Rita voksede op i et kulturfattigt hjem. I dag kalder hun sig selv ”kunstjunkie”

Rita Houmann mødte en mand, der åbnede hendes blik for kunsten. I dag er hendes hjem fyldt med kunst på alle flader, og hendes mål er at dele kunsten med så mange som muligt

Der er ikke en overflade, der ikke er udsmykket med noget kunst i Ritas hjem i Randers. Trappen ned til kælderen er ingen undtagelse, hvor især den overdimensionerede kagerulle i filt af Andreas Schulenburg (født 1975) stjæler ens opmærksomhed. Det er faktisk Ritas mand, Arne, der ikke kunne stå for kagerullen og købte den. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
Der er ikke en overflade, der ikke er udsmykket med noget kunst i Ritas hjem i Randers. Trappen ned til kælderen er ingen undtagelse, hvor især den overdimensionerede kagerulle i filt af Andreas Schulenburg (født 1975) stjæler ens opmærksomhed. Det er faktisk Ritas mand, Arne, der ikke kunne stå for kagerullen og købte den. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Da Rita Houmann var 12 år, var hun ofte med sin mor på arbejde. Moderen var servitrice på en restaurant i Randers, hvor Rita Houmann lagde mærke til, at en af stamkunderne altid bestilte den samme frokostplatte: en rullepølsemad, en ostemad og en Gammel Dansk. Han betalte aldrig efter at være blevet serviceret. Han måtte være speciel, tænkte Rita Houmann. Og rigtig nok, det var nemlig en vaskeægte kunstner, der kom forbi restauranten ved frokosttid hver dag. Betalingen for måltiderne var et par værker om året til værtsparret, som restauranten kunne pryde sine vægge med. Kunstneren skulle få en helt særlig plads i Rita Houmanns liv. Men det ville hun først finde ud af 12 år ude i fremtiden.

Men det var ikke sådan, at når Rita Houmann og hendes mor gik hjem fra restauranten, at der var kunst på væggene i hjemmet. Jo, der var vist et billede af Cirkelkaffepigen af Aage Sikker Hansen over sofaen og en kopi af et maleri af et grædende barn. Der var heller ingen bøger i barndomshjemmet, og det kan måske undre, når man ser på Rita Houmann og hendes hjem i dag. For selvom (eller måske netop fordi) barndomshjemmet i Randers var kulturfattigt, voksede der en sult inde i hende. Hun hungrede efter at få noget kultur ind i sit liv, så hun fordybede sig i bøgernes verden og uddannede sig som cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og engelsk.

Som 24-årig mødte hun Gunnar, der var matematik-, fysik- og kemilærer på Randers Statsskole, til en fest, og hun faldt pladask for den lidt ældre mand. Rita Houmann var snu og søgte ind som dansk- og engelsklærer på samme gymnasium, hvor Gunnar underviste, og den rigtig kloge læser vil nok allerede have regnet ud, at Gunnar og Rita Houmann blev kærester.

Rita Houmann er i sit hjem omgivet af intet mindre end 400 kunstværker. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
Rita Houmann er i sit hjem omgivet af intet mindre end 400 kunstværker. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Hvad hun ikke vidste, var, at Gunnar ville føre hende ind på en livsbane, der skulle vise sig at tage ”fuldstændig overhånd”, som hun selv siger det i dag.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg var gået ind til. Det var et meget overvældende hjem at træde ind i,” siger Rita Houmann, der flyttede ind i Gunnars 450 kvadratmeter store hus, kort efter de fandt sammen.

Gunnar havde selv været med til at tegne det lange hus med fladt tag, og det var der en meget klar tanke med. Der skulle nemlig være plads til masser af kunst på væggene, og der skulle være skydedøre, så man kunne se så mange af værkerne som muligt, selvom man stod i den ene ende af huset og kiggede igennem flere rum.

”Jeg fik et sansebombardement! Der var dansk kunst i topklasse overalt. Det var et kick, simpelthen. Og det satte gang i noget i mig. Jeg lyder nok lidt som en junkie, men det er jeg jo også blevet, må man sige – en kunstjunkie.”

