Prøv avisen

Riv muren ned, Pippi!

Kunsteren Rona Yefman, klædt ud som Pippi Langstrømpe, tager fat i den israelske politiske virkelighed og sikkerhedsmuren i videoinstallationen ”Pippi Longstocking at Abu Dis”. – Foto: Privatfoto

Israelske samtidskunstnere bevæger sig i mange retninger, men de er både stedbundne og internationale, og det gør dem unikke, mener eksperter

Én videoinstallation viser Pippi Langstrømpe i færd med at rive den israelske sikkerhedsmur til Vestbredden ned. En anden viser en Jackson Pollock-model, der strinter ingredienser på et gigantisk israelsk pitabrød, så maden til sidst ligner kunst. Et tredje kunstværk viser en fodbold, der ved nærmere øjesyn består af sammensyede jødiske kippaer og ikke, som ved en normal fodbold, af sekskantede læderfelter.

Vi er til festival for samtidskunst i Israel. Det lille land har i den forløbne måned huset to store udstillinger for samtidskunst, én i Jerusalem og én i Tel Aviv, der tiltrækker verdenspressens opmærksomhed. De dage er for længst forbi, hvor kunst fra Israel bestod af kunsthåndværk, potteskår og anden judaica. I dag er Israel med længst fremme, når det gælder eksperimentlyst og vilje til at sætte kunsten i forhold til en aktuel politisk og ideologisk dagsorden, og israelske samtidskunstnere udstiller over hele verden. Det fortæller kunsthistoriker og kurator Ami Barak, der er ansvarlig for den ene af de to aktuelle festivaler i Israel:

Israelsk samtidskunst er karakteriseret ved et højt kunstnerisk niveau, ved stor forskelligartethed og en voldsom energi i idé og udførelse.

Når kunstnere som Eran Shakine skaber en fodbold af en jødisk hovedbeklædning, og når Rona Yefman lader verdens stærkeste pige, Pippi, prøve kræfter med muren til Vestbredden, er det udtryk for et ønske om dialog med samtiden.

Men kunstnerne er ikke direkte politiske i deres kunst. Konflikten er konstant nærværende for dem, men man ser det ikke altid umiddelbart. Israelske samtidskunstnere er både ekstremt stedbundne og internationale, og det gør dem unikke, siger Barak.

Det uddannelsesmæssige centrum for kunst i Israel er Bezalel Akademi i Jerusalem, der har op mod 2000 studerende i et bred vifte af studieretninger. Akademiet blev oprettet i 1903 og fik navnet Bezalel, der på hebraisk betyder i skyggen af Gud, efter en opfattelse af, at gudommelig skaberkraft og kreativitet kan tilflyde mennesket under gunstige forhold. I de første mange år inden Israels oprettelse søgte man på skolen at kombinere bibelske, mellemøstlige og europæiske traditioner inden for kunst og håndværk, og en særlig Bezalel-stil blev udviklet.

Selvom kunstnere også i dag søger at kombinere bibelske og zionistiske emner, er det i højere grad en mangfoldighed af spørgsmål om identitet, der præger nutidig israelsk kunst, mener Eran Guterman. Han er kunsthistoriker og arbejder i galleriverdenen i Paris, der huser en stor koloni af israelske kunstnere:

Det er svært at tale om israelsk kunst under et, for der er en verden til forskel på jødisk-israelske, arabisk-israelske, palæstinensiske og religiøse kunstnere. Allerede i problemerne med at definere ens egen identitet som menneske her i regionen ser man, hvordan konflikten, som vi har levet med i 60 år, er konstant nærværende, siger Guterman.

Men samme identitetsspørgsmål er katalysator for en kunstnerisk blomstring, der udmønter sig i spørgsmål: Hvad vil det sige at være israelsk i lyset af den mellemøstlige, sefardiske tradition og den europæiske, ashkenasiske tradition? Hvilke grænser er der mellem kønnene i dagens Israel? Hvilken rolle spiller den zionistiske myte for individ og samfund i dag?

Den slags spørgsmål udforsker kunstnerne til stadighed, både de eksperimenterende, unge samtidkunstnere og de erfarne kunstnere. Og der er mange af dem i Israel. Bezalel-akademiets 2000 kunstnere in spe er blot en del af kunstscenen i Israel, så man har som besøgende næsten den samme oplevelse som forfatteren Amos Oz, der i erindringsværket En fortælling om kærlighed og mørke husker, hvordan faderen i Ozs barndom på gåture med sønnen yndede at udpege filosofiske og kunstneriske berømtheder på gågaden i Jerusalem, for de var overalt.

En afgørende forskel til dengang i statens tidlige dage er imidlertid, at indbyggerne havde et begrundet håb om, at fred var opnåelig. At ens børn og børnebørn ville leve et fredeligt liv uden krig og forfølgelse. Dét håb synes færre og færre israelere at nære i dag, hvad enten skylden så lægges på bosætterbevægelsen, muslimsk radikalisering i nabolandende eller noget helt tredje.

Om Pippi Langstrømpe får held til at bryde muren ned, er derfor et tvivlsomt spørgsmål, synes pointen at være i Rona Yefmans videoinstallation. Selv i et blomstrende kunstnerisk miljø som det israelske er der grænser for kunstens magt, når der er stærkere kræfter på spil.

bach@kristeligt-dagblad.dk

Kunsteren Rona Yefman, klædt ud som Pippi Langstrømpe, tager fat i den israelske politiske virkelighed og sikkerhedsmuren i videoinstallationen ”Pippi Longstocking at Abu Dis”. – Foto: Privatfoto