Ridley Scott laver stjernebesat film med MeToo-undertoner — og den er lang. Meget lang

Ridley Scott har lavet en noget lang historie-fortælling om riddere og skønne fruer

Ridley Scott laver stjernebesat film med MeToo-undertoner — og den er lang. Meget lang

Filmen ”The Last Duel” spiller på virkelige hændelser i slutningen af 1300-tallet, hvor to gamle venner blev dødsfjender og udkæmpede den sidste lovlige duel i Frankrig. De to herrer hed Carrouges (Matt Damon) og Le Gris (Adam Driver). De havde i årevis kæmpet side om side for den franske konge mod englænderne i de uendelige kampe i Normandiet.

Da Carrouges gifter sig med den skønne Marguerite (Jodie Comer), begynder venskabet mellem de to mænd at gå i stykker. Det har knirket noget i forvejen, da Le Gris bliver højre hånd for den lokale greve, der har magten i området. Et værdifuldt landområde tilfalder Le Gris frem for Carrouges. Det sætter strid mellem de to gamle venner. Værre bliver det, da Le Gris bliver forelsket i vennens kone og voldtager hende, da Carrouges er væk på rejse til Paris.

Men hvad skete der egentlig, da Marguerite var alene hjemme på borgen? Det handler filmen om, og vi får historien fortalt tre gange set fra de tre hovedpersoners side. Det gør filmen lang, også for lang.

Ægtemanden er krænket og vil have oprejsning ved at duellere med krænkeren. Hans ære er krænket. Han kan ikke få ret ved retten, da greven dér er dommer og vil frikende sin højre hånd.

Krænkeren Le Gris indrømmer over for greven, at han har opsøgt Marguerite og haft samleje med hende, men det var ikke imod hendes vilje. Vi kender denne argumentation fra moderne voldtægtshistorier. Greven anbefaler Le Gris at nægte alt, også samlejet. Anklagen er en kvindes fantasi! Mændene holder sammen i deres magtbrynde. Kvinder er nogle, man tilfredsstiller sig med, hvilket de gør i rigeligt mål. Marguerite holder fast i sin beretning, som hun straks gav til sin ægtemand, da han kom hjem fra Paris. Hun blev brutalt voldtaget af Le Gris, og som en anden Sofie Linde vil hun have åbenhed om krænkelsen.

Hvem har ret? Hvis ord skal man vægte højest? Sagen indbringes for kongen, der gør det klart for Marguerite, at hvis den duel til døden, som ægtemanden kræver, falder ud til Le Gris’ fordel, så bliver hun omgående lænket til en pæl og brændt levende. Udfaldet af duellen ligger i Guds hænder, og afgørelsen afspejler hans vilje. Dør hendes ægtefælle, er det ensbetydende med, at anklagen var falsk, og hun må straffes.

Hun fastholder sin uskyld, og kongen deklarerer duel. Den finder sted den 28. december 1386 i Paris med overværelse af hele det franske hof. Rundt om duelpladsen var der tillige tusinder af parisere, der kiggede på.

Længe sidder man i biografen og tænker, om det her mon bare er endnu en ridderfilm med masser af slagscener, blod og død. Der er ikke sparet på krudtet. Her er en instruktør, der kan sit fag og fortæller i storslåede scener. Hvorfor laver Ridley Scott (født 1937) denne film? Han har lavet så mange store film i sin lange karriere. Det begyndte med ”Alien”, så kom ”Blade Runner” og så fulgte ”Thelma & Louise”, ”Kingdom of Heaven”, ”Gladiator” og ”Black Hawk Down”. Kæmpehits!

Man kan mærke hans sympati for den overgrebsudsatte Marguerite, og filmen emmer af en instruktørs holdning i MeToo-debatten. Mændenes magtbrynde skal brydes, og kvinders udsagn skal tages alvorligt, og et nej er et nej. Det er den indre historie, men filmen kan også ses for dens ydre drama, der er stjernebesat.