For der gik ikke lang tid, før Rita Houmann hoppede med på kunstvognen. En af Gunnars gode venner var nemlig kunstner og kom ofte på besøg i det store hus med kunstværker på alle væggene. Han var manden bag det første værk, der gav Rita Houmann den følelse, som hun den dag i dag stadig går efter, når hun ser på og køber kunst.

”Han hed Sven Dalsgaard, og jeg følte, at jeg kunne genkende ham. Det var jo stamgæsten fra restauranten, min mor arbejdede på,” siger Rita Houmann, der i dag har 43 værker af Sven Dalsgaard.

”Nu så jeg ham med voksne øjne, og det var et fantastisk gensyn.”

Sven Dalsgaard var ligesom Rita Houmann en rigtig randrusianer, men ud over det var han en moderne billedkunstner, som gik lige i Rita Houmanns smag.

”Jeg kan godt lide, når en kunstner løser dybdeproblemet i malerier på en utraditionel måde. Og i Svens værker er der altid dybde – han sætter et lærred oven på et lærred, skruer plexiglas på eller kradser hul i det.”

Sven Dalsgaard er en af de mange kunstnere, som parret købte værker af, inden kunstnerne for alvor blev store – og dermed dyrere. For to gymnasielærere kan det hurtigt blive dyrt at fylde 450 kvadratmeters vægge ud med original dansk kunst, men med de rette krejlerevner, et godt netværk og en sparsom livsstil er det alligevel lykkedes.

”Som jeg tit siger, vil jeg hellere undvære en udlandsrejse end muligheden for at købe et værk. Jeg har heller ikke brug for mere tøj, og bilen, jeg kører i, fungerer fint.”

Meget af den kunst, der er i Rita Houmanns hjem, er købt ved afdragsordninger, og man får også hurtigt indtrykket af, at man står over for en person med købmandsevner, når hun fortæller om hvert af værkerne i hjemmet, som hun ”lige fik pruttet lidt ned i pris”.

”Jeg accepterer et nej langt hen ad vejen,” siger hun, men smiler alligevel sådan et smil, så det lader sig forstå, at hun ikke er typen, der lader sig slå så let ud i sådanne prisforhandlinger. Derudover bliver noget af den kunst, der ikke længere passer ind i samlingen, sat på auktion. Og de penge, der kommer ud af det, bliver altid brugt på nye kunstværker. Gerne af spirende kunstnere.

”Jeg vælger altid kunst med hjertet. Det er farligt at vælge ud fra et æstetisk synspunkt, for hvis der er noget, kunst ikke må være, så er det da pænt og kedeligt.”

Og hvis man tager et kig på samlingen i huset i Randers, er det bestemt heller ikke kedeligt. Der er ofte noget humor, noget skævt eller en kommentar til samfundet i værkerne. Der er ingen klassiske landskabsmalerier. I hvert fald ikke uden et par abstrakte lag.

Og værkerne får heller ikke lov til at hænge et sted i alt for lang tid. Der er nemlig installeret gallerilister i alle rummene, så man nemt kan tage ned, hænge op og rykke rundt.

”Huset er på den måde meget dynamisk. I stedet for at kigge på et fjernsyn, når man ligger i sengen i soveværelset, kigger man på et skønt maleri. Det maleri, jeg ligger og kigger på nu, er et værk af Anne Sofie Meldgaard med titlen ’Depart’, og det har hængt der i to måneder. Jeg er allerede i gang med at tænke på, hvad det næste er, der skal hænge dér,” siger Rita Houmann, der for nogle år siden gerne ville have fjernet nogle fliser i gulvet for at give plads til en videoinstallation af Katja Bjørn (født 1967). Noget, der ikke faldt i Gunnars smag. Og det var ofte ham, der havde det sidste ord, i forhold til hvad der kom op på væggene, for det var i første omgang hans ”hjemmegalleri”, men nu er det faktisk ikke Gunnar, der bestemmer længere. Han døde nemlig af lungekræft for fem år siden.

Det var en kæmpe sorg for Rita Houmann, der pludselig var alene i det store hus omringet af sin nu afdøde mands livsværk.

