Knud Romer: Rilkes eneste roman giver håb under krisen

Når skyggesiderne bliver anerkendt og set i kunsten, er de til at leve med for os andre, mener forfatteren Knud Romer, som anbefaler ”Malte Laurids Brigges optegnelser”

”Vi tror altid, at ulykken rammer de andre. Og de andre er nogle mærkelige nogle. Dem dæmoniserer vi. Når det sker for en selv – hvem er man så?”, spørger forfatter Knud Romer. – Foto: Iben Gad.
”Vi tror altid, at ulykken rammer de andre. Og de andre er nogle mærkelige nogle. Dem dæmoniserer vi. Når det sker for en selv – hvem er man så?”, spørger forfatter Knud Romer. – Foto: Iben Gad.

Jeg sidder herhjemme og er ved at blive blind. Jeg har svært ved at læse, så jeg bruger tiden på at spise parisertoast og skrive noveller. Coronakrisen har sat skub i min produktivitet. Alt andet er aflyst. Det er min syssel at skrive. Det er en måde at få afløb for følelser og forskudt opmærksomheden på. Jeg glemmer mig selv, tiden og problemerne. Det får dagen til at gå og giver mig livsfylde og mening.

I krisetider har jeg altid vendt mig mod Rainer Maria Rilkes eneste roman ”Malte Laurids Brigges optegnelser” fra 1910.

Det er en af de tidligste, modernistiske romaner, hvor verden går i opløsning, og fortælleforløbet er brudt op. Rilke kom angiveligt med teksten i en pose til sin forelægger, fordi han ikke selv magtede at organisere den.

Romanen handler om en ung, dansk adelsmand, som går under i den moderne storby Paris. Han får angst, leder efter meningen med livet og sig selv. Det er lyrisk prosa med små fortættede forløb. Bogen har fulgt mig hele livet. Meningstabet i romanen indgyder mig håb, fordi jeg ikke føler mig alene. Der er én, der deler sammenbruddet, angsten og smerten med mig. Jeg opdagede den som 16-årig, hvor jeg læste mig gennem Nykøbing Falsters bibliotek og min mormors bogreol. Rilke har altid været en del af mit liv. Ved mit første sammenbrud, som 30-årig, læste jeg passager fra bogen højt for mine forældre. Så de kunne forstå, at min verden var i stykker.

For mig er det den kunst, der anerkender det svære i livet som en del af tilværelsen, der bringer håb. For sådan er tilværelsen. Mange tror, at de kan undgå sammenbruddet. At man kan leve uden fyringer, skilsmisser, sygdom, alderdom – alle livets skyggesider. Vi tror altid, at ulykken rammer de andre. Og de andre er nogle mærkelige nogen. Dem dæmoniserer vi. Når det sker for en selv – hvem er man så? Så er man pludselig de andre og føler sig som en taber, en afviger, en stakkel. Det er ikke tilfældet. Det artikulerer Rilkes roman, fordi den vender sig mod de uacceptable sider af tilværelsen. Det giver mig trøst, at andre har været der før mig. Når skyggesiderne bliver anerkendt og set i kunsten, er de til at leve med for os andre.