Ordet ”arabesk” kommer oprindelig fra fransk og betyder netop ”arabisk”: stilfulde, formfuldendte dekorationer, rytmiske mønstre, der er flettet ind og ud af hinanden. Man fristes til at kalde Anne-Cathrine Riebnitzsky nyeste roman, ”Vindens port”, for en arabesk, for den fletter elegant flere spor uden at blive det mindste forvirrende, men desto mere fascinerende.
Vi er i 1300-tallets Andalusien, nærmere bestemt på den næsten uindtagelige borg og by Al-Qalat. I dag hedder byen Alcalá la Real, og det er ganske vist.
Den mauriske, cirka 40-årige borgherre hedder Ibrahim Bane Said og passer godt på sine henved 1500 indbyggere og de tre underjordiske brønde. Samt hans tre hustruer og mange børn.
Han holder umådelig meget af de tre hustruer, der alle har hver sit specielle karaktertræk: Addis er klog, men er blevet bitter efter tabet af deres foreløbig eneste søn, 13-årige Ahmed.
Så er der Sawda, der indtil videre kun har født ham tre døtre, men som til gengæld er så smuk, at Ibrahims hjerte næsten går i stå, når han ser hende.
Den tredje og sidste hustru hedder Nubis, en sort, selvrådende, men desværre gold kvinde.
Det karakteristiske ved denne treenighed af kvinder er, at de på sæt og vis kommer godt ud af det med hinanden og ofte supplerer hinanden.
Borgherren forsøger at være en retfærdig mand og leve op til det muslimske moralkodeks og samtidig respektere ”Dhimma” – den historiske betegnelse for ikke-muslimske borgere i et muslimsk styret samfund. Dette betyder, at der er flere kristne beboere i byen; ligesom en jøde ved navn David bliver bedste ven med Ibrahim. I det hele taget hersker der stor tolerance i denne by.
Dog er der her som overalt faste meninger om, hvordan man opfatter de andre. De kristne.
Her mener muslimerne, at de kristne lugter og sjældent vasker sig. Endvidere synes Ibrahim, at de kristne ser ondt til den muslimske praksis med at have flere koner, mens de kristne jo tager sig elskerinder. Hvad er forskellen, synes Ibrahim at tænke. De kristne anses for at være vantro og barbarer. Det er et godt indspark, Anne-Cathrine Riebnitzsky!
Men den fredelige tid på borgen får en ende, da den bliver belejret af den 27-årige kong Alfonso XI med tilnavnet Hævneren. Han har med grusomhed og kløgt samlet kongedømmerne Castilien, Leon og Aragon under sig. Yderligere har han allieret sig med kongen af Portugal og har selveste Pavens støtte.
Så den muslimske, rige borg bliver belejret af en kæmpemæssig hær af kristne krigere, der bryder en 40 år gammel fredsaftale i 1338. De bygger blider, der kan kaste store sten mod borgens mure for at nedbryde den.
Men indbyggerne i Al-Qalat har en god leder i Ibrahim, der forstår at holde modet oppe hos indbyggerne, godt hjulpet på vej af livsvennen Hamsa.
Hvordan det forløber med belejringen, skal ikke røbes her, men den står på i månedsvis i både kulde og stærk varme. De forskellige spor i romanen bryder med den fremadskridende fortælling om belejringen.
Et spor er nogle enigmatiske kapitler, hvor Ibrahim i sin jegfortæller-form tiltaler et du, der viser sig at være en kaptajn Cortéz. Man undres, og først langt henne i bogen finder man løsningen på dén gåde.
Et andet spor er Ibrahims sorgløse barndom, hvor hans far lærer ham, hvordan man skal opføre sig. Som muslim skal han besøge Mekka, og det gør han to gange – i 1320 og i 1336.
Og så er der det spor, jeg ville kalde hestesporet. Der går en lang kærlighedsfortælling igennem bogen til en hest, der foler, og dens afkom. Beskrivelsen af hestenes hengivenhed for Ibrahim og hans måde at omgås dyrene på er gribende og meget smuk, ligefrem sanselig. Da hesten foler for første gang, tændes der et håb i Ibrahim, og dette håb bæres igennem hele romanen.
Fortællestilen er mageligt tilbagelænet, men har også et florissant billedsprog, når det kommer til beskrivelser af vind og vejr.
Bogen anbefales hermed varmt.