Prøv avisen
Bog

Ret ryggen, og sig sandheden!

4 stjerner

Den canadiske psykolog Jordan B. Peterson, der har indtaget både bestsellerlister og de sociale medier,genopliver de gamle dyder i sin konservative guide til det gode liv. En vis brutalitet og betænkelig foragt for svaghed mærkes dog enkelte steder, og meget lægges over på det enkelte menneske

Ifølge flapteksten på den internationale bestseller ”12 regler for livet” kan den canadiske psykolog og universitetsprofessor Jordan B. Peterson lidt af hvert. Han er en eventyrer, der laver akrobatiske stunts under flyvning og udforsker meteorkratere, samtidig med at en akademisk bog, han skrev på i 1980’erne og 1990’erne, har revolutioneret religionspsykologien.

Der prales næsten, som når Donald Trump holder tale i FN. Reklamebrølene skal dog nok tilskrives Petersons ”entourage” snarere end manden selv, der virker og skriver mere behersket.

Men Peterson er interessant. Næppe nogen universitetsintellektuel har med tilsvarende styrke indtaget de sociale medier, Youtube og bestsellerlisterne, han har millioner af følgere, angiveligt især unge mænd, og hans kvikke replikker i diverse tv-debatter afspilles under jubel. Og så er han konservativ, nogle vil kalde ham højreorienteret.

Det sidste accepterer han ikke selv, og han er generelt ikke nogen ven af ideologier, men det er et stempel, man let får på sig, når man som Peterson vover at levere hård kritik af den amerikanske identitetspolitiske venstrefløj, som den især udfolder sig på universiteterne.

Da Peterson begyndte at henvende sig til den store digitale offentlighed, gik det snart op for ham, at der især var interesse for de gode og almene råd, han kunne give om, hvordan man skal leve sit liv. Og gerne i listeform! Da han selv elsker lister, tog han handsken op, og resultatet er blevet ”12 regler for livet”. Der er som antydet bekymring for, om Peterson kan lede rodløse højreorienterede unge mænd yderligere i fordærv, men jeg kunne nu forestille mig værre ting end at sætte sig og læse en eftertænksom bog på 400 sider med referencer til Dostojevskij, Nietzsche, Milton, Bibelen, Jung, evolutionsteori med mere.

De forskellige regler kan til dels sammenfattes under betegnelsen gamle dyder: Ret ryggen, opdrag dine børn, så andre kan holde dem ud, fej for egen dør, inden du kritiserer verden, sig sandheden, hop ikke over, hvor gærdet er lavest. Andre taler mere direkte til det moderne selv-usikre menneske: Respektér dig selv, sammenlign dig ikke med andre, lad børn få lov at tage risici. Bogen henvender sig i selvhjælpsgenrens natur direkte til den enkelte, og der er derfor heller ikke meget debat om samfundsforhold. Eller det er der mest på indirekte vis.

Petersons livssyn er kort fortalt, at livet er en beskidt og brutal affære. Heldigvis har menneskets evne til initiativ, samarbejde, udvikling af regel- og værdisystemer og i sidste ende kultur og civilisation mulighed for at skabe orden og holde kaos i ave.

Men der skal arbejdes på sagen. Man kan ikke skelne livet fra anstrengende vedligeholdelse, siger han med en god formulering. Og oven i tilværelsens objektive kaos kommer menneskets bevidste ondskab, som tilføjer verden en helt ny dimension af lidelse. Peterson er derfor i konservativ ånd kritisk over for revolutioner: De er destabiliserende og farlige.

Han har som nævnt især et kritisk øje for den postmoderne feminisme og socialkonstruktivisme, der ser overleverede kulturelle strukturer som undertrykkende og patriarkalske. Det er både utaknemligt og farligt at have så ensidigt et blik på de værdi- og regelsystemer, der møjsommeligt er udviklet af tidligere generationer.

Hans grundposition i filosofisk forstand tager sig mest af alt eksistentialistisk ud: Mennesket er kastet ud i et meningsløst univers. Han hen-viser gerne til Heidegger og Nietzsche, men han er også glad for dybdepsykologi, især Jung, og for at søge visdom i verdensreligionerne, ikke mindst kristendommen, og hos Sokrates.

Religionerne ser han som dramatiserede værdisystemer, der viser os, hvad der i tilværelsen er op og ned, rigtigt og forkert, godt og ondt. Han hævder, at i det lange historiske perspektiv er maskulinitet symbolet på orden og feminitet symbolet på kaos. Det skal ikke forstås som værdimålestokke for de to køn, men afspejler, om jeg forstår ham ret, at kvinden som fødende er tættere på naturens magtfulde og uudgrundelige kredsløb, mens manden er henvist til at tilkæmpe sig en plads i den store sammenhæng.

Generelt har vi brug for balance mellem orden og kaos, siger Peterson med henvisning til yin- og yang-symbolet. Det gælder både i samfundets og den enkeltes liv, at vi er nødt til at ”vove at være farlige” og begive os ind i det ukendte (og derfor skal drenge have lov til at stå på skateboard; Peterson er ikke meget for curling-forældre). For meget orden kan lede til stilstand og forfald.

