Prøv avisen
Film

"Selvmordsturisten" er visuelt smuk, men bliver overskygget af anonymitet

4 stjerner
På det nærarktiske ”all inclusive”-selvmordsresort Aurora, omgivet af smuk natur, aner Max (Nikolaj Coster-Waldau) chancen for at blive gud i sit eget liv og gøre døden til et aktivt livsvalg. – Foto: Scanbox.

Nikolaj Coster-Waldau vender hjem i plaget drama om selvmordet som frit valg eller ufri tvang

At dø eller ikke at dø. For egen hånd vel at mærke. Det er spørgsmålet i det psykedelisk-socialrealistiske drama ”Selvmordsturisten”, hvor Nikolaj Coster-Waldau spiller den dødsmærkede Max, der hallucinerende længes efter døden som den endelige udfrielse for trængslerne. Max har en hjernesvulst. Og hverken kostomlægninger eller en særlig app bringer frelsen med sig.

”Jeg har gjort det hele, så hvorfor skal jeg dø?”. Dette menneskevendte, omvendte, teodicé-problem sætter fut i handlingen. For når nu Max drikker grøn te og monitorerer sin sygdom, hvorfor skal han så dø? Max vil ikke dø, i hvert fald ikke den død, som magtesløsheden har beredt ham. Men kan mennesket tage magten over livet?

Max lever i en verden af kontrol, som de fleste af os, så afmægtigheden passer ikke til forsikringsagenten, der lever af at administrere andres lidelser. Han møder kvinden Alice (Sonja Richter), hvis mand er forsvundet. Han har mødt sit endelige på et nærarktisk luksushotel, Aurora, hvor de dødslystne kan udleve deres sidste ønske. Max aner chancen for endelig at blive gud i sit eget liv og gøre døden til et aktivt livsvalg.

Dette ”all inclusive”-selvmordsresort er fuldendt god moderne smag. Store panoramavinduer, træinteriør, kobberlister. Den guddommelige natur vælder ind ad alle sprækker, men magten har naturen mistet. For på Aurora er det menneskene, der regerer. ”Afskedskonsulenterne”, som de hedder med et vidunderligt ord. Og sådanne kafkaske detaljer er Rasmus Birchs kloge manuskript så fuld af.

Spændingerne mellem science fiction og filosofi, mellem horror og psykologi er fulde af små forskydninger, ryk, hvor realismen adstadigt bliver mere psykedelisk, i takt med at svulsten bemægtiger sig Max.

Langsomt bliver kærligheden til hustruen Lærke (Tuva Novotny) det eneste ægte håndgribelige. Fortid, fremtid, drømmesyn og mareridt æder sig ind i hinanden og ind på Max.

Aurora er Lars von Triers ”Riget”, men de rige dødes rige. Det er den nøgterne surrealisme fra den græske arthouse-instruktør Yorgos Lanthimos, men uden den samme udfordrende etik. For hele selvmordsspørgsmålet, den aktive dødshjælp, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at miste sin menneskelighed, berøres, selvfølgelig. Men fordi det hele er så klinisk og hallucinerende, bliver den eksistentielle dimension formindsket.

Niels Thastum står bag kameraet og forener berusende smukke og isnende naturoptagelser med drømmelignende tableauer i genskin, i modlys. Billederne styrker filmens balancegang mellem sygdomsbeskrivelsens kolde realisme og hotellets besnærende surrealisme.

Jeg kaster genrebetegnelser efter ”Selvmordsturisten”, for det er både dens styrke og dens svaghed, at den er umulig at rubricere. Den kliniske æstetik og drømmescenariernes stadig mere absurde tilsnit, hvor lig frysetørres, hvor stand-ins agerer mødre eller elskere, hvor de langsomt mere ufrivilligt dødsdømtes stribede natdragter bliver til fangedragter, gør ”Selvmordsturisten” forjættende i sin anderledeshed. Men det fjerner også temaets magt over Max. For det ultimative livsvalg, døden, de eksistentielle overvejelser, bliver overskygget af anonymitet, bliver ikke personlige.

Nikolaj Coster-Waldaus Max er plaget. Af tvivl. Men så stikker det altså ikke dybere, for absurditeten holder distancen.