Prøv avisen
Bog

Forfatter kæmper for retten til egen stemme

4 stjerner
Man kan diskutere, om hendes ”Dødevaskeren” er mere vellykket som vidnesbyrd end som litterært projekt. Men det er indiskutabelt, at den er modig og vigtig i sin kritik og i sin skildring af en kultur og en religion, hvor muslimske piger og kvinder i Allahs navn bliver undertrykt og udsat for overgreb og mord, skriver Lotte Kirkeby Hansen Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau

I den modige ”Dødevaskeren” giver dansk-kurdiske Sara Omar ordet til muslimske Frmesk, der fortæller om en religion og en kultur, hvor lemlæstelse, voldtægt og mord bliver betragtet som gode gerninger, blot de er udført på Allahs bud

I 1986 bliver en pige født i Kurdistan. Hendes far, den kurdiske frihedskæmper Anwar, havde helst set, at det var en dreng, og modsætter sig derfor ikke, da hans kone foreslår, at hun vokser op hos sine morforældre, den muslimske dødevasker Gawhar og den koran-kritiske zarathustri Darwésh, der forsøger at lære sit barnebarn Frmesk, at hun aldrig må lade Allahs ord tynge sig ned, og at der ikke findes nogen gud, der har den ret. Men den holdning står han ret alene med, for det skal vise sig, at social kontrol, vold og overgreb i Allahs navn hurtigt bliver en del af hendes verden.

Det kurdiske spor, som løber fra 1986 til 1991, fortæller om Frmesks første år. Det er det bærende og det fyldigste i Sara Omars allerede omdiskuterede debut ”Dødevaskeren”, og det er også langt det stærkeste. Det brydes af et dansk spor, som foregår på Skejby Hospital et par uger i august i 2016, hvor den nu voksne Frmesk er indlagt – og hvor hun diskuterer islam, undertrykkelse og kvinders forhold med den muslimske medicinstuderende Darya fra Bagdad, hvis far overvåger hende døgnet rundt og vil have hende gift med en ukendt grandfætter.

Mens der i det kurdiske spor fortælles en helt igennem gribende historie (omend lidt vel kulørt med masser af flammende øjne, rystende kroppe og formørkede sind), så bliver det for meningstungt og skematisk i de danske afsnit. Det er, som om det danske spor udlægger det kurdiske, som om det kurdiske er selve romanen, mens det danske bliver dens forklarende overbygning, der lidt vel eksplicit lægger op til debat, og navnlig de budskabsbårne dialoger bliver bastante. Som for eksempel her: ”’Ydre ar og indre ar,’ sagde Frmesk for sig selv. ’Hvad mener du?’ ’Ar er bare knudret hud, der ikke har den store betydning, mens alt det, der ligger bagved, er den rigtige smerte. Dén er der bare ingen, der ser.’”

Sara Omar, født 1986, er født og opvokset i Kurdistan, men måtte flygte i slutningen af 1990’erne på grund af krig. Hun har siden 2001 boet i Danmark, hvor hun i dag læser statskundskab, og man kan diskutere, om hendes ”Dødevaskeren” er mere vellykket som vidnesbyrd end som litterært projekt. Men det er indiskutabelt, at den er modig og vigtig i sin kritik og i sin skildring af en kultur og en religion, hvor muslimske piger og kvinder i Allahs navn bliver undertrykt og udsat for overgreb og mord.

Der er tre veje, man som muslimsk kvinde kan vælge, skriver Frmesk i et brev til Darya: Man kan forsøge at holde ud, dræbe sin egen stemme og leve med undertrykkelsen. Eller dø for sin egen eller en mands hånd. Eller også kan man, som Sara Omars Frmesk gør, kræve sin ret til at have en stemme og forsøge at bryde fri, selvom det måske koster alt. Også livet.

Men de muslimske kvinder ejer ikke retten til egen stemme. Den bliver dem ikke givet. Den skal de selv turde tage – og når de gør og tør det, så bør man som samfund og som individ lytte.