Peterson argumenterer gerne med evolutionen, når han skal begrunde tilværelsens faste forhold, og han går langt længere tilbage end det urmenneske på savannen, som ellers er et populært referencepunkt nu om dage. Første kapitel handler om hummere og deres dominanshierarkier, og Peterson påpeger med en vis triumf i stemmen, at der har eksisteret hummere (og dermed bestemte magt- og kønsstrukturer) i 350 millioner år på Jorden.

Han mener simpelthen, at kategorier som hanner og hunner, forældre og børn er så fundamentale, at de ligger forud for den menneskelige væren. Skal der være fest (essentialisme), så lad der være fest, synes Peterson at sige med adresse til de moderne kønskonstruktivister.

Han er ikke glad for mennesker, der er blevet bitre af nederlag og egen uformåenhed. Nietzsche spøger her i baggrunden. Man skal ikke lade sig kue, men træde op imod andre, for tyranner udfolder altid det rum, andre lader stå tomt.

Han ser amerikanske skoleskydere som mennesker, der er blevet så bitre på Væren, at de mener, den fortjener at blive udryddet. Måske er jeg for blød, men enkelte steder i bogen træder en vis brutalitet frem hos forfatteren, en væmmelse ved og foragt for mennesker, der ikke kan overkomme deres egne svagheder, ikke finde ud af at opdrage deres børn ordentligt, sidder og væver og klynker, når de er i terapi hos ham.

Man skal tage sig sammen, og selv de mest vanartede børn kan blive rettet op ved et døgns ophold hos hr. Peterson og hans kone. For dem er der håb, men næppe for den bitre og hadefulde mor, der afhenter dem. Folk, der ikke stræber opad, vil tumle nedad, skriver han et sted kategorisk. Meget lægges over på den enkelte.

Trods det tragiske livssyn er der nogle gange toner af ”positiv psykologi” i bogen. Man kan, hvad man vil. Det, du sigter imod (af høje mål), afgør, hvad du kommer til at se. Men man skal så også feje for egen dør, før man kritiserer systemet og strukturerne.

Men hvad med et trøstens ord, når vi fejler, og når tilværelsen nu er så brutal og ond? Han er skeptisk over for ”gode” mennesker. De er ofte drevet af forfængelighed og narcissisme. Man skal også passe på, at man ikke bliver ”trukket ned” af dem, man vil hjælpe. Det kan næsten virke, som om der er noget smittefarligt ved tabere, og Peterson varter ikke op med mange eksempler på mønsterbrud, comebacks og mennesker, der lykkes på trods.

Og selvom vi stræber, kan vi ikke alle lykkes. Det er de dominerende hummer-hanner, som alle hummer-hunnerne gør sig til for, viser Petersons eget eksempel.

Han erkender, at den ulige fordeling af goder er et problem, men han vil være mere bange for en tvangsmæssig fordeling af goder. Det er lige før, han siger, at alle jo er gode til noget. Der er mange spil, man kan spille. Bliv ikke bitter og hævngerrig, fordi du fejler et sted. Find et andet spil. Det er nok et meget godt råd.

Og endnu bedre er dette: Status kan du miste, din karakter har du med dig overalt. Det er derfor sin karakter, man skal arbejde på, selvom han medgiver, at vi som hummerne er besatte af vor rolle i status-hierarkierne. I sidste ende gælder det om at acceptere Værens byrde. Når vi ranker os fysisk, ranker vi os også metafysisk. Vi kan ikke undgå livets tragik, men vi må arbejde med det, vi kan gøre noget ved. Og så må vi bevare evnen til at se det gode i Væren, for eksempel ved at kæle med de katte, vi møder på vejen.

”12 regler for livet” er interessant og tankevækkende læsning. Et konservativt udspil i 2018 med mere vægt på det livsfilosofiske end det politiske og ideologiske. Brodden mod den socialkonstruktivistiske venstrefløj er dog tydelig nok.

Sine steder kan bogen med sit stærke fokus på den enkeltes opadstræben virke meget ”amerikansk” på en skandinavisk læser. En aktuel dagsorden, som egentlig ikke fylder så meget i bogen, er, at mænd og maskuline dyder er under pres af en generel ”feminisering” af sæderne. Det regner Peterson for meget problematisk. Det kan som en trodsreaktion føre til populisme og dragning mod fascisme, og han ser støtten til Trump og de fremstormende højrepartier i Europa som en del af en sådan udvikling.

Hus forbi, siger Peterson dermed til dem af sine kritikere, der regner ham for at være en del af dette problem snarere end løsningen. Mænd er nødt til at stramme sig an, af flere grunde, men også fordi kvinder i sidste ende ikke vil have drenge, men mænd.

Med anbefalinger som disse bliver det tydeligt, at Peterson især henvender sig til unge mandlige læsere. Kvinder må sikkert også gerne læse med. Så kan de erfare, at de er ”naturen selv, altid parat til at afvise”. Med henkastede bemærkninger af den slags ville det være interessant, hvis dr. Peterson – eller måske hans kone – næste gang skrev en bog mest henvendt til kvinder. Er der også noget, de i særlig grad kan arbejde med, eller er de nu engang henvist til at være en del af den grusomme tilværelse og det avlende urkaos, der møder de udsatte mænd