Prøv avisen

Rifbjerg er den store samtidsfortolker

Adelsmærket ved den rifbjergske digterfysiognomi er evnen til at huske, sanse og fantasere mere intenst end andre, skriver Peter Stein Larsen. Foto: Leif Tuxen.

Landet over satte bibliotekerne på årets klassikerdag i går fokus på Klaus Rifbjerg. Kristeligt Dagblads lyrikanmelder Peter Stein Larsen holdt ærestalen for Rifbjerg på Københavns Hovedbibliotek, som bringes her

Ikke mange lande har en forfatter, der igennem over 50 år hvert eneste år har udgivet indtil flere litterære værker. Det drejer sig om værker i alle genrer: romaner, noveller, essays, digte, tv-spil, filmmanuskripter, kronikker, anmeldelser og meget andet.

LÆS OGSÅ: Taknemmelighed over godheden

Og alle disse i alt over 140 værker kan i udpræget grad betragtes som værdifulde bidrag til fortolkning af samtiden i det sidste halve århundrede. Når vi taler om Rifbjerg som samtidsfortolker, mener jeg selvsagt alt, hvad der vedrører den tid, vi lever i: Det vil sige dens politiske og sociale problemer, dens psykologiske tilstande, dens kunstneriske tendenser og alt muligt andet.

Lad os starte med det politisk-sociale. Rifbjerg har aldrig holdt sig tilbage fra at kommentere samtidens tendenser i sine talrige værker. Man kan nævne revyen Gris på gaflen (1962), de satiriske rolle- og portrætdigte fra Fædrelandssange (1967) og Mytologier (1970), nøgleromanen Marts 1970, de polemiske essays Karakterbogen (1992) og Facitlisten (1995) og digtsamlingen Pap (2004).

Tager vi Pap som eksempel, møder man her en række digte, der beskriver aktuelle politisk-sociale forhold i Danmark. Grebet i de fleste digte består i at vende og dreje bestemte udsagn og situationer, således at resultatet bliver en absurdistisk satire. Der opstår på denne vis groteske spil med betydning som i digtet I en sal på et hospital, hvor jeget bliver ved med at fantasere over et sygebesøg hos Søren Krarup, og der ironiseres raffineret over tidens floskler, som det er tilfældet i et digt, der manisk gentager sætningen: Jeg synes det er synd for Kurt Thorsen.

Man finder desuden tekster, hvor Rifbjerg sætter tænderne i sine debatmodstandere Bent Jensen, Brian Mikkelsen og Bertel Haarder. Endelig møder man et politisk-satirisk digt med titlen Bush og Gud, hvor Rifbjerg folder sig ud i en pragtfuld, rablende smalltalk-strøm:

så kom Gud ind ad døren og gik hen til Bush

der lå på gulvet i sit eget bræk og med en

knust flaske i hånden og sagde til ham:

Så, Bush, hold så op med det der. Du ved jo

godt at du ikke kan tåle det og du bliver

nødt til at sende dit tøj til rensning og at

Laura ikke kan lide det. Så rejs dig op og

vind det præsidentvalg.

Spørger man, hvad der adskiller den politiske kritik, som Rifbjerg lancerer i sit forfatterskab, fra så meget andet, vil jeg pege på to ting, nemlig de raffinerede og subtile synsvinkler og de overraskende stilskift og tonefald i digtene.

Vi er her inde på et helt afgørende træk ved Rifbjergs forfatterskab, nemlig den exceptionelle evne til at identificere sig med forskellige personer. Man kan betragte den strøm af hovedpersoner i alle aldre og køn og samfundsmæssige positioner, som der i værkerne er placeret nuancerede, solidariske og troværdige synsvinkler hos.

Gymnasieeleven i Den kroniske uskyld (1958), det lille barn i Camouflage (1961), den fortrængte homoseksuelle i Skyernes skygge rammer mig (1964), den midaldrende tekniker i Operaelskeren (1966), ambassadørfruen i Anna jeg Anna (1969), studenten i Leif den Lykkelige (1971) og mange flere.

