Prøv avisen
Bog

Rifbjergs erindringer er ondskabsfulde, selvhævdende og ganske underholdende

3 stjerner
Det er ikke første gang, Klaus Rifbjerg skriver sine erindringer. Faktisk er hans forfatterskab en lang række af erindringer bearbejdet i fiktiv form. Ved sin død i påsken sidste år efterlod han sig adskillige manuskripter. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Klaus Rifbjergs efterladte erindringer fortæller ikke meget nyt, men giver et godt indblik i forfatterens mindreværdsfølelse og selvhævdelse på andres bekostning. Det er ondskabsfuldt skrevet og ganske underholdende

Klaus Rifbjerg, der døde sidste år i påsken, efterlod sig en del manuskripter, der var helt eller delvist klar til udgivelse. Et af dem er erindringsbogen ”Til rette vedkommende”, der udkommer i dag.

Det er ikke første gang Rifbjerg skriver sine erindringer. Faktisk er hans forfatterskab, som han selv har nævnt engang, en lang række af erindringer bearbejdet i fiktiv form. Men dertil har han også skrevet bogen ”Sådan” (1999), som han kaldte en livsreportage.

Hvis det er alderens privilegium at få lov til at gentage sig selv, så kan man roligt sige, at Rifbjerg har benyttet sig af det. I hvert fald rummer ”Til rette vedkommende” en hel del historier, som man har hørt før. Nyhederne ligger mere i indiskretionerne, som blandt andet tæller en beskrivelse af, hvordan Rifbjerg kommer under vejr med Villy Sørensens formodede biseksualitet.

Mens det kan være sjovt nok - og Rifbjerg var en god fortæller - at læse om hans opvækst, så er det til gengæld mindre morsomt at blive mindet om Rifbjergs politiske holdninger. Han taler for fornuften og mod troen, der angiveligt ikke bare forfører, med også fordærver. Og han skriver: ”Jeg tror nemlig på at venstrefløjen, uanset om den begår fejl i tidens løb, altid har ret. I hvert fald er vores grundsyn det samme, mens man kan have større eller mindre sympati med metoderne. Halvfjerdserne var på det punkt en syg tid, men desværre viste sig en afløser kun i form af den kristne tro.”

Rifbjerg hylder i egne øjne fornuften og fremskridtet, hvad der kan være mange gode grunde til, men han sætter det hele over styr, når han tror blindt på venstrefløjen. Det er så håbløst dumt at høre på, at det næsten ikke er til at holde ud.

Helt overgearet bliver det også, når han atter engang tamper løs på grandfætteren Henrik Stangerup, som han denne gang beskylder for at bagtale Danmark i Paris og for at promovere sig selv på danskernes bekostning. Fra et vist synspunkt, skriver Rifbjerg, kan det ”kaldes landsforræderi til ens egen forfremmelse”. Så kan det næsten ikke blive værre.Der er også andre forfattere og kritikere, der får med Rifbjergs grovfil.

Barndomsvennen, kritikeren og forfatteren Niels Barfoed skildres som en mand, der sætter sin humor og generøsitet til, idet han bliver voksen. I Rifbjergs øjne er han en rollespiller og medløber, der promoverer sig selv gennem andre. Når Rifbjerg til sidst skriver, at de to efter store uoverensstemmelser finder melodien sammen igen, så er det ikke til at tro på. Efter den beskrivelse, Rifbjerg giver af Barfoed, kan man næppe fortænke denne i at slå hånden af barndomsvennen. Andre gamle venner som Frederik Dessau og Torben Brostrøm får til gengæld lutter gode ord med på vejen.

Om ”Hans hellighed Erik Skyum-Nilsen” skriver Rifbjerg, at Skyum-Nielsen slet ikke er litteraturkritikkens ”grand old man”, som nogen mener, men i højden en ”upålidelig despot, hvis psyke er sammensat af lige dele mindreværd og grandios selvovervurdering”.

I min barndom var reaktionen på sådan nogle udfald en bemærkning om, at det, man siger, er man selv. Og det passer lige præcis på Rifbjerg, for den sociale og kulturelle mindreværdsfølelse, som han meget præcis gør rede for har pint ham som barn og ung, kommer han tilsyneladende aldrig rigtig over.

Den sidder i ham i forholdet til skolekammeraterne Jesper Jensen og Niels Barfoed. Og selvom han bryster sig af selv at besidde ”den gode opdragelses musikalitet”, så er den slet ikke nok til at gøre det af med mindreværdsfølelsen.Omvendt så fejler hans selvfølelse ikke noget. Mens Poul Borum må høre for sin dårlige og usikre smag, så er hans egen altid træfsikker. Han kan se, hvad der kunstnerisk duer og ikke duer. Det er, som om han er i besiddelse af en magisk målestok, hvormed han rask væk dømmer værker af Stangerup og Hans-Jørgen Nielsen ude. At smagen ikke er absolut, og at hans egen form for smag er diskutabel, falder ham ikke ind. Han har det sunde og naturlige på sin side, og det er svært at hamle op med.

Et mål for erindringer kan være, at den skrivende kommer til selverkendelse. Det gør Rifbjerg også i det små. Han indser, at han har en ”frivillig eller ufrivillig trang til at såre, dér hvor det gør mest ondt”. Og han effektuerer sin anstrengende mors motto efter bedste evne: ”Hellere ondskabsfuld end at kede sig.”

Han kan således godt se splinten i sit eget øje, men han er immervæk meget bedre til at se bjælken i sine brødres. Er læsningen af ”Til rette vedkommende” en meget blandet fornøjelse, så må man lade Rifbjerg, at han sjældent keder, så man ikke gider vende siderne. Men det kræver selvfølgelig et vist kendskab til de mennesker, han beskriver og måler sig selv i forhold til. Om vennen Villy Sørensen skriver han fint, at den selvfølelse, Sørensen skulle bevise, ”lå i værket og ikke i nogen skamløs selvpromovering”.

Den ros kan man ikke give Rifbjerg, der i denne bog står tydeligst frem på andres bekostning. Det bliver derfor ikke hans erindringer, der kommer til at redde eftermælet, men forhåbentlig bøger som ”Den kroniske uskyld” og ”Og andre historier”. De behandler anderledes suverænt de temaer og motiver, som åbenbart brændte voldsomt på i det meste af hans liv.

kultur@k.dk