”Han sagde til mig, inden han døde, at enten kunne jeg gøre det til et mausoleum, eller også kunne jeg gøre huset til mit eget.”

Før han døde, fik han medhold i, at det var en dårlig idé at tage fliserne op i stuegulvet; men nu er en videoinstallationen i gang med at blive installeret uden for stuevinduerne.

”Men hvad skulle jeg nu gå rundt her alene for? Kunstglæden skal jo deles, har jeg altid tænkt, så jeg åbnede så vidt muligt dørene og inviterede så mange som muligt til åbent hus,” siger Rita Houmann, der skyder på, at der cirka kommer 300 mennesker igennem hendes hus om året. Hun har både haft skoleklasser, kunstsamlere og kunstnere på besøg og har i de seneste år startet projektet Artitst Talks, hvor der kommer en kunstner på besøg og fortæller om sine værker for en 60-70 mennesker. Det hele er gratis, men kunstneren kan sælge nogle værker med lidt procenter. En god handel skal der jo være rum for i Rita Houmanns hjem – hvor ellers?

Hun har også doneret værker til sit gymnasium og kunstmuseer. Den nyligste donation er et installationskunstværk af Mikkel Carl (født 1976) kaldet ”Harvest Moon” til Randers Kunstmuseum. Rita Houmann købte den 2,4 meter høje aluminiumsmåne på afbetaling, fordi hun ”bare måtte eje det”. Det var i den dyre ende, men hun ønskede, at mange flere kunne få den oplevelse, hun fik, første gang hun så ”Harvest Moon”.

Og netop at kunstglæden skal deles, betyder også, at tankerne omkring kunsten skal deles. Der skal være plads til dialogen, og nogle af dem, der faktisk er de bedste til at opleve kunsten, er børn, mener Rita Houmann. For de ser værkerne umiddelbart, ”hvorimod jeg jo har trænet mit øje til at se efter bestemte ting. Jeg har sværere ved at se det for, hvad det er,” siger hun. Rita Houmann fortæller en historie om, da hun og en veninde var på kunstudstilling.

”Der var kun tre mennesker i rummet. Min veninde og jeg og en ældre mand, der gik rundt alene. Min veninde og jeg går jo og snakker om, hvad vi ser i kunstværkerne, men lige pludselig hører vi manden bag os sige: ’Kunne jeg bede de damer om at være stille? Jeg prøver faktisk at koncentrere mig om kunsten.’ Det er en helt forkert indstilling, synes jeg.”

Som pensioneret lektor er især kunstformidlingen til ungdommen et hjerteprojekt for Rita Houmann, og hendes formidlingsevner er ikke til at tage fejl af. For når Rita Houmann giver rundvisning, kan hun fortælle indgående og analyserende om alle sine værker og på en sådan måde, at man tvinges til at høre efter. Tvinges er måske det forkerte ord, men det er ikke i ordets negative betydning. Man kan ikke undgå at lytte efter, når en engageret person fortæller om sin passion. Samtidig har hun en bred kulturforståelse, der nok bunder i de fag, hun har uddannet sig i.

”Når man interesserer sig for litteraturen, interesserer man sig også for kunsten. Begge er kulturprodukter, og når man har uddannet sig i de forskellige ismer – romantikken, impressionismen og modernismen – kan man jo genkende dem i både malerier og bøger.”

I dag bor Rita Houmann alene med sine flere end 400 værker, men hun har, som Gunnar opfordrede hende til, ikke gjort huset til et mausoleum. Hun har hverken lukket dørene til huset eller sit hjerte. For på en færgetur mødte hun nemlig en nydelig mand, der sad med tre forskellige aviser. Rita Houmann satte sig ved siden af ham og regnede ikke med, at de to nu skulle til at have en samtale. Der var kun gået kort tid siden Gunnars død, og hun var stadig trist til mode.

”Jeg hedder Arne, hvad hedder du?”, spurgte manden efter at have lagt aviserne til side.

Arne vidste slet ikke, hvilken dør han netop havde åbnet. Inden længe havde enkemanden Arne nemlig fået sin store gård i Frederikssund i Nordsjælland fyldt med over 40 moderne kunstværker og en ildsjæl af en partner ved sin side.