Rhinguldets forbandelse rammer en fin balance, men mangler mytologisk storhed

Den Ny Opera lader musikken spille hovedrollen i første kapitel af Wagners ”Ringen”. Mere scenisk modspil ville have gavnet i Musikhuset Esbjerg

Bortset fra en smule teaterrøg i Musikhuset Esbjerg er der ikke megen mystik eller mytologisk storhed at spore i iscenesættelsen af Wagners fortælling om det eftertragtede guld. –
Bortset fra en smule teaterrøg i Musikhuset Esbjerg er der ikke megen mystik eller mytologisk storhed at spore i iscenesættelsen af Wagners fortælling om det eftertragtede guld. – . Foto: Steffen Aarfing.

Det er mange generationer siden, at Richard Wagner transcenderede rollen som simpel komponist. I stedet blev han en mytisk figur i det moderne Europas kulturhistorie. At give sig i kast med hans operaer har i dag karakter af en overgangsrite i den klassiske verden: Da Den Ny Opera satte ”Ringen” op første gang, i 2003-2008, betegnede egnsteatret det selv som beviset for, at man nu var ”en seriøs spiller på den danske operascene”.

Den slags olympisk ophøjelse gavner nu hverken kunstner eller værk. Derfor er det på sin vis godt, at Den Ny Opera med sin og Sønderjyllands Symfoniorkesters aktuelle opsætning af ”Rhinguldet” viser os, at værket – det første i den firleddede fortælling om den skæbnesvangre ring – ikke er uden svagheder.

Egentlig lader det til, at instruktør Kasper Wilton og scenograf/kostumedesigner Marie ì Dali er gået lidt for ærbødigt til opgaven. Sangernes bevægelse på scenen er udpræget statisk, kulisserne er afpillede, og kostumerne traditionelle. Bortset fra en smule teaterrøg i Musikhuset Esbjerg er der ikke megen mystik eller mytologisk storhed at spore i iscenesættelsen af Wagners fortælling om det eftertragtede guld, der skifter hænder mellem dværge, kæmper og guder. Man har tilsyneladende haft som højeste mål ikke at stjæle fokus fra musikken.

Det viser sig dog at være en bjørnetjeneste. For selvom det på denne måde lykkes at spejle enkelheden i Wagners partitur – der åbner med den berømte og næsten uendelige Es-dur-klang – udstiller den statiske iscenesættelse også de lange fortællende passager af ”Rhinguldet”, hvor Wagner er afhængig af scenisk modspil.

Faktisk leverer han med sine originale indfald og abrupte skift masser af musikalske impulser, som kan omsættes til drama på scenen, men invitationen bliver sjældent fulgt op i Musikhuset Esbjerg.

I anden halvdel af operaen holder scenografien dog efterhånden op med at prøve at gemme sig. Det resulterer i en imponerende afslutning, ikke mindst i sidste scene, hvor de tre rhindøtres glitrende, vemodige besyngelse af deres mistede skat flettes sammen med den opportunistiske Lokes maskefald, mens Wagners messingblæsere spiller deres heroiske fanfare. Badet i regnbuelys bevæger guderne sig via Bifrost mod Valhal, og operaen finder til slut endelig en balance mellem mystik og enkelhed.

Manglen på scenisk initiativ indtil da gør dog dette kapitel af Den Ny Operas igangværende ”Ringen”- cyklus til en undertiden langtrukken affære. Men Wagner bærer med sin store fortælletrang også selv en del af skylden. Heldigvis holdes operaen oppe af et meget velsyngende hold af skandinaviske sangere. Jens Søndergaard formidler både heroismen og smerten hos den stolte gud Wotan, og Niklas Björling Rygert formår i løbet af operaen at transformere Loke fra en underdanig klovn til en magtfuld opportunist. I rollen som dværgen Alberich, der sætter hele handlingen i gang ved at stjæle rhinguldet og smede det om til en magtfuld ring, formår Jesper Buhl at portrættere både Alberichs dæmoniske og retfærdighedshungrende sider.

Den Ny Opera påbegyndte sin igangværende cyklus med ”Valkyrien” i 2017. Frem mod 2024, 150-året for færdiggørelsen af ”Ringen”, følger ”Siegfried” og ”Ragnarok”, inden hele tetralogien opføres i sammenhæng.

Forhåbentlig uden berøringsangst.