For 35 år siden fik regeringerne i Canada og USA den samme ide. Borgerne i de to lande skulle fremover bruger metersystemet. Ud med måleenhederne "miles" og "inches", og ind med meter og kilo, ligesom i Europa. Ændringen skulle ikke træde i kraft med det samme, men gradvist indsluses, og efter 15 år skulle harmoniseringen være på plads.
Hvordan gik det så? Canadierne tog villigt regeringens forslag til sig og indførte hurtigt metersystemet. Anderledes i USA: her blev forslaget prompte afvist, og befolkningen holdt fast i tommer og mil.
Eksemplet fortæller noget helt grundlæggende om amerikanerne, skriver sociologen Seymour Martin Lipset i bogen "American Exceptio- nalism" (1996). Umiddelbart skulle man tro, at befolkningerne i de to lande ville handle rimeligt ensartet. Der er trods alt mange ligheder mellem USA og Canada. Men amerikanerne er langt mere skeptiske over for statsmagten end befolkningerne i andre lande og accepterer derfor ikke dekreter fra hovedstaden, der griber ind i hverdagslivet. Svaret herpå skal man i følge Lipset finde tilbage i den amerikanske revolution. USA var den første koloni, der blev selvstændig, og kampen mod den engelske konge og monarkiet resulterede i en stærk grad af individualisme og skepsis over for autoriteter, der har overlevet til i dag.
Seymour Martin Lipset døde den 31. december i en alder af 84 år. Hele livet forskede han i, hvordan USA er anderledes end andre lande i verden. Hans bog om emnet, "American Exceptionalism", er en klassiker på området, der bruges af studerende som standardværk, og som politikere og kommentatorer har henvist til den et utal af gange.
Lipset var søn af jødiske udvandrere fra Rusland. Han voksede op i et venstreorienteret arbejdermiljø i New York og havde kursen sat mod en karriere som tandlæge, inden den akademiske interesse tog over. Hans socialistiske baggrund førte i første omgang til en undren over, hvorfor USA i modsætning til alle andre industrialiserede lande ikke har haft en socialistisk bevægelse af betydning. Hurtigt fandt han ud af, at dette langt fra var det eneste område, hvor USA skilte sig ud.
Et andet område er religionen. USA er verdens mest multi-religiøse land.
Alle verdens religioner og sekter er repræsenteret i USA, hvor 80 procent af befolkningen siger, at de tror på Gud, og 40 procent betegner sig som genfødte kristne.
Intet andet land har så mange advokater pr. indbygger som USA. USA har også mere kriminalitet, flere skilsmisser og flere mennesker i fængsel end sammenlignelige europæiske lande, og intet andet sted stemmer så få mennesker ved nationale valg. Har man besøgt USA, vil man kunne føje sine egne observationer om amerikanernes særpræg til listen.
Det interessante for Seymour Martin Lipset var blandt andet, hvordan faktuelle forskelle mellem USA og andre lande er blevet brugt i nationalistisk øjemed til at hylde amerikanske værdier.
Går man til kilderne og historiebøgerne, er der mange eksempler på, at USA er blevet opfattet som et enestående sted med en særlig historisk mission. Lederen af den puritanske koloni i Massachussetts, John Winthrop, formanede med et klassisk udtryk i 1630 de engelske bosættere: "Vi skal være som en by på en bakketop, alverdens øjne hviler på os". Forfatteren Thomas Paine skrev i bogen "Common Sense" ved Uafhængighedskrigens udbrud (1776): "I vidt omfang er Amerikas sag hele verdens sag". Og små 100 år senere under Borgerkrigen (1861-65) kaldte præsident Abraham Lincoln i en tale til Kongressen Amerika for "det sidste, bedste håb for verden".
Forestillingen om, at USA er bedre og mere moralsk end andre lande, kaldes exceptionalisme, efter det engelske ord for en undtagelse – exception".
Ordet findes første gang hos franskmanden Alexis de Tocqueville, der rejste rundt i USA i 1830'erne, og på baggrund af rejserne skrev klassikeren "De la démocratie en Amérique" (Demokrati i Amerika) (1840), der handler om USA's særpræg.
Tocqueville, og med ham mange andre forfattere, der i tidens løb har skrevet om USA fra et europæisk synspunkt, var ikke udelt begejstret for exceptionalism. Dens følgesvend er nemlig ofte moralismen.
Intet andet land i verden betegner andre nationer som "onde", som præsident Ronald Reagan for eksempel gjorde om Sovjet-imperiet, eller betragter sig selv som "den uundværlige nation", som tidligere udenrigsminister Madeleine Albright har gjort. Den moralistiske retorik i udenrigspolitikken møder ofte hård kritik fra omverdenen, senest da præsident Bush ytrede de berømte ord: "Enten er I med os, eller I er med terroristerne". Det er ofte i udenrigspolitikken, man møder exceptionalismen i sine reneste, og mest kontroversielle, form.
Seymour Martin Lipsets ærinde var hverken at lovprise eller nedgøre den amerikanske selvforståelse og dens mere eller mindre uheldige udtryk. Han ønskede at beskrive og forklare, hvordan USA skiller sig ud, og interesserer man sig for forholdet mellem Europa og USA, er der ingen vej udenom hans bog "American Exceptionalism". Her finder man noget af forklaringen på, hvorfor forholdet mellem USA og Europa er blevet så anstrengt under præsident Bush, der flittigt bruger exceptionalistisk tale, som tilfældet er.
Om det transatlantiske forhold bliver mere harmonisk, når den 43. præsident går af om et par år, er et åbent spørgsmål. På nogle områder bliver tonen mere forsonlig og præget af større diplomatisk finesse, men spørger man Lipset, er der grund til at være skeptisk omkring de helt store forandringer. Forskellene mellem USA og Europa vil altid være der. Ikke fordi USA er bedre eller værre end andre lande, men fordi kulturhistorien viser, at Amerika er anderledes.