arkitektur
fem ud af seks stjerner
Det er en helt ny fornemmelse at komme til Ribe Domkirkeplads. Rummet vider sig ud for blikket med lys og luft omkring domkirken. Det virker, som om domkirken for første gang i århundreder er faldet på plads i forhold til byen, der lejrer sig omkring den. Ribe Domkirke og Ribe by har fundet hinanden igen. Rent arkitektonisk er grebet både funktionelt og æstetisk og vidner om Torben Schønherr sensibilitet som arkitekt.
Torben Schønherrs tegnestue har set det som sin vigtigste opgave at udligne de niveauforskelle, der er opstået igennem de århundreder, byen i bogstaveligste forstand er vokset op omkring domkirken. Man så det ikke tidligere, når man ankom til Ribe igennem det lave marskland. Her har domkirken altid raget ovenud af byen som et karakteristisk vartegn i landskabet.
Men på pladsen inde i byen lå kirken i mange år nedsænket i noget, der ikke mindst på den skyggefulde nordside lignede en grav, flere meter under det aktuelle niveau. Dette blev markeret med s-jerngelændere og mure, der rent trafikalt sikrede pladsen mod ulykker, men også isolerede kirken som en solitær bygning i en verden for sig. Ikke ligefrem hensigten med en kirke.
I arbejdet med at omskabe og redefinere rummet omkring kirken opstillede Torben Schønherr syv dogmeregler, hvoraf de fire første og vigtigste lød:
1. Pladsen skal opfattes som et sammenhængende rum.
2. Kirken skal stå på sin egen flade.
3. Kirkens sokkel skal kunne ses ved alle ankomster.
4. Alle bevægelser skal udgå fra kirken.
Disse målsætninger har arkitekten opfyldt ved renoveringen af Domkirkepladsen med en udligning af højdeforskellene og en ny varieret brolægning. Ved at udligne pladsens niveauforskelle har Torben Schønherr skabt et åbent skålformet rum, hvor fladen skråner let ned imod kirken. Regn- og smeltevand ledes diskret bort igennem smalle riste, så det ikke samler sig omkring kirken. Overgangene er glidende og blødt modulerede, undtagen foran kirkens hovedindgang, hvor en række trin markerer, at her går kirkegængeren ind eller ud, alene eller i procession.
LÆS OGSÅ: Ribe Kunstmuseum byder landskabsarkitekturen indenfor
Pladsens mest markante forvandling markeres imidlertid ved belægningen, der bærer Torben Schønherrs signatur. Den er typisk for hans virke. Arkitekten har minutiøst optegnet gulvbelægningen inde i kirken. Den er, som i meget gammelt kirkebyggeri, kendetegnet ved en stor variation af sten i både farve, materiale og størrelse.
Denne variation i kirkegulvet indenfor gentager Torben Schønherr udenfor på pladsen, hvor han har brugt stenfliser af skiftende størrelse og materiale. Det forlænger så at sige kirkens indre i det ydre og skaber den rumlige sammenhæng, som er afgørende for arkitekten. Kirkens gulv er bredt ud på den nye plads, og går helt op til de omkringliggende huse. Samlet danner pladsen et mægtigt mønster, et grid af en næsten abstrakt skønhed.
Valget af mestendels lyse sten får rummet til at lyse og kirken til at stå klart markeret med sin sokkel. Ja, bevægelsen går ikke alene udefra og ind, indefra og ud, men også nedefra og op på kirkebygningens facade. De natursten, som dele af Ribe Domkirke er bygget af, har en variation i farve og mønstre, der ligner den nye belægning på pladsen. Det vertikale og det horisontale spiller sammen, og bevæger man sig hele vejen rundt om kirken, flyder tid og rum sammen i en oplevelse, som arkitekturhistorikeren og polyhistoren Vilhelm Wanscher engang i et meditativt øjeblik kaldte for tiderum.
I kraft af sin størrelse og betydning danner Ribe Domkirke et centrum i byen, hvorfra dens åndelige liv radierer. Torben Schønherr har med sine greb om pladsen forstærket denne fornemmelse. Som han ønsker, udgår alle bevægelser fra kirken mod byen, men det forunderlige er, at det ikke virker påtrængende. Stik imod hvad man kunne have forventet, er kirken blevet mere menneskelig i sin skala. Den er som byggeri monumental, men det virker mere naturligt integreret nu end tidligere.
Det skyldes også, at Torben Schønherr ikke alene har arbejdet med kirkens sokkel, men også de omkringliggende huses. Op til dem afsluttes pladsen med et bånd af små rundede natursten de såkaldte pigsten der får de mindre bygninger til at fremstå mere markante og helstøbte. Løftet frem, uanmassende.
Selvom Torben Schønherrs inspirationserfaring er rig og mangfoldig, både arkitekturhistorisk, filosofisk og litterært hvad man kan forvisse sig om på den veltilrettelagte udstilling om hans arkitektur på Ribe Kunstmuseum, der vises for tiden, og den tilhørende antologi ønsker han angiveligt at trumfe med det enkle greb. Dybest set ønsker arkitekten af gøre så lidt som muligt.
Hans fortællinger om arkitektur kan være komplekse i deres udgangspunkt, men de er enkle i deres struktur og plot. Det skal være ligetil, ja, sine steder, som den sublimt smukke plads foran Thorvaldsens Museum i København skabt i samarbejde med billedkunstneren Jørn Larsen, underspillet på grænsen til det usynlige.
Som arkitekt besidder Torben Schønherr noget så usædvanligt som det, han selv kalder for evnen til at forsvinde. Således også her i Ribe. Når Domkirkepladsen ad åre patineres, vil den fremstå helstøbt og upåfaldende. Både arkitekt og kommune har betonet, at den fortsat skal fungere som trafikplads, altså være åben for færdsel i biler, på cykler og på gåben. Det er ikke en uantastet helligdom eller et lukket rum, men netop en åben plads, præget af bevægelse, forandring og urbant liv.
Det er både godt og hensigtsmæssigt. Det eneste på Ribe Domkirkeplads, der støder øjet, er det træskur til teknik og fadølsanlæg, som står foran navnkundige Hotel Dagmar. Skuret ligner en blanding af et offentligt toilet og noget, der er blevet tilovers fra et byggemarked. Det klæder hverken pladsen eller Hotel Dagmar, og der må kunne findes en bedre løsning på Hotel Dagmars udskænkning til glæde for alle, ikke bare dem, som vil berige ånden, men også læske ganen.
kultur@k.dk