Der findes en række operaer, der har styrken til at forbløffe og henrykke, uanset hvor mange gange man oplever dem. En af dem er italienske Giuseppe Verdis ”Rigoletto”, der fik sin urpremiere på det berømte Fenice-teater i Venedig i 1851. Det var i den periode, som Verdi senere skulle omtale som ”mine år på galejerne”, og hvor han komponerede det ene mesterværk efter det andet. At høre en af disse operaer er forbundet med forventningens glæde, der dog i en tid med alle mulige regimæssige opdateringer og fiksfakserier kan være iblandet en vis bekymring for, hvad iscenesætteren kan have fundet på for at føre værkerne up to date på bekostning af deres kunstneriske sammenhæng og eviggyldighed.
Den bekymring kunne man imidlertid have sparet sig, da Den Jyske Opera i Koncertsalen Alsion i Sønderborg i fredags havde premiere på ”Rigoletto”. Ulrich Peters havde skabt en tidløst dyster iscenesættelse i perfekt overensstemmelse med det arkaiske præg, der er så karakteristisk for mange af Verdis store værker, og med nogle buede spejle som baggrund var det tilmed lykkedes at skabe en dybde og mystik i scenebilledet. Således kunne man se genskær af den nye chefdirigent Christopher Lichtenstein, der fik Sønderjyllands Symfoniorkester til at yde det geniale partitur fuld retfærdighed, godt hjulpet af den fortrinlige akustik i koncertsalen. Et andet vigtigt element for succesen, der manifesterede sig ved et kraftigt bifald fra publikum i Alsion, var den eminente indsats, Den Jyske Operas Kor præsterede. Endnu en gang blev det bekræftet, at Verdi mestrede kunsten at komponere melodiøse og magtfulde korstykker.
I en turnéforestilling, som der her er tale om, er de største partier traditionelt dubleret. Ved premieren var de tre hovedroller, titelpartiet som den pukkelryggede nar Rigoletto, rollen som hans datter Gilda og operaens slubbert af en forfører, hertugen af Mantova, fornemt besat.
Hertugens parti blev varetaget af den mexicanske tenor Diego Silva, der scenisk var ganske overbevisende, men som havde visse vokale udfordringer i det høje leje. Den sydafrikanske baryton Jaco Venter gjorde glimrende fyldest som Rigoletto, gribende i sin fremstilling af den skizofrene nar – og far! Både scenisk og vokalt var han i høj grad medvirkende til at gøre skikkelsen og dermed operaen som helhed levende for os. Han deler titelpartiet med den rutinerede walisiske baryton David Kempster, så på dette væsentlige punkt er Den Jyske Opera fortrinligt kørende resten af spilleperioden – forestillingen opføres over store dele af Danmark frem til den 28. november.
Et kapitel for sig selv var Clara Thomsen som Gilda. Med sit flammende røde hår og iført en smuk grøn kjole var hun fra første færd iøjnefaldende på scenen, og da hun først åbnede for sine stemmemæssige sluser, fik man en forudanelse om, at noget ekstraordinært var på færde. Hendes sopran var stærk og smidig i alle registre, og hendes sceniske fremtræden blev ét med hendes suveræne vokale beherskelse af partiet. Det er ikke første gang, man oplever, at en stor og sikker stemme også giver sangeren sceniske muskler. Det var ren verdensklasse og kulminerede i den berømte arie i anden akt ”Caro nome” (kære navn), hvor Gilda giver luft for sin betagelse af hertugen, der svigagtigt har udgivet sig for at være en fattig student. Hvis 29-årige Clara Thomsen havde været en fodboldspiller, ville internationale storklubber som Real Madrid og Liverpool F.C. hurtigt sende bud efter hende. Man må formode, at noget tilsvarende vil ske i operaverdenen. Der var andre fine præstationer. Lejemorderen Sparafucile blev fremstillet med pondus af den russiske bas Alexander Anisimov, og hans søster Maddalena, som hertugen i sidste akt kaster sig over med maskulin glubskhed, blev overbevisende fremstillet af den tyske sopran Dorothea Spilger. En lille, men ikke desto mindre vigtig rolle er grev Monterone, hvis datter også er blevet et offer for hertugens tøjlesløse sexisme. Grevens tordnende maledizione (forbandelse) går som en rød tråd gennem hele operaen og viser sig i sidste ende at have fatale følger for Rigoletto. Monterone fik myndigt mæle af Johannes Mannov, og det føjede endnu en brik til en opførelse, det er værd at køre lange omveje for at opleve, for den forløser med velgørende konsekvens en af operalitteraturens mest helstøbte værker.