”Retfærdighedens ryttere” er barsk, sjov og jonglerer med de store spørgsmål i livet

Er der for eksempel en Gud, eller er tanken om Gud bare et falsk håb? Er det menneskets opgave at hævne? Det er bare nogle af de spørgsmål, som behandles i filmen

”Retfærdighedens ryttere” har en stjernebesætning af skuespillere, og flere går igen fra Anders Thomas Jensens tidligere film. Fra venstre er det Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Lars Brygmann og Mads Mikkelsen. – Foto: Nordisk Film.
”Retfærdighedens ryttere” har en stjernebesætning af skuespillere, og flere går igen fra Anders Thomas Jensens tidligere film. Fra venstre er det Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Lars Brygmann og Mads Mikkelsen. – Foto: Nordisk Film.

Anders Thomas Jensen har før lavet skægge og finurlige film, hvor han bag den skæve facade har villet dykke ned i de store eksistentielle spørgsmål. Det sås for eksempel i ”Adams æbler” fra 2005, hvor flere teologiske emner blev endevendt på en finurlig måde. Allerede i 1996 lavede han ”Ernst og lyset”, som handlede om Jesu genkomst og vores stupiditet. Begge film har været yndede objekter i mange filmstudiekredse rundtomkring i sognegårdene i Danmark.

Nu er han tilbage med ”Retfærdighedens ryttere”, der helt lever op til de tidligere. Selv kalder instruktøren filmen for en fabel i realistiske rammer. En fabel er ofte en satirisk og moraliserende fortælling, der vil meddele noget mere til læseren end bare en historie. Denne gang handler det for Anders Thomas Jensen om familieliv, hævn, retfærdighed og meningen med det hele. Er vores liv tilfældigt, og når det onde sker, er det så bare det? Eller er der en Gud og en ny virkelighed i det gamle?

”Retfærdighedens ryttere” har en stjernebesætning, og det er næsten de samme skuespillere, der har været med i de tidligere film, og de gør det godt igen. Mads Mikkelsen, Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas bliver denne gang suppleret med Lars Brygmann, Andrea Heick Gadeberg og Gustav Lindh. Sand fornøjelse.

Filmen har en barsk ramme for sin morale. Soldaten Markus (Mads Mikkelsen) er udsendt på en farlig militærmission til et af verdens brændpunkter, men det er hjemme, katastrofen sker, da hans kone mister livet i en togulykke, hvor deres datter Mathilde (Andrea Heick Gadeberg) også er med, men hun overlever. Markus kaldes hjem, og han og datteren skal finde ind i en tilværelse sammen, hvilket ikke er let. Hun vil have hjælp. Det vil han selvfølgelig ikke. Det skal han nok selv klare, hvad han selvfølgelig ikke kan.

For Markus er der ingen mening i noget. Alt er tilfældigt. Mathilde derimod søger en årsag til ulykken. Hun prøver at kortlægge dagen, hvor katastrofen sker, for at finde en mening i hændelsen. Hun stiller alle de spørgsmål, vi godt kender. Hvad nu hvis hendes cykel ikke var blevet stjålet den dag, eller bilen ikke var gået i stykker, og de havde været med et tidligere tog, så var det ikke sket.

Med i toget er Otto (Nikolaj Lie Kaas). Han overlever, men er fast overbevist om, at alt, der sker, har en årsag. Han er matematiker. Derfor finder han frem til, at ulykken ikke er en tilfældighed, men en konspiration, hvor en rockergruppe er involveret. Hans argumentation er uhyre morsom og total vanvittig. Han får Markus med på opfattelsen, og de vil sammen med Ottos venner Lennart (Lars Brygmann) og Emmenthaler (Nicolas Bro) hævne drabet. Det sker på en brutal og actionophedet måde med en til tider ustyrlig morsom dialog.

Undervejs rejses de eksistentielle spørgsmål. Er der for eksempel en Gud, eller er tanken om Gud bare et falsk håb? Er det menneskets opgave at hævne? Det går så galt, som det kan i filmen. Hvad kan rette op ”synd og død”, som Jakob Knudsen digter i ”Se, nu stiger solen”? Kan man holde fast i en tro og fryde sig over dagen, når der er så meget synd og død? Instruktøren bruger salmen som korunderlægningsmusik, mens uhyrlighederne foregår.

Hvad vil så Anders Thomas Jensen med sin film? Hvad er hans morale? Uden at røbe noget slutter filmen juleaften, hvor en af retfærdighedens ryttere spiller ”The Little Drummer Boy” på waldhorn. Det er en julesalme til ære for ”the newborn king”, Jesus. Han ville ikke retfærdighed, men kærlighed. Hver gang vi tror, vi skal være en art apokalyptiske ryttere for vores egen sag, bliver det til helvede. Dér ender filmen heldigvis ikke. Dejligt at se en dansk film, der kan være underholdende på flere planer, og så med så gode skuespillere.