Man møder også ofte talrige synsvinkler inden for det samme værk, som i prosasamlingen Det gælder om at holde balancen fra 2006, hvor Rifbjerg kravler ind under huden og hjernebarken på en overtilpasset kontormand, der har haft et hjerteanfald, en gift dame, der bliver misbrugt seksuelt til en nytårsfest, og en bedsteborgerlig succesarkitekt, der sent i livet konfronteres med sin kræftsyge far i et hadefuldt og ynkværdigt opgør. Eller man kan betragte romanen Dagstelegrafen fra 2009, hvor vi i en kontrapunktisk komposition følger så forskellige personer som en pensioneret enke, en soldat i Afghanistan, en midaldrende kvindelig reklamekonsulent og en ung mand, der netop er startet på forfatterskolen. I alle tilfældene er der tale om en dybfølt solidaritet med og en ømhed i skildringen af de vidt forskellige skæbner.

Eksperimenterne med perspektiv afspejler sig endvidere i den store variation, der er inden for Rifbjergs lyrik. I den mest berømte og toneangivende digtsamling af alle, Konfrontation fra 1960, møder man synsvinkler henlagt til et stykke sæbe (Livet i badeværelset), lukkeren i et fotoapparat (Lukker), en udråber på et marked (Udråberen), en moderne reklame (Nyt lys), en kynisk sælger af et eller andet apparat (Teknik) etc. Tilsvarende møder vi i Camouflage et væld af forandringer med hensyn til synsvinkel, der for eksempel kan være henlagt til en svale, en hest eller en flue. Noget sådant var aldrig før set i dansk lyrik og forandrede den for altid.

Hvad er nu formålet med denne enorme lyst til at anlægge hidtil aldrig sete perspektiver i de litterære skildringer? Svaret på dette er tydeligvis den enorme interesse for et andet område end det politisk-sociale, nemlig det psykologiske. Rifbjerg opridser essensen af den psykologiske orientering i et digt fra digtsamlingen Terrains vagues (1998), der også sammenfatter centrale elementer i forfatterskabets poetik som helhed:

Selv er jeg ingen spåmand

kun en husker

og rollen passer mig perfekt

fordi den gir mig adgang

til alting sagt i al

beskedenhed ja selv de flader

hvor intet gror og de revirer

hvor intet sker

og alting blomstrer dobbelt rigt

i fantasiens øjeblik

som vi er fælles om

og som er ganske gratis.

Adelsmærket ved den rifbjergske digterfysiognomi er evnen til at huske, sanse og fantasere mere intenst end andre. Karakteristisk er det ligeledes, at den poetiske indsigt hos Rifbjerg ofte forbindes med en chokagtig epifanisk oplevelse (fantasiens øjeblik), hvor jegets refleksion momentant suspenderes med den effekt, at kræfter fra det fortrængte pludselig frigøres i form af et særlig kreativt, nyt og grænsesprængende sprog. Det er denne surrealistisk orienterede poetik, der demonstreres i berømte digte fra Konfrontation som Frihavnen og Jern, og som genfindes i talrige senere værker.

Hvad sammenkæder så de to poler i Rifbjergs forfatterskab, altså på den ene side den udadvendte og socialt kritiske og på den anden side den indadvendte og psykologisk dybdeborende? Lad mig pege på fem ting. En enorm nuancerigdom i den sansede detalje og i det sproglige udtryk. En nøgternhed, illusionsløshed og et mod til altid at konfrontere sig med indre og ydre dæmoner. En rastløshed og vilje til hele tiden at anlægge nye perspektiver på tilværelsen. En humor og selvironi, der får teksten til at vibrere. En åbenhed, medmenneskelighed og generøsitet i udtrykket, der rækker hånden frem mod læseren. Sådan har jeg i hvert fald oplevet det i de 40 år, hvor jeg med usvækket glæde, forbløffelse og fascination har fulgt forfatterskabet. Tillykke med udnævnelsen til året klassiker og med den runde dag i år!

kultur@k.dk