Retten til at være alene med klassikerne og Gud

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson kritiserer i en ny essaysamling sit hjemlands politikere for manglende viden om kristendom og fortæller for første gang om sin barndom

Marilynne Robinson er opvokset i Idaho og bor i dag i Iowa. Det vestlige USA spiller en stor rolle i hendes forfatterskab, der tæller tre romaner og fire essaysamlinger, hvoraf "Absence of Mind" fra 2010 er på vej i dansk oversættelse.
Marilynne Robinson er opvokset i Idaho og bor i dag i Iowa. Det vestlige USA spiller en stor rolle i hendes forfatterskab, der tæller tre romaner og fire essaysamlinger, hvoraf "Absence of Mind" fra 2010 er på vej i dansk oversættelse. Foto: Jens Astrup.

Den kristne amerikanske forfatter Marilynne Robinson har ikke travlt. Tre romaner på 30 år er det blevet til. De syner ikke af meget på reolen, men som læsere af Hus og hjem, Gilead og Hjemme ved, har Marilynne Robinsons romaner stor indre fylde. Man læser dem i nedsat tempo. Man tænker over dem, længe efter at sidste side er vendt. Og de tåler genlæsning.

LÆS OGSÅ: En hel forfatter fra et splittet land

Ved siden af romanerne har Robinson altid skrevet artikler, der løbende udkommer i mindre, komprimerede essaysamlinger. Hendes foretrukne emner er filosofi, kristendom og amerikansk historie, som hun har studeret hele sit liv. Nu er hun aktuel med bogen When I Was a Child I Read Books, hvor hun for første gang løfter sløret for noget af sin egen barndom.

Det sker i bogens titelessay, der handler om, hvad barndommens læsning betyder for hende. Hun lægger ud med at fortælle, at hun som barn i Idaho foretrak gamle, tykke og hårde bøger uden nogen som helst relevans. Hellere græske filosoffer og farverige beretninger om de to 1800-tals-opdagelsesrejsende Lewis og Clark, end hvad der var moderne dengang i de tidlige 1950ere, da læsningens verden åbnede sig for Robinson (hun er født i 1943). Ciceros stil har betydet meget mere for hende end Hemingways.

Som intellektuel og forfatter har hun altid skullet forklare og forsvare, at hun kommer fra det vestlige USA. På østkysten i de litterære saloner er det et kors for tanken, at USAs måske klogeste skønlitterære forfatter kommer fra det Det vilde Vesten. Men tag ikke fejl, skriver Robinson: der var mange som hende, der læste klassikerne i en ung alder, og de unge i Idaho slap tilmed for at blive blaserte: I det idahoske samfund dengang havde man ikke den fornemmelse for sociale klasser, som andre steder gør kulturlivet til et system af tegn og kodeord, mere eller mindre uden anden mening end at identificere grupper og undergrupper.

Robinson går nu videre og løfter perspektivet fra sin barndom til den nationale kultur. Hun mener, at det, der adskiller vesten fra syden og østkysten i USA er, at derude på landet er det socialt accepteret, ja man tilskyndes til at være alene. Lonesome er ikke et negativt ord. Faktisk er mange af de store helte i amerikansk litteratur netop alene- og ene-stående typer, der ikke lader sig tynge af omverdenens normer og samfundets forventninger.

Walt Whitman var en visionær digter, der hyldede den amerikanske individualisme, og Henry D. Thoreau var en kritisk filosof, der under indtryk af 1800-tallets urbanisering skrev: Det moderne menneske lever sit liv i stille desperation. De er, ligesom den isolerede digter Emily Dickinson, forfattere efter Robinsons hoved.

Har den klassiske amerikanske individualisme det så godt i dagens USA? Nej, svarer Robinson mismodigt: Man må erkende, at Vesten har mistet sin plads i den nationale forestillingsverden. Via en trist evolution er idealet om den menneskelige natur blevet det modsatte af, hvad det var, dengang myten om vesten blev etableret. Nu om dage formodes mennesker, der kun i ringe grad er formede og indskrænkede af samfundet, at være handikappede og farlige. Dette er dårligt nyt for den amerikanske psyke, et angstfyldt og antidemokratisk ideal, der truer med at umuliggøre forandring.

Hele essaysamlingen er skrevet op imod denne fornemmelse af forstening eller afgrundsdyb grøftegravning i det politiske liv i USA. Det er som bekendt valgår, og fanatikere i både rød og blå blok har medvirket til en skæbnesvanger polarisering.

I Robinsons optik spiller kristendommen en afgørende rolle i denne polarisering. På venstrefløjen har ledende stemmer glemt, hvor stor rolle teologien spillede for den klassiske amerikanske liberalisme og frihedsfilosofi: ingen Martin Luther King og ligestilling uden kristendommens lære. Og på højrefløjen tager fodfolket i form af Tea Party-bevægelsen patent på den rigtige kristendom og håner alle både inden og uden for amerikansk kirkeliv, der måtte mene noget andet.

I bogens forord minder Robinson imidlertid om, at mange udvandrere fra Europa rejste til Amerika blandt andet for at undgå religiøs konflikt som i Trediveårskrigen i årene 1616-1648, hvor New England i det store og hele var beboet af britiske protestanter på flugt fra religiøs undertrykkelse i det protestantiske Storbritannien. Denne inter-protestantiske konflikt formåede man prisværdigt at holde væk fra det kommende USAs kyster. Men i dag er idealet om religiøs tolerance glemt, og det betragtes som u-amerikansk i visse lejre at afvise at tage del i de bitre følelser, der kan omslutte religiøse forskelligheder. Dette er imidlertid af afgørende vigtighed i stedet for, at selvudnævnte patrioter angriber selve substansen i vor arv.

Kristendom og amerikansk politisk filosofi hænger med andre ord snævert sammen for Robinson, og man fornemmer tydeligt hendes store interesse i, at hendes landsmænd får øjnene op for den samme forbindelse. Hun er selv skeptisk, for som hun skriver i bogen, er hendes overordnede syn på den menneskelige udvikling, at den går fra slemt til værre.

Men så må man jo gøre, hvad man kan for at holde udviklingen lidt i ave og arbejde for et trods alt tåleligt liv for flertallet, hvilket er, hvad Robinson forsøger som forfatter. At lade et mål af skønhed og indsigt skinne i denne faldne verden.