Prøv avisen

Reuters bud på Gud påvirker anmelderne

Bjarne Reuter, forfatter, har gendigtet Bibelen, som udgives af Bibelselskabet. Foto: Leif Tuxen Denmark

Kan en tvivler gendigte Bibelen, så det stadig giver mening? Det mener de fleste anmeldere af Bjarne Reuters bibel, Bogen

Bibelen er ikke bare en bog. Den er kongen over alle bøger og bliver læst af millioner af mennesker verden over som Guds eget ord. For nok er de 66 bøger i Bibelen skrevet af forskellige mennesker over vidt forskellige tider, men mange kristne mener alligevel, at der har været en holy ghostwriter på spil, så summen af ordene er sandhed i en forstand, der overgår al menneskelig tænkning.

Ifølge et tidligere interview med Kristeligt Dagblad var det derfor også med tøven, at den populære danske forfatter Bjarne Reuter sagde ja til en opfordring om at gendigte Bibelen.

Bjarne Reuters bud er kommet til at hedde Bogen.

LÆS OGSÅ: Bjarne Reuter laver ny Bibel

Selv erkender han ærligt, at han tvivler på Gud, men at arbejdet med Bibelen måske har fået døren til troen til at stå lidt mere på klem. Men kan en tvivler gendigte Bibelen, så den stadig giver mening?

Ja, mener Morgenavisen Jyllands-Postens anmelder, Henriette Bacher Lind:

Det må være første gang, at Bibelselskabet har sat en erklæret ikke-troende på den overvældende opgave at genfortælle højdepunkterne i Det Gamle og Det Nye Testamente, men som i alle andre sammenhænge er det ikke overbevisning, men respekt og indlevelse, som til syvende og sidst er det vigtigste, skriver hun og vurderer, at Bjarne Reuter har gjort et fortræffeligt stykke arbejde.

Anderledes kritisk er Nordjyskes anmelder, Charlotte Rørth:

Umiddelbart kan det være svært at begribe, hvorfor Bibelselskabet har bedt forfatteren Bjarne Reuter gendigte Bibelen, skriver hun og konkluderer selv, at han kun er valgt for at kradse penge ind.

Hans genfortælling gavner hverken nye eller gamle. Tværtimod, mener hun.

LÆS OGSÅ: Bibelens autoritet stiger, når den genfortælles

Mere begejstret er Fyens Stifttidendes anmelder, Marianne Koch, der kalder det en mere end god idé, at Bibelselskabet har fået Bjarne Reuter til at gendigte Bibelen, idet Bogen efter hendes mening er blevet en forunderlig bog.

Her glider fortælletalentet fra klassikeren Busters verden helt naturligt over i Jesus verden, uden at hverken Buster eller Jesus bliver forrådt, skriver hun.

Weekendavisens anmelder, Henrik Dahl, hæfter sig ved Reuters mod til at ommøblere på den store fortælling:

I denne læsers øjne er der hverken blevet ommøbleret for lidt eller for meget. Derfor vil jeg varmt anbefale Bogentil alle, der har lyst til at sætte de mange ord og vendinger, de alligevel kender, ind i en lidt større og fastere sammenhæng, skriver Henrik Dahl, der til gengæld mener, at Gud ikke er det vigtigste i Reuters bibel:

Uden at Reuter forhåbentlig mener, jeg lægger ham ord i munden: Det mest spændende ved Bibelen er ikke nødvendigvis at læse om Gud, men at læse om mennesket. Hvor afmægtig, man kan føle sig. Hvor ensom. Hvor fortabt og uden håb. Og så alligevel: Hvordan det altid vender, skriver Dahl.