Prøv avisen

Ridderen af den kolde krig

Frank Toft-Nielsen: Helter - Spioner fra højre338 sider299.95krPeople'sPress.

Fortællingen om koldkrigeren Hans Hetler mangler gråtoner og nuancer. Måske fordi hovedpersonen ganske enkelt var en radikal stereotyp

For nylig rejste Morten Storm, den danske agent i al-Qaeda, debat om de danske og udenlandske efterretningstjenesters rekrutteringsmetoder, da han stod frem og fortalte offentligheden om sit lyssky undercover-arbejde. Og om Politiets Efterretningstjeneste, PET, der tilsyneladende ikke havde overholdt sin del af aftrædelsesaftalen.

I 1970erne har historien om Hans Hetler utvivlsomt gjort det samme. Og det var da også, som i tilfældet Storm, den manglende anerkendelse og aftaleoverholdelse, der fik den fallerede isenkræmmer og daværende chefredaktør for den højrepopulistiske ugeavis Minut til at tage spion-bladet fra munden. Han endte nemlig med at røbe sit ellers hemmelige forehavende: at han af Forsvarets Efterretningstjeneste var blevet bedt om at overvåge De Røde, hvilket fik sendt ham selv i fængsel og forsvarsminister Orla Møller (S) ned fra taburetten.

Den unge rebelske Hans Hetler fra det bedre nord-for-københavnske borgerskab bevægede sig tidligt ud på den alleryderste højrefløj, blandt andet som folketingskandidat for partiet De Uafhængige og som aktivist i protestbevægelsen Demokratisk Alliance, hvilket senere skulle slå ham til Ridder i Den Kolde Krig mod De Røde.

Den velskrivende Frank Toft-Hansen bevæger sig kronologisk frem i Hetlers heftige liv fra fødsel til tidlig død. Han økonomiserer behændigt med sit stof, så de fortællende passager ikke ender blindt, men fører til personlige eller professionelle (men sjældent mentale) skift i det mildest talt tumultariske privatliv, i tiden som udgiver af Minut, som det lykkedes ham at udgive mod alle odds og i hans statsstøttede kamp mod den røde hovedfjende.

LÆS OGSÅ: Putin: Lenin er en kommunistisk helgen

Der er ingen tvivl om, at Hans Hetler ville have elsket det eftermæle, som forfatter og forlag giver ham på bogens bagside: en af de mest groteske skæbner i dansk politik i det 20. århundrede.

Hans Hetler ville have elsket, at han her mere end 20 år efter sin død er blevet vejet og fundet vægtig nok til en biografi. Hele livet kiggede han langt efter en plads på parnasset og en anerkendelse, som han aldrig fik, og han var aldrig rigtig i synk med den virkelighed, han befandt sig i.

Han var en original, javist, men om han var en genial en af slagsen med en ganske særlig politisk tæft og positioneringsevne eller blot en ordskvaldrende og jovial landsbytosse, får man som læser aldrig helt sit hoved rundt om.

Fortællingen om mennesket Hans Hetler forbliver nemlig udvendig og endimensionel.

Måske fordi Frank Toft-Hansen skriver en kende for meget ud fra de hetlerske sort/hvide præmisser, og der kommer til at mangle gråtoner, nuancer og facetter ikke så meget i sagsfremstillingen som i fremstillingen af Hans Hetler. Måske fordi hans hovedfigur ganske enkelt var en radikal stereotyp, som ikke lader sig skildre i mange farver.