Der findes vel kun tre-fire modehuse, hvis navne er kendt af snart sagt enhver på kloden. Et af dem – og måske dét mest kendte – er Gucci, der har en historie, som går helt tilbage til 1921, hvor Guccio Gucci åbnede en butik i Firenze, og frem til i dag, hvor flagship stores ligger på dyre adresser i alle metropoler.
Men historien om Gucci er langtfra nogen parfumeret idyl, og det er sikkert dét, der har fået Ridley Scott – der i sin fjerne kunstneriske storhedstid skabte ”Alien” og ”Blade Runner” – til at sætte sig i instruktørstolen. Det skulle han nu ikke have gjort. ”House of Gucci” er nemlig et miskmask af en mislykket film, der tager sin begyndelse i 1970’erne og halter sig gennem tre årtier med Patrizia Reggiani og Maurizio Gucci i centrum. Hendes far ejer et transportfirma, er en patriark med olie på undertrøjen, mens hans far er en sofistikeret mand med velourblød tale og silketørklæde, som sammen med sin bror ejer det fornemme, men falmende modehus.
Patrizia og Maurizio mødes på en klub, forelsker sig og bliver siden gift, til Maurizios fars store fortrydelse, og det viser sig, at han har ret: Patrizia vil magten og pengene og manipulerer Maurizio, der ikke er videre interesseret i Gucci-dynastiet. Men han vågner langsomt af sin apati og gennemskuer, hvad Patrizia er og vil, og deres konflikt spreder sig som ringe i vandet i den dysfunktionelle familie, og det hele finder sin tragiske kulmination, da den forsmåede og isolerede Patrizia får to lejemordere til at myrde Maurizio.
Det er kernen i historien, som er inspireret af den virkelige historie om Gucci-familien og godt kunne være blevet til en god film. Men den er så pakket med sidehistorier, halvfortalte karakterer og ufrivillig komik, at den kollapser under sin egen vægt.
Til den ufrivillige komik hører Lady Gaga, der har signeret nogle af det nye årtusindes bedste popsange, og som leverede en hæderlig skuespilpræstation i ”A Star is Born”, men spiller Patrizia med overdreven mimik og taler engelsk med en accent, der skal lyde italiensk, men lyder russisk. Og som i øvrigt ikke ældes gennem filmens tre årtier.
Over for Lady Gaga står den vanligvis virkelig gode Adam Driver, der synes underligt desorienteret i rollen som Maurizio. Og hans far spilles af mesteren Jeremy Irons, som dog spiller en parodi på sin egen typiske rolle, en dannet og ulykkelig sjæl, men endnu værre er Al Pacino som hans bror. Man venter bare på, at han skal begynde at råbe, som det med tiden er blevet hans signatur, og søreme om ikke han gør det. Råbe, råbe!
Men det stopper ikke der, for Jared Leto spiller hans uduelige søn med så meget overspil, at det ikke kun burde anmeldes i avisen, men også til myndighederne. Og så er stakkels Salma Hayek sat til at spille en spåkone med tarotkort, stearinlys og hele kliché-udtrækket.
Det lyder måske morsomt, men det lykkes ”House of Gucci” at være både ufrivilligt komisk og ualmindelig kedelig. Her er altså en Shakespearesk historie om svigt, drømme og drab, der er søvndyssende. Hvilket selvfølgelig også er en slags præstation.
Det er, som om Ridley Scott har tænkt, at han ville bruge historien om Gucci-familien, og den aura af kriminalitet, der står om den, til at lave en film i samme ånd som Martin Scorseses mange eminente dramaer. Men resultatet er i stedet noget, der med sin episodiske karakter – den ene situation, der skal løses, så den næste og den næste – nok havde gjort sig lidt bedre som serie på Netflix. Men også kun lidt.
Der er dog noget godt at sige om ”House of Gucci”. Dens skiftende tidsbilleder er overbevisende, og den sidste tredjedel, hvor investorer begynder at trænge sig på og presse familien ud af deres eget modehus, har en vis isnende kvalitet. Det er bare ikke to timer og 38 minutter værd. Så langt fra.