Richard Rorty giver et sundt praktisk-filosofisk standpunkt imod identitetspolitik

Genudgivelsen af værket "Solidaritet" fra den desværre lidt glemt amerikanske mestertænker viser med stor ironi, hvad vores natur er - og ikke er

Richard Rorty var anti-metafysiker og en repræsentant for det, man kalder den amerikanske pragmatisme. Man kan se pragmatismen som den ene del af det intellektuelle Amerikas ånd. Dens modsætning er den såkaldte transcendentalisme.
Richard Rorty var anti-metafysiker og en repræsentant for det, man kalder den amerikanske pragmatisme. Man kan se pragmatismen som den ene del af det intellektuelle Amerikas ånd. Dens modsætning er den såkaldte transcendentalisme. Foto: Bruno De Monas/Ritzau Scanpix.

Hvis læseren inderst inde er ironiker, vil personen kende det ufatteligt irriterende fænomen at sidde på bar eller til middagsselskab og høre uironikere fremføre småtskårne holdninger til dette eller hint. Nedskæringer i DSB. Restauranters coronabetingede lukketider. Benzinpriserne.

Det fremføres med en alvor, som om man ikke kunne mene x eller y om z uden at tage skade på sin sjæl eller i det mindste uden at ophøre med at være den, man er.

Fraværet af sund ironi viser sig i, at sådan et irritationsmoment af et menneske ikke ved, at man selvsagt kunne mene det modsatte i morgen. For nu at bruge en filosofisk kategori ved disse ”saloneksistenser” ikke, at deres holdninger er kontingente.

Det samme gælder, hvis man læser filosofi nu til dags. Her vil man blive overdynget med håbløse dilemmaer som dette: ”Er det rigtigt at overlade n uskyldige til tortur, for at redde n x m andre uskyldige?”.

Det sidste eksempel kommer fra den glemte amerikanske enfant terrible Richard Rortys (1931-2007) tiltalende bog ”Kontingens, ironi og solidaritet”, der udkom i 1989 og blev oversat til dansk i 1991. Nu foreligger den hos Klim i andenudgave af samme oversættere.

Uironikere på både højre- og venstrefløj vil omgående dømme Rorty ude, fordi hans forsvar for den gode ironi indbyder til anklager om relativisme, om uforpligtende leg med den eksistens, der kalder os til ansvar eller til politisk handling. Men denne anklage mod Rorty har aldrig været relevant.

Rortys sene bud på et hovedværk i eget forfatterskab tager rationalitetens og sprogets begrænsninger alvorligt og forsøger derudfra at formulere en praktisk filosofi. Rorty var antimetafysiker og en repræsentant for det, man kalder den amerikanske pragmatisme. Dens fædre var de nok ligeledes glemte William James og John Dewey. Man kan se pragmatismen som den ene del af det intellektuelle Amerikas ånd. Dens modsætning er den såkaldte transcendentalisme med helt anderledes indfølende typer som Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau.

Pragmatisme er grundlæggende en erfaring af og påstand om, at der ikke findes noget uden for tiden: Der er ikke nogen orden bag ved tiden og den bunke tilfælde, der udgør liv og verden. Og der gives ikke sådan noget som ét sandt sprog. Derfor er det mere moralsk ansvarligt at acceptere, at enhver overbevisning er kontingent, ikke-nødvendig.

Som Rorty så rigtigt påpeger, vil dette blive oplevet – måske særligt efter 1989 – som en demokrati-fjendtlig opfattelse og måske endda ligefrem som en benægtelse af muligheden for solidaritet mellem mennesker.

Men: Det filosofiske faktum, at der ikke findes universelle svar på, hvornår du skal lade nogen tortureres for at redde andre, sætter dig faktisk fri til at udøve kontingent ansvarlighed i den konkrete situation eller på et givent historisk tidspunkt. På samme måde med demokratiet. Ved at anerkende, at det er en tilfældig og midlertidig, men god, orden, der er opstået i Vesten, kan man sørge for, at det ikke bliver til demokratisme, til en livsform, der griber ind i alle sfærer af vores private liv. I stedet bliver det en praktisk foranstaltning, der virker til at opretholde den personlige frihed og modvirke (for meget) ondskab i verden.

Læseren skal spares for de fornuftige teoretiske øvelser bag dette argument. De er i øvrigt ikke svære at følge, fordi Rorty er en forbilledlig klar tænker. De medfører, at mennesket sættes fri af diverse totalitære forestillinger om, hvad vores natur er. Her eksempelvis i et opgør med Michel Foucault.

Rorty forklarer, at Foucault inderst inde tror på, at der ligger noget ”dybt inde i menneskene”, der ”deformeres” af kulturændringer og strukturer. Det resulterer i Foucaults demagogiske forestilling om, at der findes ”sådan noget som ’de undertryktes sprog’”, som samfundet politisk bør arbejde på at frembringe. Rorty:

”Det er den form for længsel, jeg mener borgere i et liberalt samfund bør reservere til privatlivet.”

Dette er den gode ironi i sin pureste praktisk-filosofiske form. Hold venligst jeres tilfældige idéer om menneskets natur og historiens mening for jer selv. De er alligevel tilfældige.

I lektor Hans Henrik Hjermitslevs kompetente og klare efterord gennemspilles denne subtilitet ganske overbevisende. Han begynder med det kendte faktum, at Rorty i 1998 spåede, at amerikanerne ville vælge en ”stærk mand” til præsident, der ville lade hånt om demokratiet, og at USA ville ende i en form for sadisme. Hjermitslev nævner imidlertid ikke Trump i dette moment, men ”den parallelle opkomst af populistiske bevægelser og identitetspolitiske strømninger”. Så sandt, så sandt. Rortys position som ironisk liberal har front begge veje.

Med genudgivelsen af denne bog får både progressive og reaktionære et sundt praktisk-filosofisk standpunkt imod identitetspolitik: Man kan fortsætte med at være begge dele uden at dyrke drømme om destruktion af institutionerne – og uden at have travlt med at mene noget hele tiden.

Rortys problem var, at han insisterede på at fastholde håbet om et ”liberalt utopia”, hvor alle fik lov til at have deres æstetiske og filosofiske sysler i fred, mens de arbejdede for formindskelse af ondskab i det offentlige. At denne kategori, ”håb”, skulle bindes til hans forsvar for den gode ironi er både en grov selvmodsigelse og en nærmest skamløs tidsbinding til tiden mellem Murens fald og terrorangrebet på USA den 11. september.

Rortys problem i dag er, at forlag og oversættere har haft 20 år til at forbedre oversættelsen, så den ikke lige så skamløst var præget af sjusk og anglicismer, men ikke har gjort det. I pragmatikkens ånd sparer vi læseren for eksempler. Men de kan selvfølgelig ringe om 20 år, når bogen forhåbentlig igen er udsolgt.