleren skal nu bo hos sin underlige mormor. I dennes tvivlsomme og restriktive varetægt begynder fortælleren at se insekter, biller, edderkopper og små grønne larver i sit værelse, hun tør ikke sove, og hun begynder at betvivle sin egen forstand.
Men i skolen opdager hun, hvad kroppen også kan, gennem både fodboldens og seksualitetens glæder – og en dag læser hun Franz Kafkas historie ”Forvandlingen”, som giver hende en følelse af åndsfællesskab:
”Jeg var også vågnet en morgen med et anderledes liv, en anderledes krop og uden rigtigt at vide, hvad jeg havde forvandlet mig til. Intet sted i historien fortælles det, hvilket insekt Gregor Samsa var blevet, men jeg gik rask væk ud fra, at det drejede sig om en kakerlak.”
Som læser er man allerede på side 10 rimelig oprørt over de overgreb, der bliver begået mod pigen. Men selv fortæller hun sin barndoms historie naivt, lakonisk og følelsesmæssigt nøgternt i et formelt og høfligt sprog, der falder midt mellem en videnskabelig rapport og en skolestil fra 7. klasse.
Det viser sig, at hendes publikum er en dr. Sazlavski, psykoanalytiker, der sidder som læserens alter ego og får hele den groteske historie om en barndom som kakerlak serveret.
Bogen igennem stiller hun ham flere gange det rørende spørgsmål: ”Sig mig, dr. Sa-zlavski, er det normalt at behandle sine børn sådan?”.
Det mest overraskende er, at denne syrede fortælling er selvbiografisk. Guadalupe Nettel har fortalt, at bogen er baseret på hendes egen livshistorie, hvor en medfødt øjensygdom blev altafgørende for hendes opvækst. Hun blev lige fra spæd betragtet som defekt og i stykker, og det farvede hendes hele selvopfattelse.
”Jeg gik i forsvar for at overleve,” har hun fortalt. Men terapi hjalp hende i gang med at leve og at skrive – og efterhånden endda med at gøre det, Karen Blixen anbefalede enhver: at le ad sig selv.
Guadalupe Nettel er fra Mexico, og den 45-årige forfatterinde har modtaget talrige litteraturpriser, blandt andet den spanske Premio Herralde de Novela.
Hendes værker læner sig ind i den latinamerikanske tradition for magisk realisme, hvor ingen løfter et øjenbryn, hvis folk har grønt hår, bliver 200 år gamle eller ser lysegrønne biller på dynen.
Hendes bøger berører naturligvis også det politiske i et land og en region, som er farvet af mange militærdiktaturer, borgerkrige og blodige politiske omvæltninger. Men hendes værker lægger allermest vægt på det menneskelige, som hun selv siger:
”At jeg begyndte at erkende og tale om mine egne indre sår og nogle gange endda le ad dem, gjorde, at min kreativitet blev sat fri. Det inspirerede mig til at skrive fortællinger om andre med samme erfaringer.”
Det deforme, forvredne og umenneskelige væsen har det med at dukke op i litteraturen, der ofte er en platform, hvor man kan tale om tabuer og fortrængninger.
Mary Shelleys ”Frankenstein” er et præmieeksempel på det litterære greb at gøre det syge til det raske og det raske til det ægte vanvittige; når det viser sig, at den ægte tosse ikke er det savlende, men længsesfulde monster, men den megalomane og iskolde videnskabsmand, der er parat til at sælge sine kære for selv at blive berømt.
Bogens intertekstuelle tvilling er, som fortælleren selv nævner, ”Forvandlingen” af Franz Kafka. Den handler om den pæne unge mand Gregor Samsa, der en morgen vågner og opdager, han er blevet forvandlet til en bille. Familien vil ikke have noget med ham at gøre, og som historien skrider frem, bliver Gregor mere og mere alene i sin billekrop.
Guadalupe Nettel peger i sin bog på det samme, som Kafka gjorde, nemlig at ”det menneskelige” ikke er en oplagt sag, men noget, der er konstrueret, og som kan mistes. Og idet det menneskelige er en konstruktion, så ligger det dyriske lige for, hver eneste gang den enkelte vælger at handle på den måde, vi kalder ”umenneskeligt”: Voldeligt, hadefuldt og ekskluderende.
På den måde er bogen ikke kun et psykologisk portræt af en kvinde, der ligger på briksen og prøver at finde sig selv, men også af almenmenneskelige oplevelser af selvtab og identitetskrise. For det dyriske er også en positiv kraft, der lider, når naturlige følelser bliver undertrykt, og kroppens form og behov skal mases ned i kasser.
”Kroppen jeg blev født i” er et smukt og mildt ironisk opgør med normalitetsbegrebet og med hele den civilisering, vi forventer af vores børn og af hinanden. For når vi civiliserer os, og alle skal være ens, håret glat og tænderne lige, så mister vi det unikke. Og hvem er vi så
Forfatteren er med på festivalen Louisiana Literature den 23.-26. august.